Performing Landscapes 2025 Kalkland Aalborg

Om Performing Landscapes 2025

Et nomadisk kunstnerfællesskab slår lejr i det danske landskab

I august-september 2025 kan man over hele landet opleve det intensive festivalformat Performing Landscapes, hvor et nomadisk fællesskab af 30 kunstnere præsenterer nyskabte miniværker i en-tre dages forløb i 10 vidt forskellige landskaber. Man kan opleve værker i forskellige formater – vandreforestillinger, deltagende workshops, performative installationer, ritualer, m.m. – og alt er skabt i tæt dialog med de lokale landskabers kendetegn og tilstande,

Performing Landscapes har rødder i en kunstnerisk praksis, hvor naturen på egne præmisser bliver aktiv medskaber og forandringsagent i en tid præget af økologisk sammenbrud. Hverken storbyen eller landsbyen er tilstrækkelige længere, hvis vi vil udfordre tidens dystopiske tendenser og skabe forandring. Snarere må kunsten tage bo i naturen for at undersøge, hvordan vi sætter nye værdier i spil.

Performing Landscapes er både performative fortolkninger af landskabet og selve landskabet, der performer i egen ret. Smukke horisonter, gamle byhaver, men også industrielle udgravninger, forurenede jorde og iltsvindet i fjordene er rammesætning for kunstnerne.

Oplev bl.a. Tora Balslevs sårbare performance-vandring, der søger at forbinde kroppens og landskabets materialitet; Sisters Hopes stærke og sensoriske stilhedsvandringer; Astrid Randrups samling af smukke, rustne jernstykker, der får liv; Madeleine Kate McGowan og Lucie Cure, som giver stemme til de rødlistede fugle; Alex Mørch, som forstærker landskabets resonans; Sarah Lee Armstrong, som forbinder folketraditioner med rave-kulturens ritualer… og meget mere.

Du kan opleve Performing Landscapes gratis i følgende byer / kommuner (endeligt program kommer medio juli):

GRIBSKOV v/ Tegners Museum, Munkeruphus & Kagerup Savværk 1., 2., 3. aug.
ism. og med støtte fra Gribskov Kommune

MØN v/ Teater Møn 9. & 10. aug.
ism. Teater Møn og med støtte fra Vordingborg Kommune

NYKØBING FALSTER v/ Havnen 15., 16., 17. aug.
ism. og med støtte fra Guldborgsund Kommune

EGEDAL v/ Egelund 21., 22., 23. aug.
ism. og med støtte fra Egedal Kommune

TÅRNBY v/ Naturpark Amager 22., 23., 24. aug.
ism. og med støtte fra Naturpark Amager og Tårnby Kommune

HOLSTEBRO på Sygehusgrunden 30. & 31. aug.
ism. og med støtte fra Nordisk Teaterlaboratorium

ODENSE v/ Odense kanal 31. aug.
ism. Dynamo og Teater Momentum og med støtte fra Odense Kommune

HELSINGØR v/ Flynderupgård 6.-7. sept.
ism. og med støtte fra Helsingør Teater/Passage Festival

EBELTOFT v/ Horisonten 12.-13. sept.
ism. og med støtte fra Syddjurs Kommune

BORNHOLM v/ BIRCA 14.-15. sept.
ism. og med støtte fra BIRCA og Bornholms Kulturuge

STRUER v/ Lydgalleriet Regelbau 20. sept.
ism. Regelbau 411 og med støtte fra Struer Kommune

Performing Landscapes blev skudt i gang over to weekender i København i maj, hvor samtlige 30 værker blev præsenteret.

Medvirkende kunstnere

Alex MørchAstrid RandrupBarbara SimonsenCharlotte ØstergaardDaily Fiction/Tora BalslevGeorg Jagunov, hello!earthInstitute of Interconnected RealitiesJacob JuhlJannie Schjødt KoldKatrine FaberLinh LeLisa BrüningLucie Cure, Madeleine Kate McGowanMaja Kristine ChristensenSeidlers SensoriumNana Francisca SchottländerOleg KoefoedPeter VadimRune FjordSara VilardoSarah Lee ArmstrongSecret Hotel/Christine FentzSisters HopeSonja StrangeSophie Dupont, Thomas SeestTomas Lagermand Lundme & Wunderland

Se video

Publikumsinddragende forestillinger

Mange værker inviterer publikum til at være med. Kunst oplevet intenst med krop og sanser hænger ved og skaber stærke fællesskaber – og måske endda fælles ansvar.

Værkerne åbner for forbindelser til naturen, men også for kritisk refleksion over den menneskelige tilstedeværelse i og påvirkning af landskabet i fortid, nutid og mulige fremtider.

Hvert værk skabes af en kunstner, som er formidler af stedets stemme og arbejder med stedets autencitet med et minimum af teknik og scenografi. Typisk varighed er 45-75 min. for et publikum på 15-40 personer.

En økokritisk bevægelse

Performing Landscapes er en del af et voksende, åbent fællesskab for en ny økokritisk kunstnerisk praksis, som vi samler under titlen på vores kuratoriske greb for de kommende år: “fra Metropolis til Ecopolis”.

Performing Landscapes taler ind i en aktuel tendens i kunsten og samfundet om at tage naturens behov og værdi mere alvorligt i takt med, at det økologiske sammenbrud bliver tydeligere i både by- og naturlandskaber.

Tværæstetisk landskab

Kunstnerfællesskabet af stærke solokunstnere har en bredde af kunstfaglige baggrunde, æstetiske formater, kendskab til landskaberne, lydhørhed og parathed til at agere. Kunstnerne har før arbejdet med et væld af forskellige natur- og kulturlandskaber: mark, skov og hede, men også i nedlagte fabrikker, forurenede vandhuller og åbne grusgrave – kritiske landskaber.

Der bliver løbende delt erfaringer og viden mellem kunstnerne, som arbejder med forskellige formater; vandringer, podcasts, forestillinger, fugleoperaer, performative installationer, ritualer, iscenesatte samtaler, åbne arkiver og deltagende workshops, altid stedspecifikt, i naturen og i landskabet. Det kunstneriske landskab er tværæstetisk, tværfagligt og sensorisk med dansere/koreografer, sangere, fortællere, lydfolk, designere, scenografer og ikke mindst performancekunstnere, som boltrer sig.

Fotos: Hans Ravn (1) Marine Gastineau (2,3,4)
Video: doxafilm

Støttet af Statens Kunstfond og de medvirkende kommuner og partnere.