Wa(l)king Copenhagen 21.-30. maj – refleksioner og film

Fantastiske dystopiske horisonter, kroppen som emotionelt barometer og nattevandringer gennem andre virkeligheder 

Med mere tid til forberedelse har kunstnerne udvidet ambitionerne og udforskningerne. Vandringerne har udviklet sig til fyldige, formede, individuelle narrativer som sider i en dagbog fra vores metropolis.


KROPPEN SOM EMOTIONELT BAROMETER

Contortionist Elise Bjerkelund Reine tog os på en 35-kilometers vandring Amager rundt. Hun fandt fantastiske kystlandskaber, hvor hun førte os gennem sine 12 følelsesmæssige stadier af corona-lockdown: energisk nostalgi i et træ, klaustrofobi, frustration, bevidsthed, bekymring, accept, forvirring, liderlighed, rastløshed, melankoli, fornægtelse og endelig ro.

Med Nana-Francisca Schottländers vandring blev kroppen bogstaveligt talt en del af landskabet og en del af det skrevne narrativ som menneskeligt pergamentpapir. Smukt formede faser forbandt hendes hjem med golde klipper i udkanten af Nordhavns fremtidslandskab.

Molly Haslund gennemførte en modig 32-kilometers demonstration med sit provokerende skilt ”Jeg keder mig ad helvede til”. Man kan have hende mistænkt for at udfordre den passive rolle, som mange af os indtager, hvad end det er som kunstner eller menneskelig tilskuer.

Med heksefiguren, denne queer, transformative krop af uanede muligheder, skabte Valentine Tanz et 12-timers ritual, der reflekterede over og helede sår af tab og afvisning.


DYSTOPISKE LANDSKABER

Gianluca Elia tog på jagt efter elektromagnetiske bølger i den sovende by, hvor hans computer oversatte Wi-Fi-signaler til de mest ekstraordinære skrigende og hviskende lydskaber natten igennem i dystopiske industrielle landskaber og lukkede rum.

Kenneth Balfelt vandrede ind i natten for at række ud til de hjemløse. De skal ikke blot navigere gennem en øget privatisering af byen, men også gennem dark design med det formål at holde dem fra at finde overnatningssteder.

Koreograf Kalliopi Siganou startede i et andet dystopisk landskab, en nærmest mennesketom lufthavn, hvor hun indfangede stemningen perfekt. Hun endte med at vandre langs den forladte Amagerbane med dette projekts første formelle publikum på vej mod en nærmest festlig finale.

Tomas Lagermand Lundme genbesøgte sine egne dystopiske landskaber, helt specifikt 12 steder, hvor han er blevet overfaldet, misbrugt og truet. Hans vandring blev et poetisk ritual, der genforbandt hans krop med byen.

Inde mellem alle disse landskaber placerede Christian Rønn sig i tunnellerne, hvor han arbejdede sig frem mod at genforbinde denne tids tabte forbindelser med lydens tid og sted som materiale.


UDFORDRING AF NORMALITETEN UNDER LOCKDOWN

Marie-Lydie Nokouda i rollen som Camille Cloud besøgte anonyme kiosker, baggårde og parkeringspladser. Midt i denne forstandsnormalitet søgte hun efter sine fiktive breve, hvilket bragte hende i udfordrende og absurde Kafka-lignende situationer.

Lina Hashim, med sine fintunede ører rettet mod at overhøre – eller overvåge – glimt af hverdagssamtaler, afslørede livets tilfældige poesi.

 

Dagbogen fortsætter til 8. august med en ny kunstner hver dag.

Følg med live på www.facebook.com/walkingcopenhagen.
Læs mere her.

 

21. maj: Lina Hashim

 

22. maj: Valentine Tanz

 

23. maj: Kalliopi Siganou

 

24. maj: Nana-Francisca Schottländer

 

25. maj: Elise Bjerkelund Reine

 

26. maj: Kenneth A. Balfelt

 

27. maj: Christian Rønn

 

28. maj: Tomas Lagermand Lundme

 

29. maj: Marie-Lydie Nokouda

 

30. maj / dag: Molly Haslund

 

30. maj / nat: Gianluca Elia

X