Performing Landscapes Køge
DATO 22. august i tidsrummet 10.00-16.30
STED Forskellige startsteder i Køge / alle vandringer slutter på Bramhøjgaard
GRATIS – tilmelding påkrævet via MAPS
Reserver billet
Kunstnervandringer i Køge
Hvordan ser vores landskaber ud, når vi oplever dem gennem kunsten?
Tag på vandring med kunstnere, som fører os dybt ind i Køges skjulte landskaber, glemte tider og forunderlige fortællinger – med krop, sanser og nysgerrighed som kompas.
De fire kunstnere og kunstnergrupper inviterer os ind i poetiske ritualer, iscenesatte udgravninger, dansende landskaber og hemmelige planteliv for at undersøge, hvordan vi mennesker hænger uløseligt sammen med vores omgivelser.
Program
Kl. 10.00-13.00: Sisters Hope – reserver billet
Kl. 13.00-15.30: Søren Lose & Thomas Seest – reserver billet
Kl. 13.00-16.00: Tora Balslev – reserver billet
Kl. 14.00-16.30: Georg Jagunov – reserver billet
Performing Landscapes Køge præsenteres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med MAPS og Køge Kommune som en del af kommunens projekt SceneKANT. Alle vandringer slutter på Bramhøjgaard, hvor du kan opleve flere værker fra SceneKANT-programmet.
SISTERS HOPE
Sisters Sensing (Local) – Køge
Træd ind i et poetisk univers, hvor landskabet bliver et rum for nærvær, opmærksomhed og sansning. Gennem en række stille ritualer mellem The Timer og The Sister inviterer Sisters Hope os til at sænke tempoet og opleve poesien i landskabet – og i os selv. Når vi lytter med hele kroppen, får vi plads til at mærke, hvordan vi alle er forbundet.
Den internationalt anerkendte performancegruppe Sisters Hope arbejder for at styrke kunsten og det æstetiske som drivkraft i samfundet. I deres værker bliver publikum altid en aktiv del af oplevelsen.
Praktisk
22. august kl. 10.00-13.00
Mødested: MAPS, Nørregade 29, Køge / slutsted: Bramhøjgaard, Ølsemagle Kirkevej 62, Køge
NB! Kun plads til 10 deltagere. Alder: 16+. Ruten er ca. 7 km. Vandringen foregår i stilhed og uden telefoner, men ritualerne dokumenteres. Deltagere bedes være klædt i sort og hvidt.
SØREN LOSE & THOMAS SEEST
Støvdrager Vandring
Tag med på vandring gennem planternes skjulte bevægelser og livets dybe sammenhænge. Vi følger sporene efter frø, bakterier og organismer, der har formet verden længe før mennesket. Vi bevæger os gennem genforvildede landskaber, gigantiske logistikhaller og oldtidens gravhøje. Undervejs dufter, smager, graver og høster vi og undersøger de kredsløb, vi alle er en del af.
Billedkunstnerne Søren Lose og Thomas Seest har gennem en årrække arbejdet med naturforståelser, rewilding og menneskets påvirkning af økosystemer i større, stedspecifikke projekter.
Praktisk
22. august kl. 13.00-15.30
Mødested: Køge Nord Madskov på hjørnet af Egedesvej og Nordlyset / slutsted: Bramhøjgaard, Ølsemagle Kirkevej 62, Køge
NB! For alle, som kan vandre 4 km.
TORA BALSLEV
Jordforbindelser
Mellem hav og land undersøger vi, hvordan menneskekroppen er forbundet med jordens krop. Vi samler havbundsslam og asfalt. Vi laver ritualer og lytter til fortællinger. Og vi bevæger os forbi dansende kroppe og levende landskaber på en rejse gennem tid og rum. Til slut forener vi alt det, vi har samlet undervejs, i en fælles gestus til fremtiden.
Danser og performancekunstner Tora Balslev skaber sanselige og deltagende værker, hvor kroppen bliver et redskab til at undersøge relationer mellem mennesker, landskaber og det mere-end-menneskelige.
Praktisk
22. august kl. 13.00-16.00
Mødested: Ølsemagle Revle på stranden / slutsted: Bramhøjgaard, Ølsemagle Kirkevej 62, Køge
NB! Kun plads til 20 deltagere. Alder: 16+. Du skal kunne vandre 5 km., være på fødderne i 2,5 time og kunne komme op og ned fra græsset.
Vandringen indeholder uddrag af performancen City Matters skabt i kunstnerisk samarbejde mellem Tora Balslev og lydkunstner Maiken Vibe Bauer.
GEORG JAGUNOV
Vandring med Flint
Tag med på en rejse ind i flintens verden. Flinten fortæller om fortidslandskaber, der har ændret sig gennem millioner af år, og om mennesker, der har vandret, kæmpet og drømt med flinten som følgesvend. Sammen genopdager vi forbindelsen til den urgamle sten – og til dem, som kom før os, og dem, som vil følge efter. Her mærkes forbindelsen til en historie, der rækker langt ud over vores egen tid.
Billedkunstner Georg Jagunov skaber installationer og sanselige miljøer, hvor natur, geologi og teknologi mødes. Hans værker undersøger forholdet mellem nærvær og dyb tid, og hvordan landskaber og materialer kan bære på skjulte fortællinger, minder og fremtidige forestillinger.
Praktisk
22. august kl. 14.00-16.30
Mødested: Skensved Hallen, Højelsevej 1B, Lille Skensved / slutsted: Bramhøjgaard, Ølsemagle Kirkevej 62, Køge
NB! Kun plads til 20 deltagere. Alle aldre er velkomne. Vandringen er ca. 4,5 km.
OM PERFORMING LANDSCAPES
Performing Landscapes er et landsdækkende projekt, der samler kunstnere, som udforsker, hvordan kunsten kan bringe os tættere på den verden af myldrende liv, vi er en del af – i naturen, i landskaberne og i os selv. Gennem kunsten undersøger de, hvordan man kan åbne for nye oplevelser af og perspektiver på, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt og i ligeværdigt samspil med vores omgivelser. Performing Landscapes organiseres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med og med støtte fra de lokale partnere og Statens Kunstfond. www.metropolis.dk
OM SCENEKANT
SceneKANT er Køge Kommunes nye kulturinitiativ, der bringer scenekunst, performance og kunstoplevelser ud i det offentlige rum og tættere på borgerne. Projektet har fokus på at aktivere byens områder gennem kunstneriske oplevelser på utraditionelle steder, hvor kultur og byliv mødes. SceneKANT udvikles i samarbejde med Helsingør Teater og PASSAGE Festival og kombinerer lokale samarbejder med internationale kunstoplevelser. Formålet er at skabe fællesskab, styrke byens identitet og gøre scenekunsten mere tilgængelig for alle borgere – både børn, unge og voksne. Se mere om årets SceneKANT program på Bramhøjgaard Have i Køge her.
OM MAPS
MAPS – Museum of Art in Public Space – er både museum, værksted og platform. MAPS rummer en samling på over 19.000 forarbejder til realiserede og ikke-realiserede kunstprojekter i det offentlige rum. Samtidig spirer nye ideer, samarbejder og samtaler hele tiden frem, hvorfor MAPS arbejder aktivt med forskning, undervisning, indgår i internationale netværk og samarbejder tæt med kunstnere, forskere og lokale aktører. MAPS tror på, at kunst i offentlige rum kan skabe fællesskab, åbne spørgsmål og sætte forandring i gang. www.mapsmuseum.com
Fotos: The Eye Fé Hedda Rysstad (1,2), Thomas Seest, Lars Bay, Thomas Gunnar Bagge