ALEX MØRCH – Sonum Danica
Lydvandring i landskabets resonans
Lydkunstner Alex Mørch forvandler landskabet til en levende lydinstallation og inviterer os med på vandring gennem omgivelsernes skjulte klange.
Med hypersensitive mikrofoner fanger og forstærker han landskabets ellers uhørlige resonanser: monotone vibrationer, dybe frekvenser og subtile bevægelser. Nogle lyde træder frem, andre forsvinder, og i mødet mellem teknologi, tilfældighed og sted opstår et unikt lydlandskab – et værk, der kun eksisterer lige her, lige nu.
Under navnet Sonum Danica har Alex Mørch de seneste fem år forvandlet baggrundslyd til klangfulde soundscapes i mere end 150 landskaber rundt om i Danmark – fra B&O-fabrikken i Struer over Egtvedpigens gravhøj til Stevns Klint. Hver gang med landskabet selv som hovedaktør.

OM ALEX MØRCH
Alex Mørch er komponist og lydkunstner, uddannet solist i elektronisk komposition fra DIEM ved Det Jyske Musikkonservatorium med studier på School of The Arts, Columbia University, New York.
Han integrerer rumlig installation, støjende maskineri, traditionelle musikere, performance og lys. Tid, intimitet, kontekst, eksistentialisme, absurditet og teknologi sammenfiltres i værker, der spænder fra performative koncerter til udstilling og offentlige rum. Støj og harmoni, kaos og synkronicitet.
PRAKTISK
Varighed: 30-60 min.
Deltagere: max 30
Alder: 12+
Sprog: Dansk