Performing Landscapes Møn
TID 20. & 21. september
STED Teater Møn, Klintholm Havnevej 52, Borre
HVAD Landskabs-performances
GRATIS – reservation anbefales / link til enkeltforestillinger nedenfor i program
Reserver gratis billet
Et nomadisk kunstnerfællesskab slår lejr på Møn
Oplev det intensive festivalformat Performing Landscapes, hvor seks kunstnere præsenterer nyskabte miniværker i forskellige typer landskaber.
Du kan opleve værker i forskellige formater – vandreforestilling, deltagende workshop, meditativ installation, iscenesat udgravning, m.m. i tæt dialog med Møns særlige natur.
Performing Landscapes har rødder i en kunstnerisk praksis, hvor naturen er med på egne præmisser, og hvor værkerne søger at skabe forandring i en tid præget af økologisk sammenbrud. Kunsten tager bo i naturen og landskabet for at undersøge, hvordan vi sætter nye værdier i spil. Performing Landscapes er både performative fortolkninger af landskabet og selve landskabet, der performer i egen ret.
Performing Landscapes Møn er en del af et større, landsdækkende kunstprojekt i 11 kommuner i august og september 2025, der undersøger, hvordan vi kan leve og skabe mere bæredygtigt og i ligeværdigt samspil og samhørighed med vores omgivelser. Læs mere om Performing Landscapes her.
PROGRAM
Lørdag 20. sept.
11.00-11.45: Seidlers Sensorium – book billet
11.45-12.45: Secret Hotel/Christine Fentz – book billet
12.45-13.45: Georg Jagunov – book billet
14.00-15.30: Sara Vilardo – book billet
eller 14.00-15.30: Oleg Koefoed – book billet
15.45-17.15: Institute of Interconnected Realities – book billet
Søndag 21. sept.
12.00-12.45: Seidlers Sensorium – book billet
12.45-13.45: Georg Jagunov – book billet
14.00-15.30: Sara Vilardo – book billet
eller 14.00-15.30: Oleg Koefoed – book billet
15.45-17.15: Institute of Interconnected Realities – book billet
OM VÆRKERNE
DROJ JORD af Seidlers Sensorium
Sanselig og salvende publikumsinddragende performance, hvor JORDEMODEREN med interaktiv historiefortælling guider os gennem jordens geologiske lag, forbi rødder og svampes symbiotiske liv, ind til Jordens inderste kerne. Læs mere.
UNDER SKOV af Secret Hotel/Christine Fentz (UDDRAG AF LÆNGERE FORESTILLING)
Et meditativt besøg i skovens tid. Uanset hvordan du har det med skov, inviterer Secret Hotel dig til tid med træer og deres ældste partnere, svampene, mens vi bevæger os sammen rundt i landskabet. Under Skov er et deltagerinddragende værk, hvor du bliver en del af den naturlige verdens netværk. I og under skoven. Læs mere.
TIMEFULNESS I FLINT af Georg Jagunov
Træd ind i et midlertidigt feltlaboratorium, hvor vi udgraver og genforbinder os til flint – et kernemateriale, som mennesker har været tæt forbundet med i millioner af år. Gennem flinten dykker vi ned i fortællinger om vandringer gennem istidens tundralandskaber, urskove, fjord og kyst. Fortællinger om overlevelse, magi og rå skønhed.
SIRENE af Sara Vilardo
Guidet lydvandring inspireret af Odysseen og forestillingen om at vende ‘hjem’. Vi møder en række steder, som er moderne oversættelser af de udfordringer, Odysseus stod over for på sin rejse. Disse ydre forhindringer afspejler indre forvandlingsprocesser – vejen hjem, vejen til sig selv. Læs mere.
SAMTALE MED JORDEN OG VANDET af Oleg Koefoed
Dialog som kunstværk. Vi tager udgangspunkt i en århundreder gammel tradition for at mindes, skrive og læse op, når vi skal berøre svære spørgsmål. Indholdet er de erindringer, som vi bærer med os, om vores forhold til jorden, vandet og stedet, og landskabet selv tager aktivt del i samtalen. Læs mere.
INDHYLLET af Institute of Interconnected Realities
Meditativt fordybelsesværk. Du lægger dig ned. Herfra ses en dynge tekstil. Bevæger den sig? Umærkeligt måske. Til at begynde med. Afstanden kollapser. Vi mister overblikket. Det er, som om figuren vokser ud af stedet. Som en forlængelse af det landskab, vi befinder os i. Læs mere.

Fotos: Thomas Bagge (1), Marine Gastineau (2)
Video: doxafilm
Performing Landscapes Møn arrangeres af Metropolis i samarbejde med Teater Møn og med støtte fra Vordingborg Kommune. Performing Landscapes er støttet af Statens Kunstfond.
