hello!earth Tuesday Night Sleeping Club Metropolis København

Natten til onsdag – reportage og refleksioner fra Tuesday Night Sleeping Club

Gennem en app på sin telefon kan man blive en aktiv udforsker af nattens skjulte liv. Gennem ritualer, natlige aktioner og små forsamlinger udviskes grænserne mellem den sovende og den vågne krop, mellem drøm og virkelighed.

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Klokken 21:00

Jeg åbner appen til hello!earths ”nat- og aktionsradio” Tuesday Night Sleeping Club og vælger den ene af to mulige kanaler, ”NIGHT ACTION”, der, som navnet indikerer, er en frekvens, der senere på natten inviterer til aktiv, vågen handling. Den anden kanal, ”EVENING AND SLEEP”, lyder ellers på papiret mere tillokkende, men nye, øjenåbnende oplevelser kommer man jo ikke sovende til?

Radioens stemmer forklarer om soveklubbens formål: ”en aktivistisk vision for nattens rum”, siger den ene. ”Jeg undrer mig over, om søvnen kan ses som andet end restituering til at skulle arbejde og producere dagen efter”, uddyber den anden. Snart efter begynder en serie instruktioner, ritualer og lyde, der over de næste par timer skal guide mig ind i en halvbevidst trancetilstand mellem søvnen og det vågne sind. F.eks. bliver jeg bedt om at tegne omridset af min lejlighed med vand i min vindueskarm for derefter at rende rundt med lukkede øjne og udstrakte arme ned langs gangen, forbi flere af mine roommates, ud i køkkenet, med frygt for mine skinneben, på jagt efter et tilfældigt objekt – min ”aftenens ledsager”: Mine hænder fumler sig frem til en tube solcreme.

Lidt senere skal jeg lege, mens jeg ligger i sengen, at jeg er en lille søløve, der bevæger sig mod vandet, mens lyden af bølgeskvulp og havblæst indtager natradioens ambiente lydspor. På et tidspunkt skal jeg iklæde mig sko og overtøj og ringe på hos mig selv. Det er en åben, legesyg tilgang til søvnen og derved drømmenes domæne, som Tuesday Night Sleeping Club opererer med, der får mig til at tænke på alle de ritualer, vi automatisk knytter til det at gå i seng: børste tænder, afklæde sig, tisse af. Ritualer, der er defineret gennem deres funktionalitet, men som sjældent fremstår som refleksive handlinger i sig selv. Men efter at have gennemført natradioens talrige ritualer er det med en helt uvant både udmattet og stimuleret sindstilstand, at jeg omkring klokken 23 glider ind i søvnen til lyden af meditative klokkespil.

Klokken 01:15

”At gå gennem nøglehullet og ind i sprækketilstanden mellem drøm og virkelighed”, sådan beskrives formålet med Tuesday Night Sleeping Clubs såkaldte ”natlige aktioner”. Gennem nøglehullet til mit soveværelse siver imidlertid nu råbende stemmer fra en roommates post-fodbold på storskærm på Ofelia Beach-fest i stuen ind og hiver mig ud af søvnen. Dette er, skal jeg understrege, altså ikke en af natradioens officielle ”natlige aktioner”, men en vigtig del af netop min oplevelse den nat. En anden roommate beklager sig på fælleschatten – han skal tidligt op på arbejde dagen efter, så festen må lukke. Mens jeg falder til ro igen, får det mig til at tænke på søvnen som en nødvendighed, men også en pligtskyldighed. Vi sover, fordi vores kroppe ellers ville dø, men vi sover også, helst uforstyrret, helst konsekvent i et specifikt tidsrum, fordi vi har en aktiv rolle at udfylde, når vi vågner igen: Vores energiniveau skal matche den produktion, der forventes af os i den aktive verden.

Klokken 04:00

En noget blidere røst vækker mig denne gang. I mine hovedtelefoner guider en mandestemme fra natradioen mig op af min seng, på med tøjet og ud på gaden. Nu begynder natten.

Tuesday Night Sleeping Club opfordrer altså også til, at søvnen afbrydes af vågen aktivitet, men det er en umiddelbart formålsløs aktivitet. Måske rettere sagt, som de også selv lægger op til; en form for aktivisme? Ved at bevæge sig ud, søvndrukken og halvdrømmende, midt om natten, uden at vide, hvad man skal, og hvor man skal hen, deltager man i en aktiv forhandling af søvnens funktion og status.

Med stemmen i ørerne bevæger jeg mig fra min lejlighed ved Nyhavn op mod Kongens Nytorv. ”Gå mod et sted, hvor noget kan ske”, får jeg at vide. Oplagt at vende snuden mod Gothersgade, tænker jeg. ”Stop op”, siger stemmen snart efter. Jeg stopper foran Bistro Royal og kigger mig om. Jeg får at vide, at jeg nu står midt et historisk øjeblik, som ingen vil høre eller vide noget om bortset fra mig selv (og jer, der læser det her selvfølgelig), men som er min egen lille drøm, og som stjernerne og spiralgalakserne bevidner. Jeg kigger på det lille bord med tomme stole på hver side, der står på gaden foran restauranten og tænker umiddelbart, at signifikansen af dette moment tales en smule op. Lige bagefter kommer jeg dog til at tænke på, at de stole snart skal fyldes, som de har været det hundrede gange før, af andre vågne mennesker med deres egne drømme og historier: Hvem ved i virkeligheden, hvilke banebrydende tanker, samtaler og handlinger disse stole har ageret kulisse til og kommer til at gøre det i fremtiden?

hello!earth Tuesday Night Sleeping Club Metropolis KøbenhavnKlokken 04:20

En ny stemme tager over i næste ”aktion” og fører mig ned langs nogle mindre sidegader. Nu skal jeg selv vælge det spot, hvor jeg vil stoppe op. Tænke mig grundigt om, mærke efter i omgivelserne – finde andre søvngængere, jeg kan tilkendegive min tilstedeværelse til. Men gaderne er tomme. Det tætteste, jeg kommer, er tre mannequiner bag ruden i en tøjbutik på Grønnegade. ”Hvisk noget til nattens skikkelser”, får jeg at vide. ”Jeg er træt”, hvisker jeg til de tre kunstige kroppe. Vi er ikke langt fra drømmenes verden nu, tænker jeg: Hvis de havde hvisket noget tilbage eller bevæget deres livløse lemmer, ville jeg vide, at jeg faktisk sov. Eller måske er det mig, der er med i deres drøm? Måske kigger de mistroisk ud på mig med døsige dukkeøjne, inden de igen glider tilbage i deres evige dvale bag glasset.

Klokken 04:35

Men jeg er stadig vågen. I den tredje og sidste aktion skal jeg nu give noget tilbage til byens tomme gader, der er blevet mærket af gårsdagens hektiske liv. ”Saml omhyggeligt skrald op og smid det ud”, fortæller en kvindestemme mig nu. Jeg er nået til Storkespringvandet, og der er nok at tage fat i. Nogle sammenkrøllede servietter, tre-fire mundbind, et par tomme flasker – mere når jeg ikke, før stemmen fortæller mig, at jeg nu kan bevæge mig tilbage gennem natten til min seng – medmindre jeg vil deltage i en af de såkaldte ”natlige forsamlinger”, som Tuesday Night Sleeping Club også arrangerer. I appen kan jeg se, at der foregår en sådan forsamling på Rådhuspladsen om ti minutter, så jeg iler afsted.

Klokken 04:45

”Den Gående Cirkulære Forsamling” hedder den podcast, der nu popper frem i appen. Som jeg afspiller den, ser jeg en enkelt mand bevæge sig med langsomme, slæbende skridt rundt i en stor cirkel midt på Rådhuspladsen. Podcasten består af sekvenser af repetitive trommerytmer, der langsomt intensiveres. Jeg samler mod til mig og bevæger mig ned mod min medsøvngænger. Vi smiler til hinanden, men udveksler ikke ord, går et stykke fra hinanden i samme cykliske tempo i takt til rytmerne. Jeg føler mig lidt som et af nattens væsener – en svævende ånd, en zombie, en robot eller en besjælet mannequin, der for første gang er vågnet, men ikke aner, hvor den skal gå hen – som jeg tager et par runder dér på Rådhuspladsen, mens lyset bryder frem, og byen så småt vågner.

Klokken 05:13

Jeg kommer hjem til en sovende lejlighed og kravler også selv tilbage under dynen. Med natradioens behagelige toner i ørene glider jeg tilbage i søvnen, mens nattens aktiviteter rumsterer i min bevidsthed: Måske er der ikke så langt mellem drøm og virkelighed?

 

Læs mere om TUESDAY NIGHT SLEEPING CLUB af hello!earth, der kan opleves hver tirsdag til 22. juni

X