JANNIE SCHJØDT KOLD – Vinden er min moder
Immersivt lydværk
Fremskrivning af stedets stemme
Mellem mennesker og landskaber står sproget. Hvilke ord har man brugt på dette sted? Og hvor bevæger sproget og kulturen sig hen, når et sted forandrer sig så meget, som Refshaleøen gør? Når ordene ikke længere passer til virkeligheden, bliver de så hjemløse?
Refshaleøen er under massiv forandring. Helt andre segmenter, samfundslag, madvaner og arbejdspladser er rykket ind – og flere vil komme til. Så hvordan lyder stedets stemme? Kan vi sammen udforske den?
Fra en højttaler i det rå industrilandskab hører vi en stemme fortælle. Det er en mand, der som ganske ung arbejdede for B&W på Refshaleøen. Han fortæller om at løbe op til porten, om stempelure, støvbørster og en verden, der er tabt. Hvad gør det ved at høre stemmen og dialekten i det landskab, den tilhører?
Lyden bringer os i stemning til at skrive vores egen tekst. Et lydarkiv åbnes og aktiveres gennem stedets stemme. Forskning viser, at vores hukommelse arkiverer begivenheder og stemninger knyttet til steder. Der er en arkivskuffe til barndomshjemmet, arbejdspladsen og til skolen. Når vi befinder os et bestemt sted, vælter minderne, der knytter sig dertil, frem. Vi ved også, at hukommelsen er forbundet til vores krop og hænder – at når vi skriver i hånden, husker vi bedre. Hvilke porte kan vi gå ind ad i vores erindring? Ved selv at skrive, finder vi beskrivelser og sprog, vi ikke vidste, vi gemte. Vi skriver i hånden, for det er gennem kroppen, vi husker bedst.
Alle kan være med.
OM JANNIE SCHJØDT KOLD
Jannie Schjødt Kold er dramatiker og manuskriptforfatter med flere bogtitler bag sig. Jannie har skrevet prisvindende audiowalks på Sydfyn. Hun udvikler nye formater og måder at forbinde os med naturen og kulturhistorien på gennem sanselige og interaktive fortællinger. Jannie underviser i kreativ skrivning og faciliterer kollektive skrive- og strikkeprocesser. www.janniekold.dk / www.skrivogstrik.dk
PRAKTISK
Varighed: 60 min
Deltagere: 12-20
Alder: 12+
Sprog: Dansk
CREDITS
Foto: Palle Peter Skov (1), Marine Gastineau (2)