WUNDERLAND / METTE AAKJÆR – Twisted Forest

Performance 

Et spil med skovens anatomi
Mens barndommen er fyldt med et virvar af sanseoplevelser med udforskning og udvikling som altoverskyggende formål, får sanserne ofte i mindre grad frit spil i det voksne liv. Men hvad sker der egentlig, hvis vi bevæger os dybt ind i sansernes univers og lader barkens overflade, mossets ujævne former og det stikkende krat definere vores sindsstemning og kropslige fornemmelse?

Spørgsmål som dette får du mulighed for at udforske med forestillingen TWISTED FOREST – et ’live interaction game’, hvor du selv indtager hovedrollen. Forestillingen tager form uden for afmærkede stier og ruter i skoven. På overfladen er det en helt almindelig skov, men undervejs støder du på væsener, objekter og oplevelser, der puster til din forestillingsevne – og får dig til at se skoven og dig selv på en ny måde.

Du møder både skovens og din egen avancerede anatomi, når du bliver ført igennem forskellige zoner i området. Uanset hvor du bevæger dig hen, er du til stede i forestillingen og bliver inviteret ind i nye oplevelser via et interaktivt soundscape. Undervejs vil du bl.a. møde performere, som tager dig med på en anatomisk rejse, hvor du får mulighed for at dykke helt ned i nogle af kroppens mest essentielle elementer: celler, muskler, knogler, blod, åndedræt. Elementer, som er afgørende for din eksistens, men som i dagligdagen blot lever deres eget liv uden for din opmærksomhedssfære. Samtidig møder du skovens grundlæggende, livsvigtige elementer: celler, rødder, saft, muld…

OM WUNDERLAND
Mette Aakjær brænder for at udforske sprækker i den virkelighed, vi tror, vi kender. Som del af den prisvindende kunstnergruppe Wunderland skaber hun oplevelser, der fremkalder en intuitiv, associativ indre tilstand, hvor virkeligheden opleves kropsligt kalejdoskopisk. Værkerne er samskabt med kunstnere fra forskellige kunstarter. Med baggrund i eksperimentel dans og fysisk teater har Aakjær skabt sine egne immersive værker siden 1993 og udforsket publikumsdeltagelse, interaktivitet og sensoriske virkemidler siden 2001. www.wunderland.dk 

PRAKTISK
Varighed: 90 min
Deltagere: 20
Alder: 12+
Sprog: Dansk og engelsk

CREDITS
Kunstnerisk leder, idé- og konceptudvikler og performer: Mette Aakjær 
Konceptudvikling og dramaturgi: Sonja Winckelmann Thomsen
Komponist: Thoranna Bjornsdottir
Medskabende performer: Lindon Shimizu

Teknisk udvikler af interaktivt lydsystem: Jesper Lyng 

Oplevelsen er et uddrag af en større performance, udviklet til nordiske skove i 2022-23 med støtte fra:
Statens Kunstfond, Nordisk Kulturkontakt, Bikubenfonden, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Favrskov Kommunes Kulturinitiativer, LAG Randers-Favrskov, Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (EL-FUL), Favrskov Kommunes Landsbyråds aktivitets- og projektpulje, LAG LLSAE og Wilhelm Hansen Fonden.