Walking Landscapes Aalborg: Digital forundring

Af Sidsel Minuva

1.-10. juni foregik de sidste 10 af i alt 20 dages Walking Landscapes Aalborg, hver dag med en ny kunstner i rollen som vandringens styrmand. Serien af kunstneriske vandringer omfavner vidt forskellige kunstformer og -udtryk, men hvordan påvirker det digitale format helhedsindtrykket?

Vind og uld
Walking Landscapes er fortsat i bedste velgående i Aalborg. Og præcis som de første ti kunstneriske vandringer er de sidste ti præget af kunstnernes vidt forskellige metoder og fremgangsmåder.

Morten Poulsen indskriver sig eksempelvis i en ganske anden kunstnerisk tradition med sin vandring 4. juli end langt de fleste andre kunstnere. Billedsiden træder i baggrunden, og lyd indtager hovedrollen. Væbnet med lydudstyr og flasker skildrer Poulsen effektivt, hvordan omgivelserne – græs, asfalt, hav, vind og mennesker – kan omdannes til lyd.

Således minder Poulsens kunst om lignende audioprojekter, der omdanner natur til digital lyd – eksempelvis mexicanske Leslie Garcia og Paloma López’ Energy Bending Lab, hvor de optager slimsvampes lyde og forvandler dem til melodier.

Poulsens soundscapes er præget af hverdagens omkringliggende natur, men navnlig vinden skaber nogle forbløffende og foruroligende lyde. Det generelle lydindtryk minder om noget fra en gyser- eller sci-fi produktion, og man kan let forestille sig et ondsindet rumvæsen krybe forbi i baggrunden. Det giver seeren et splinternyt blik på den ellers så fredelige omverden.

 

Katrine Thorup, der vandrede 2. juli, skildrer naturen på en ganske anderledes facon. Hun strikker, mens hun går, og lader skoven og heden præge strikkeriets udformning.

Det er sjældent, at kunstformer som strik, brodering og syning får lov til at indtage rampelyset. Oftest sættes den form for håndværk, som hovedsagelig kvinder gennem tiden har haft adgang til i hjemmet, ikke højt, så det er spændende at se det fremhævet i Walking Landscapes.

Thorup fastholder også seerens interesse, da man bl.a. følger med for at se, hvad hun mon får strikket i løbet af vandringen. Men ultimativt er produktet mindre vigtigt end rejsen derhen; ved at lade kameraet være stillestående skaber Thorup et øjebliksbillede af, hvad der næsten virker som hendes personlige vandring og arbejde.

Det er også vidunderligt, at Thorup inddrager de andre vandrere i sine liveudsendelser. Det, man måske normalt ville betagne som et privat henseende – kvinder, der strikker – gør Thorup til noget, man gør i primetime på Facebook. Igen bliver den typiske kvindekunst ophøjet til noget, der netop er kunst, og som er vigtigt.

 

Og, som Linh Le gjorde 26. juni, så forenede Ann Mai Røge 9. juli mennesket, naturen og det unaturlige. Hvor Le benyttede sølvpapir, benytter Røge kalk.

Efter naturvandringen bliver afbrudt af naturen i form af et skybrud, fortæller Røge en kropslig historie, der emmer af død og genopstandelse, i Aalborg Portlands kalkgrav – en af Danmarks mest forurenende virksomheder.

Til at starte med lader Røge sig knuse under en kalksten. Det er decideret ubehageligt at se hende vride sig i smerte, men samtidig er det nærmest poetisk. Forbindelsen mellem mennesket og industrien, hvor sidstnævnte er i gang med at knuse menneskehedens fremtid, er tydelig.

Men Røge genopstår, ifører sig en brudekjole og hjemsøger Portland. Der er noget humoristisk over måden, hun kombinerer vores kulturs allerfineste påklædningsgenstand og den hvide kalk, der ellers ville virke skæmmende. I stedet er hun som en naturens spøgelsesbrud, som sitrer med stille vrede foran Portland.

Netop Røge og Thorup er også med til at give seeren et indblik i det unikt aalborgske (by)landskab. Røge benytter Aalborg Portland som sin scene, og flere kunstnere har gennem de tyve dages vandringer netop kritiseret Portlands forurening og benyttet kalkgraven som en del af deres kunst. Samtidig vandrer Thorup i heden, der ellers næsten udelukkende associeres med Vestjylland. På denne måde udvides seerens bevidsthed om både Aalborgs kultur og industri og landskabets karakter og historie.

På trods af disse vidt forskellige, uhyre virkningsfulde vandringskunstværker er der alligevel noget, der skurrer. Røge er ikke den eneste, der spøger – det gør digitaliteten også.

Krydsfelt
Der er få kunstnere, der i sandhed formår at kombinere det fysiske og det digitale.

Det kan gøres på flere måder. Sara Hagins formåede det 21. juni, da hun spændte kameraet i panden og inddrog både det fysiske og det virtuelle publikum. De fysiske vandrere hjalp hende med at samle farveafgivende planter og blomster, så de sammen kunne farve silkestykker, mens seerne online fulgte med direkte fra Hagins’ synspunkt, som var det dem selv, der kogte planter.

 

10. juli lykkes det også Mille Holtegaard. På sin vandring satte den nonbinære kunstner sig for at skabe en digital buket ved hjælp af sine billeder og optagelser af virkelighedens blomster og grønt. På samme tid forankrede de den digitale kunst i queer ecology ved hjælp af queerteori.

De forklarer selv, hvad queer ecology går ud på – det er en tværfaglig udforskning af natur, biologi og seksualitet på baggrund af queer historie, der genfortolker disse emner uden om gængse, heteronormative forståelser af naturen. Den blanding af historie, teori og kultur gør Holtegaards vandring megaspændende at opleve. De trækker både på queer kunstnere såsom Oscar Wilde, men også på netop queerteori i form af f.eks. Donna Haraways A Cyborg Manifesto (1985). Det er en fornemt lærerig oplevelse, der giver seeren en forståelse af, at naturen ikke er binær.

Samtidig er Holtegaards kunst betinget af teknologi. Interaktionen mellem teknologi og natur er omdrejningspunktet i vandringen, der fungerer som en digital, queer kortlægning af Aalborg.

”Kameraet er den digitale forlængelse af mit øje,” slår Holtegaard fast. Og det er præcis det krydsfelt mellem natur og teknologi, som Walking Landscapes unikt skaber plads til at udforske. Men de fleste kunstnere inddrager ikke på samme måde aktivt teknologi og det digitale rum, og det er en svær balancegang at inddrage både det fysiske og det virtuelle publikum.

Scott William Rabys vandring 7. juli virker nærmest tiltænkt den virtuelle seer fremfor de fysiske tilstedeværende. Når han fører kameraet i øjenhøjde, mens han udforsker Aalborgs infrastruktur, giver det seeren en følelse af at være til stede i hans sted. Men i hvilken grad det fysiske publikum inddrages er uklart. Så vidt seeren af en liveudsendelse kan se, så er det først til sidst, at de andre vandrere så at sige indtager rampelyset.

Det er en generel problematik. Man har som digitalt publikum intet indblik i, hvad der foregår, når kameraet er slukket. Derfor virker de andre vandrere ofte påfaldende fraværende, når kunsten skabes og udføres foran linsen. Det skaber en utilsigtet form for distance mellem det fysiske og digitale publikum, når de fleste vandringer ikke forener de tos oplevelser af kunsten.

Det skæmmer ikke selve kunsten, der byder på megainteressante udforskninger af natur, menneske, industri og alt midt imellem. Men der er endnu plads til dybere udfoldelser af krydsfeltet mellem natur og digitalitet. Med henblik på hvordan kunstnerne har behandlet dette indtil videre, så er det en udvikling, der næsten kun kan blive uhyre spændende.

 

Læs Sidsel Minuvas refleksioner over de første 10 vandringer i Aalborg her.

Læs mere om Walking Landscapes Aalborg her.

X