Wa(l)king Copenhagen 20.-29. juni – refleksioner og film

FORBUNDET GENNEM AFSTANDEN

Personlige traumer, selvomsorg samt healing gennem poetiske handlinger, åndedrætsøvelser og grønne omgivelser er blandt temaerne i denne cyklus.

Af Mille Højerslev

Jeg har haft en traumatisk oplevelse” beretter Lotte Faarup. Instruktøren ligger på ryggen oven på et orientalsk tæppe og ser direkte ind i kameraet, mens hun fortæller om dengang, hun fik stjålet sin taske af to drenge, der overhalede hende på en cykelsti. De kørte på en knallert, hun på cykel. Formålet med hendes vandring bliver at forstå gerningsmændene og deres motivation for at begå kriminalitet. Faarup interviewer – eller udspørger – Faarup den politibetjent, der efter sigende skulle have taget sig af hendes sag, i håb om at finde nye spor for at komme videre i sin egen efterforskning.

Hun besøger det pizzeria, hvorfra hun på sit kontoudtog kan se, at tyvene har købt mad. Hun bevæger sig siden ind i velhavende kvarterer med store, dyre huse og begynder at digte videre på tyvenes personlighed og psykologi, som havde hun adgang til disse informationer. Vandringen slutter uden for Udrejsecenter Sjælsmark. Vi ser kun ryggen af Faarup. Hun taler ikke længere. Kameraets linse hviler på en madras, hvorpå der står skrevet: ”CLOSE THE CAMPS!! THEY STOLE OUR LIVES!”.

De afsluttende ord og den larmende stilhed står i skarp kontrast til den lange nærmest pinlige udlægning og bearbejdning af tyveriet. Kvinden, der spilles af Lotte Faarup, bliver ikke klogere på bagmændene og deres motiver. Men hendes snævre og egocentriske verdensbillede udfordres og gøres til grin.

 

En knytnæve i det danske asylsystem

Nogle dage senere rettes vores opmærksomhed igen mod Danmarks flygtninge og (afviste) asylansøgere. Billedkunstner Louka Anargyros forklarer, at idéen til hans bidrag til Wa(l)king Copenhagen stammer fra kunstnerens udstilling Power Bottom, som blev vist på Copenhagen Contemporary i september 2019. Her præsenterede han en installation bestående af 5-600 knytnæver, som publikum kunne købe med sig hjem. Overskuddet fra salget af knytnæverne gik til organisationen Together We Push, der bl.a. kæmper for bedre forhold og mere omsorgsfuld behandling af beboere på asyl- og detentionscentrene i Danmark. Til denne vandring har Anargyros produceret 30 nye knytnæver, der skal afleveres personligt til de, der på forhånd har bestilt og betalt for en knytnæve og dermed også købt sig ind i værket; dets fortælling, agenda og ideologi. Den nye produktion af knytnæverne skal gøre opmærksom på den indsats, der er gået tabt på det asylpolitiske område under nedlukningen. Overskuddet går fortsat til Together We Push og til at forbedre livet for de, der bor på Udrejsecenter Sjælsmark.

På den måde fortsætter sidste uges fokus på asylcentret, som dannede udgangspunkt for performancekunstner Cecilie Ullerup Schmidts vandring. Hvordan vi behandler ny-tilkommende og de svageste i samfundet, spejler os som folk. Og en sætning som ”CLOSE THE CAMPS!! THEY STOLE OUR LIVES!” fortæller desværre en trist historie om danskerne.

 

Mette Møller Overgaard

Hvad er, var og kunne et ’hjem’ være?

Fra de, som befinder sig i transit og ikke rigtig har noget sted at kalde ’hjem’, bevæger opmærksomheden sig hen til de, der har privilegiet til at diskutere begrebet ’hjem’. Hvad er, var og kunne et hjem være? Disse tre dogmer aktiverer danser og koreograf Mette Møller Overgaard i sin vandring. Hun danser, går, hopper, skriver og spray-maler med gul, mens hun bevæger sig fra sin egen adresse ud i byen og hjem igen. Hun laver ’tags’ på byens asfalterede gader, som opfordrer til, at vi leger med: ”Gå baglæns, sæt dig ned, observer og skriv, gå sammen side om side, tag plads” osv. På Blågårds Plads læser hun højt fra en tekst, der på abstrakt vis går i dialog med ’hjemmet’ og de vante forestillinger, der knytter sig hertil: ”Hjem er noget at tro på. Hjem var sidste skoledag. Hjem er sommerkjoler i røde og gule farver”. Imens ser vi en række ældre skolebørn, der på afstand ser både trygge og glade ud – som var de hjemme i hinandens selskab.

 

Ude og hjemme er bedst

Cirkusartist Synniva Byvards vandring handler om savn og de fysiske barrierer, som COVID-19 har skabt i forhold til at kunne mødes med dem, man længes efter, elsker og holder af. Byvards første møde begynder med et langt varmt knus og en længere snak om balancen i at være ude og hjemme, og hvordan det er muligt både at føle sig hjemme i Danmark og i at rejse ud. Byvard bruger vandringen som anledning til at mødes med sine venner og kollegaer – fysisk som virtuelt – og skabe kunst. Byvard laver bl.a. akrobatiske og improvisatoriske øvelser via videokald. Hun deltager i performances i Botanisk Have og i en parkeringskælder. Hun lytter til veninder, der synger – på afstand og i samme stue. Hun leger på en rutsjebane med en anden veninde. Vandringen gennemsyres af et tibetansk ordsprog, der refereres til i den første af videoerne, som lyder: ”Wherever you have friends, that is your country. Wherever you receive love, that is your home”. Og man må virkelig sige, at Byvard har hjemme i København.

 

Natalie Mossin

Arkitekturen, menneskene og deres indbyrdes forbindelse

Arkitekt Natalie Mossin har også valgt at undersøge ’hjemmet’ og arkitekturens betydning for det gode fællesskab. Hun har allieret sig med den studerende Suleman Naim, der bor på 13. sal i et højhus i Høje Gladsaxe. ”Tryghed, rum og genkendelighed” skal der ifølge Naim til for at kunne opbygge og opretholde et sundt og godt fællesskab. Med den ramme tager han os med på opdagelse i sin by, hvor han taler med forskellige lokale, der som han selv har et forhold til arkitekturen og ser ’hjemmet’ som andet og mere end bare et tag over hovedet.

Samtalerne drejer sig alle om spørgsmålet: ”Hvordan bidrager arkitekturen til fællesskabet her?” Vi møder bl.a. en kunstner, der har stået bag en udsmykningsopgave i Mjølnerparken, en beboer i en haveforening og en gruppe unge i en ungdomsklub. ”Her er vi sammen allesammen”, fortæller en af de unge kort og præcist uden at vide, at de ord faktisk kan stå alene som konklusion på vandringen. For som Mossin også opsummerer til slut, er ”arkitektur noget vi skaber sammen”. Arkitekturen er ikke færdig, når bygningerne står indflytningsklare. Den udvikler sig og forandres måske over tid alt efter, hvordan den tages imod, bebos og bruges. Rammerne spiller en rolle, men indholdet er det vigtigste. ”Men man kan sende arkitekturen godt på vej ved at vælge ordentlige materialer og have gode intentioner”, tilføjer Mossin.

 

Under COVID-19 er vejrtrækning ikke blot ind- og udånding

Som i forrige uge byder også denne cyklus på terapeutiske indslag. Billedkunstner Sophie Dupont reflekterer over vores vejrtrækning, og hvordan den forbinder livet med døden; vores lunger foldes ud ved fødslen og stopper med at producere ilt, når vi dør. COVID-19 har gjort den kendsgerning endnu mere tydelig og ført livet og døden tættere på hinanden. Flere er blevet opmærksomme på deres egen vejrtrækning. For nogle er den blevet en kilde til angst. Dupont, der ved siden af sin kunstneriske praksis også underviser i yoga, opfordrer gennem sin vandring til, at vi tager ejerskab over vores vejrtrækning og retter opmærksomheden indad. Ved at fokusere på åndedrættet og insistere på langsomheden skabes et spirituelt rum, hvor den indre og ydre verden mødes. Under sin vandring tager Dupont os med ud i blå og grønne omgivelser; på havnen, på sandstranden og i parken og skoven. Hun præsenterer os for en række konkrete øvelser, vi kan lave foran skærmen eller på fremtidige gåture. Vi inviteres med på en rejse ind i verden, hvor sanserne vækkes, og træerne og græsset får stemmer og havet ører. Men vigtigst rejser vi ind i os selv.

 

At opbygge et nyt samfund gennem poetiske handlinger

11 performancekunstnere (som er del af Sisters Hope og Metropolis’ eget residency-program Sensuous City) bruger deres kroppe og sanser til at opdage og undersøge poetiske lag i byen med det mål at skabe fremtidsbilleder på et ønskværdigt samfund. Nogle af performerne går gennem byen med bind for øjnene, bl.a. i tunnelen under Københavns Hovedbanegårds banelegemer og balancerer på perronens gule prikker, der indikerer den afstand, man skal holde til togene. Tanken bag deres vedvarende research er at heale befolkningen gennem poesi og poetiske handlinger. Andre lægger blomster ved kolde bygninger, hvor der mangler liv. Pladsen foran Københavns Rådhus er fyldt med efterladte sko, og deres panoreres rundt om en gruppe kvinder med gennemsigtige slør, der dækker ansigtet. Som hos Sophie Dupont insisteres der også her på langsomheden og at vække sanserne hos publikum.

Danser og koreograf Thjerza Balaj har et lignende politisk sigte: Hun ønsker at få os til at sætte mere pris på træer, der renser luften, skaber CO2 og befolker byen. I tolv timer danser Balaj derfor for og med forskellige træer i København. Vi hilser på ahorn, lind, hestekastanje og platan. Allerede tidligt i COVID-19-krisen søgte danskerne mod grønne oaser. De, der havde muligheden, pakkede bilen og kørte til sommerhusland. De tilbageværende søgte ud i tætbefolkede parker og på overbefolkede strande. Denne flugt ud i det grønne understreger almenmenneskelige behov for frisk luft og afslører byens vellykkede oaser. Men det giver også anledning til at gentænke indretningen af fremtidens by og prioritere plads til grønne huller og sanselige uderum. Det har landskabsarkitekt Sybille Buhl Karottki bl.a. påpeget og opfordret til i et debatindlæg i Politiken.

Balaj er gået uden om de steder, som mange af os valfarter til som f.eks. Frederiksberg Have, Assistens Kirkegård og Kongens Have. Flere af de steder, hun tager ophold ved, kan jeg faktisk ikke genkende eller placere. Det gør, at jeg får lyst til at gå på opdagelse i min by og finde nye grønne opholdssteder og i højere grad lægge mærke til bynaturen. Den dag kører jeg på cykel gennem byen for at klare forskellige praktiske gøremål og sender en tanke til alle de træer, jeg kommer forbi på min vej.

 

Sublim akustik i København?

Musiker Birgitte Lyregaard ønsker også at vække sanserne – nærmere betegnet høresansen. Hun har et simpelt mål: Hun vil lede efter lyd og god akustik i forskellige offentlige rum. Vi starter i musikerens køkken, hvor Lyregaard er i færd med at brygge kaffe. Lydene af bønner, der males, kaffemaskinen, der hyler og bobler på gaskomfuret, bliver til en lille hverdagssymfoni, som giver minder tilbage til de første dage af pandemien, hvor caféerne og kaffebarerne var lukket, og mange derfor måtte være deres egen barista. Inspirationen til denne vandring finder Lyregaard i et minde fra en studietur til Krakow, hvor de besøgte en underjordisk saltmine, som havde en sublim akustik. Hvem ved, måske finder hun sådan et sted i København?

 

Med nærværende cyklus fokuseres der på rummet i konkret og abstrakt forstand. Rummet tages meget bogstaveligt, når der tales om menneskets forhold til arkitekturen og forestillinger om hjemmet. Ens følelsesliv og psyke beskrives også som et rum, man kan gå ind i, hvilket flere af bidragsyderne også forholder sig til. Det samme med et traume. Med ens åndedræt kan man skabe et refleksionsrum og plads i kroppen til at rumme modsatrettede følelser.

Forholdet mellem ude og inde er blevet trukket ud i ekstremer under COVID-19. Karantænen har for mange føltes som en indespærring og en frihedsberøvelse. Hvad end du ved krisens begyndelse befandt dig i en lejlighed, i en kolonihave, i sommerhus, på plejehjem eller i et asylcenter, detentionscenter eller fængsel. Følelserne og frustrationerne, behovet for frisk luft, grønne omgivelser og friheden til at bevæge sig frit ligner hinanden og beskriver almenmenneskelige vilkår. Gennem afstanden er vi blevet forbundne og kommet tæt på hinandens erfaringer.

20. juni: Lotte Faarup
21. juni: Birgitte Lyregaard
22. juni: Natalie Mossin
23. juni: Sophie Dupont
24. juni: Louka Anargyros
25. juni: Thjerza Balaj
26. juni: Mette Møller Overgaard
27. juni: Sensuous City Explorations
29. juni: Sunniva Byvard

Dagbogen fortsætter til 8. august med en ny kunstner hver dag.

Følg med live på www.facebook.com/walkingcopenhagen.
Læs mere her.

 

UDVALGTE FILM

20. juni: Lotte Faarup

21. juni: Birgitte Lyregaard

22. juni: Natalie Mossin

23. juni: Sophie Dupont

24. juni: Louka Anargyros

25. juni: Thjerza Balaj

26. juni: Mette Møller Overgaard

27. juni: Sensuous City Explorations

29. juni: Sunniva Byvard

X