Walking Landscapes Aalborg: Kontrasternes højborg

Af Sidsel Minuva

 

21.-30. juni foregik de første 10 af i alt 20 dages Walking Landscapes i Aalborg, hver dag med en ny kunstner i rollen som vandringens styrmand. De skabte et rum til virtuel fordybelse – og fordybelse over det virtuelle.

Fakta kontra følelser

Kontrast er nøglebegrebet i Walking Landscapes Aalborg. Det gælder både kunsten i landskabet og dens tematikker, udførelsen af liveudsendelser og inddragelsen af det virtuelle og fysiske publikum. Allervigtigst er nok kontrasterne mellem de forskellige kunstneres virke, de tematikker, som de bearbejder, og deres fremgangsmåder.

Britt Kristensen og Sonja Strange kunne nærmest ikke være mere forskellige udtryksmæssigt. De indtog Walking Landcapes henholdsvis 23. og 24. juni, og fulgte man Facebook-kanalens livestreams dag efter dag, oplevede man således et tematisk skift, der føltes som et visuelt og emotionelt piskesmæld.

Kristensen går journalistisk til værks. Fælles for de ti kunstnere er, at deres her udstillede eller fremstillede kunst omhandler eller interagerer med naturen. Og der bliver altså ikke lagt fingre imellem, når Kristensen opsøger ekspertviden og forankrer sin naturvandring historisk.

I sin tredje liveudsendelse trækker Kristensen på historiker Morten Pedersen fra Nordjyllands Historiske Museer i sin historiske udfoldelse af den aalborgske bydel Vejgaard. Her boede arbejderne, der gravede efter kridt. Det gør indtryk, når Kristensen og Pedersen går gennem gaderne i det kvarter, hvor folk boede i hønsehuse og arbejdede under nærmest slavelignende forhold.

Kristensen illustrerer Vejgaards brogede historie med kridt, og hendes journalistiske, historisk forankrede fremgangsmåde styrker hendes kunstneriske fortælling.

Strange går helt anderledes til værks. Ved at drage ud i Aalborgs hedelandskab behandler hun tabet af sin egen mor. Iført et datterkostume bærer hun dukken Mor rundt i landskabet, citerer poesi for hende og interagerer med hende. Det påvirker hende – og seeren. Når Strange citerer sin poesi for Mor, foregår det ofte med grødet stemme og tårer i øjnene. Det er svært ikke at knibe en tåre, når hun i Akt 4 plukker blomster til Mors favn og giver hende kunstigt åndedrag.

Stranges kunst og fortælling er umådeligt emotionel og personlig. Man kan mærke det i hver omsorgsfuld berøring af Mor, i selve poesiens ord og i hendes distancerede totalbilleder. Hun giver den udefrakommende seer et lille indblik i sin kunstneriske behandling af sorg.

Det føles som et privilegie at være vidne til både Kristensens journalistiske, konkrete undersøgelse af naturens historie og fremtidige overlevelse samt Stranges intime udfoldelse af sorgbearbejdning.

Mennesket stikker ud

”Lige meget hvad, vi mennesker har gjort, så overtager naturen til sidst,” konstaterer Britt Kristensen i sin 11. Walking Landscapes udsendelse. Den erklæring er sigende for Walking Landscapes Aalborg som helhed.

Naturen og mennesket stilles op over for industrien og kunstige materialer, hvilket går igen i adskillige vandringer. Sølvpapir, menneskekroppen og naturen er Linh Les materialer, og kontrasten mellem det tynde, knitrende metal og den nøgne krop omfavnet af græs, lavendel og vand er til at tage og føle på.

I #2 – Sten står så stille løber Le, gemmer sig og tumler i landskabet ved vikingegravene på Lindholm Høje. Allerede her arbejder hun med kontrasten mellem menneske og landskab, bevægelse og stilstand. Vikingegravene forankrer Les krumspring historisk – nok er det en oldtidens kirkegård, men liv er der masser af – og den kontrast er både sjov og fandenivoldsk.

Mest slående er nok #10: Aalborg Portland. Indhyllet i sølvpapir vandrer Le rundt i Aalborg Portlands cementgrav som en glitrende grusnymfe. Hun stikker ud i det industrielle landskab. Hendes bevægelser oser af både styrke og varsomhed. Det er som om, hun kunne være født der, og alligevel virker hendes tilstedeværelse helt forkert.

Det er fængslende. Og det er opsigtsvækkende, at noget så enkelt som et nøgent menneske udstyret med sølvpapir filmet i et supertotal i en cementgrav kan gøre så markant et indtryk. Men det kan det, for det er som en legemliggørelse af sammenstødet mellem menneske og produktion. Naturlig og kunstig, samtidig.

Det problematiske kamera

En af Linh Les store styrker er også, at hun i sandhed forstår at udnytte kameraets muligheder. Tog man et stillbillede af hendes liveoptagelse, #6: Nordens Kridtgrav, kunne man hænge det på væggen i de ypperste fotografimuseer, uden at det ville virke malplaceret. Le er ikke bange for at se direkte ind i kameraet og møde seerens blik – pludselig bliver en video til en megaintim oplevelse.

Som modsætning virker brugen af det intime nærbillede nærmest distancerende, når Marika Seidler håndterer rensdyrlavd. 28. juni. Ved at fokusere på Seidlers blik på grenene fungerer seeren nærmest som et voyeuristisk tredje hjul. I stedet for at videregive fornemmelsen af at håndtere naturmaterialet, videregiver det i stedet oplevelsen af at se på en anden opleve noget særligt.

Nogle liveudsendelser er også plaget af klassiske streamingproblematikker, såsom dårlig forbindelse, skrattende lyd og pludselige afbrydelser. Man kan ikke lade være med at trække sympatisk på smilebåndet, når en telefon pludselig ringer, og der så snakkes i baggrunden af Finn Thybo Andersen og Kirsten Dufours interview fra 25. juni.

Men det er synd, for interviewet, der forholder sig kritisk til regeringens opstilling af vindmøller i landskabet, er spændende. Det tynges bare af sådanne streamingsvipsere.

Det er også overraskende, at både det fysiske og det digitale publikum ikke inddrages oftere. Netop Marika Seidlers #6 MULD KRONE – at stå som et træ fungerer i dén grad som en meditativ fantasirejse, man sagtens kan tage med på hjemmefra. Man behøver ikke stå med tæerne begravet i mos for at stå som et træ. Et gulvtæppe er lige så fint, når fantasien får lov til at spille med musklerne.

Navnlig Sara Hagins, den første kunstner på Walking Landscapes Aalborg, forstår at involvere publikum. Udstyret med et kamera i panden samler hun og vandrerne blomster, græs og andre farveafgivende planter, der skal bruges til at farve silke til et kludetæppe. Man bliver som liveseer kastet ind i hendes synsvinkel grundet pandekameraet, og man glæder sig spændt til at se, hvad de mange indsamlede planter mon bliver til.

Det skaber en ganske særlig fornemmelse af, at man som digital seer faktisk er med til at skabe kunsten eller i hvert fald observere skabelsen på tæt hold. Det er tydeligt, at Hagins nøje har overvejet, hvordan enhver slags deltager oplever hendes vandring, og det styrker hele hendes værk.

 

Se program for Walking Landscapes Aalborg 21. juni-10. juli her.

 

Skærmfotos: Sonja Strange / Linh Le / Linh Le / Sara Hagins

X