Walking Landscapes Bornholm Manon Siv

Refleksioner fra en virtuel vandring: Walking Landscapes på Bornholm

Af Helena Maria Jappa

 

I løbet af 10 varme sommerdage har 10 kunstnere gået på 12-timers vandreture i den bornholmske natur. Undervejs har de, med afsæt i deres egne kunstneriske fortolkninger af landskabet, inviteret på en både fysisk og virtuel opdagelsesrejse. Hjemme bag skærmen har jeg fulgt de 10 kunstnere, som på hver deres måde bød på en vandring ind i mig selv, og som opfordrede til at huske på, at vi på alle tænkelige måder er forbundne med vores omgivelser.

 

Det spirituelle landskab

Jeg følger med på afstand gennem Facebook Livestreams, der sendes hver time. Jeg træder ind – eller snarere: logger ind – i vandringerne med en forestilling om, at det alt andet lige må være vanskeligt at opleve og suge landskabet og floraen til sig igennem denne teknologiske mediering. Til min forbavselse opsluges jeg uden lige i den første livestream, jeg klikker ind på, som er med danser og koreograf Manon Siv.

Manon Siv, der som en del af sin kunstneriske research arbejder med energicentre og den orientalske læren om chakras, inviterer i sine videoer til at udforske og finde forbindelsen mellem os selv og det sted, vi måtte befinde os på, ved at tune ind på chakraernes frekvenser. Manon fortæller, at alle steder i verden har forskellige markerede chakras, og at hjertechakraet efter sigende skulle være særligt stærkt på Bornholm. Det forekommer mig af en eller anden grund ikke mærkeligt, at netop hjertechakraet er stærkt her.

Mens jeg, med Manons stemme summende i mit headset, mærker efter, hvordan alting nærmest bliver ét omkring mig, kommer jeg til at tænke på, at der tilnærmelsesvist er en vis lighed mellem Bornholms form og formen på et hjerteorgan. Med lukkede øjne lader jeg mig opsluge i tankestrømme, og det er som om, at Manons stemme fylder hele mig og hele rummet, jeg er i. Et rum, som åbent tager imod og absorberer lyd og vibrationer, som havde det ventet på netop dette øjeblik.

Mens vi synger, mærker jeg min egen sitrende strube, stemmebånd og bevægelserne i min brystkasse. Jeg mærker lyden transportere sig indefra og ud. Jeg mærker mit eget behov for at følge Manons rytme og oplever, at der er en form for stilhed i den intense, monotome lyd. Som et kald, der ikke leder efter et lydligt svar, men som blot markerer et nu og en flydende tilstedeværelse i det. Et kald, der sætter lyd på en samhørighed mellem krop og sted.

Walking Landscapes Bornholm Ben Woodhams‘The source of the stream we will be following’

Som en vene gennem Bornholm løber Læsåen, som Ben Woodhams leder os langs, imens han under korte ophold indfanger landskabet med akvarel på papir. Kl. 8.00 bliver vi budt velkommen i skoven, og der går ikke længe, før første akvarelpapir er fyldt op af blå og grønne farver. Ben Woodhams arbejder på papiret i hektiske bevægelser og med en fasthed i penselstrøgene, der virker målrettet og samtidig undersøgende. Ud af det blå (og grønne) vokser det virkelige landskabs konturer pludseligt frem fra Bens akvarelpapir i en forundrende nøje afbildning. Jeg bliver begejstret over at se den levende, kontrastfyldte natur spejle sig så poetisk på papiret – og jeg mærker en hysterisk trang til at tage på udflugt i skoven for at mærke, hvordan den føles netop nu på en solskinsrig junidag.

 

Brudstykker af fortællinger

Imens Woodhams indfanger landskabet med pensel og papir, fremkalder designer Anna Navndrup foreningen mellem sin egen krop og nærmiljøet i gipsafstøbninger. Ved at lade gipsmassen fungere som både lim og som medie, der beretter om den gensidige påvirkning mellem mennesker og landskab, minder Navndrups vandring om, at vi ikke kan se os adskilt fra naturen, men unægteligt hænger sammen med den. Den bløde gipsmasse bliver her et symbol på relationen mellem mennesker og landskab, imens afstøbningen – som et stykke fundet keramik fra fordumstid, der fortæller historier om liv, kulturer og menneskers brug af de materialer, omgivelserne har stillet til rådighed – bliver et spor, der efterfølgende vil berette om netop dette øjebliks forening mellem krop og jord.

Walking Landscapes Bornholm Anna Navndrup
Landskabets arkitektur

Ved Gammelborg ligger Navndrup som i et stillbillede i adskillige minutter i en snørklet og til tider sovelignende kropspositur, der giver hende udtryk af at være lige dele menneske, dyr og landskab. Hendes arme flyder sammen med det udtørrede græs, imens hendes mørke beklædning på overkroppen nærmest indgår som en del af klippen. Her fremstår Navndrup som en arkitektonisk del af klippelandskabet. Med sin krop fortolker og forankrer hun sine omgivelsers konturer, imens hun afventer tidens gang og den endelige afstøbning. Hendes tilstedeværelse og aftryk er samtidig både forceret og performativ, og det bliver et billede på en form for ubalanceret sameksistens og et magtforhold mellem menneske og vegetation.

De færdige gipsafstøbninger leder mine tanker hen på istidsgletsjere og deres præg på landskabet, som ikke mindst tegner sig tydeligt også i de bagvedliggende bakketoppe- og dale, der græsklædt strækker sig i en lang sammenhængende struktur kun afbrudt af klippestykker, der brager op af jorden hist og pist. Jeg mindes med ét om, at vi mennesker – trods vores iboende selvhævdelse – bebor en klode, vi ikke selv er arkitekterne bag.

 

At fastfryse for at synliggøre – kunsten at ændre adfærd

Aftryk er også en central tematik hos kunstner, aktivist og designer Annelie Grimwade Olofsson. Med projektet ’Drifting Matters’ undersøger hun, hvordan det kan blive muligt at generere andre og mere holistiske perspektiver på betydningen havaffald. På sin vandring bærer Annelie Olofsson på en skulptur lavet af sammensmeltet plast, såkaldt ’ocean plastic’, der er skabt som et statement, et materielt manifest og som et inspirationsobjekt for forbipasserende. I den farverige skulptur er de mange forskelligformede plaststikstykker i sig selv enkeltstående statements, der beretter historier om den eskalerende forureningstilstand i verdenshavene.

Som et abstrakt maleri i 3D manifesterer skulpturen sig som en påmindelse om krisen; og det stivnede plastikglomerat, der er et hybridprodukt af naturlige og unaturlige materialer, ligner lidt den slags formationer, man måske som barn har prøvet at skabe ved at lade stearin fra et brændende lys dryppe ned i et glas vand, hvori den glødende varme masse øjeblikkeligt stivner og sætter sig som permanente aftryk fra denne handling. Når Annelie Olofsson vandrer afsted med skulpturen fasttømret til sin rygsæk, bliver dybderne i såvel havet som i vores handlingers konsekvenser båret frem og bliver synlige.

 

Små og store systemer

Som et gennemgående tema for kunstnerne på Walking Landscapes arbejdes der med at skabe, synliggøre og reetablere forbindelser mellem mennesker og landskab. Annelie Olofsson sætter fokus på globale, strukturelle systemer og på det cirkulære system, vi i livet på jorden indgår i. Alting har et biprodukt – og handlingers biprodukt er de mangeartede spor, som ofte efterlades som permanente, u-udviskelige præg.

 

Se mere om Walking Landscapes her.

Følg live-stream her.

 

Fotos: 1-2) Verner Kjærsgaard / 3) Susanne Danig

X