THOMAS SEEST – Scoby Horizon (what kind of living)?
Horisonten er det sted vores krop finder balance, som en kant vores blik kan holde sig fast i. Under horisonten findes en verden af mikroliv, fungis, lava og jern. Ovenover en himmel af lys, luft, bakterier og en uendelighed vi ikke fatter. Her på kanten lever vi, i et tilsyneladende trygt og balanceret miljø. Her er vores habitat – vores rum.
Bakterierne er livets oprindelige form. Før der fandtes planter og dyr, var der bakterier, de levede som encellede anaerobe væsner i jordens ursuppe, og skabte forudsætningen for vores liv og den planet vi kender idag. De er her stadig, og de er helt afgørende for naturens funktioner. Også for vores krop.
Vi kigger ud på byen med havet i ryggen. Gennem kropslige og mentale øvelser undersøger publikum landskabet og bakterierne på stedet.
OM THOMAS SEEST
Thomas Seest er billedkunstner, han arbejder med landskaber og undersøger, hvordan kunst kan aktivere synlige og usynlige energier i landskabet. Alt sammen med henblik på at bidrage til en regenererende udvikling, for i Thomas Seest’ værk har mennesket en plads i økosystemet – en plads som ’driver’.
Sammen med kunstnerkollegaen Søren Lose, har Thomas Seest de sidste år udviklet Vild Park i den tidligere Rådhuspark i Nykøbing, Guldborgsund.
PRAKTISK
Varighed: 90 min
Alder: 14+
Sprog: Dansk