Som myg på en sommeraften… – om For The Time Being

af Ragnhild Ståhl-Nielsen
– om FOR THE TIME BEING af Schweigman&

Som myg på en sommeraften sværmer de rundt i den lille kilde af lys, de kan finde. Da hele rummet igen lyses op, farer de rundt fra væg til væg og tilbage igen. Rummet er sort og tomt bortset fra lidt pap og en masse mennesker. “Pardon”, “excuse me” og ord, jeg ikke forstår, men som jeg går ud fra, betyder det samme, mumler de, mens de fortsætter deres gang mellem det stående publikum uden at kigge op.

 

De stopper op samtidig i hver deres underlige position. For hver gang de stopper, bliver deres poseringer mere publikumsinddragende. Intens øjenkontakt, pegen fingre, et kram. Bortset fra deres undskyldninger siger de 11 performere ikke ét ord under forestillingen, der varer over en time. Alligevel kommer vi tættere på hinanden. Både publikum og performere og publikum imellem.

 

Første gang én kigger på mig, kigger jeg hurtigt væk. Jeg kan mærke, at de andre fra publikum kigger på mig, hvilket får mig til at kigge endnu dybere ned i jorden. Men man vænner sig til øjenkontakten, og pludselig har man den med både performere og publikum. En performer kigger mig i øjnene, og jeg smiler og rynker min næse. Han rynker tilbage.

 

Grænsen mellem dem og os bliver udvisket. Jeg kigger lige så meget på de andre gæster, som jeg kigger på performerne. Nogle trækker sig væk, nogle prøver at hjælpe performerne, når de koreograferet falder, og én forsøger at få en poserende performer til at blinke, ved at knipse ham i ansigtet. For når de står stille, står de helt stille. Som menneskelige installationer, der ved første øjekast ligner voksdukker, men hvis læber bævrer, jo længere man kigger på dem. Én af dem kommer til at savle ud af sit fastfrosne smil. Stadig uden at blinke.

 

En performer holder i hånd med en fra publikum. En anden står og krammer én, til de begge får våde øjne. En tredje tager et stykke pap fra én af de tre-fire bunker. Da han folder det, viser det sig at være en papkasse. Performerne begynder at dele pap ud, og på få minutter har vi sammen bygget et papkassefort omkring os. Der bliver spillet musik, gong og et rasleinstrument uden for fortet. Det er første gang, at her er anden lyd end højlydt vejrtrækning fra performerne og lavmælt hvisken fra publikum.

 

Vi sætter os ned og kigger betaget på det lys, der strømmer ind fra skiftende sider af fortet og danser på de modsatstående kasser. Da vi rejser os, lægger en ældre person hånden på min skulder for støtte. Jeg gad vide, om hun havde gjort det for en time siden. Hun siger noget om forestillingen, måske bare at den var god, men jeg kan hverken rigtig høre eller svare med ord. I stedet sender jeg hende et smil med øjnene.

 

Læs mere om FOR THE TIME BEING
16.-18. aug. 2018 i Pakhus 11, Kbh. Ø

X