Hvor himmel bliver til hav – Reportage fra Finisterre

På Ofelia Plads inviteres du til at udforske horisontens mysterier og reflektere over, hvor verden ender. For hvad sker der bag linjen, hvor himmel og hav støder sammen. I Rita Hoofwijks performance-installation Finisterre bliver vand til himmel og himmel til hav.

Af Lise Stenbæksgaard

 

Det er en rolig og solrig septembermorgen på Ofelia Plads, og der er ikke mange mennesker at skue. En enkel gruppe sidder samlet ud mod vandkanten over for Operahuset og mediterer. Ellers er pladsen næsten blottet for mennesker og uden særlig bevægelse – ud over de måger, der flakser rundt omkring, hvis skrig præger den ellers stille morgenstund.

Ofelia Plads er ikke – som mange andre pladser – et sted, der binder et net af veje sammen som et hvilested mellem befolkede gader og hovedårer. Pladsen fører til vandet, hvor den ender, og hvorfra man ikke kan komme videre til fods. Derfor er der ikke mange krydsende fodgængere eller cyklister. Pladsen inviterer til, at man slår sig ned ved vandet og fornemmer vidderne.

Solens stråler varmer, og himlen er næsten skyfri. Jeg nyder den solbeskinnede kanal fra den øverste etage af det firkantede tårn, hvorfra Finisterre starter. Jeg får udleveret et sæt hovedtelefoner, mens jeg indtager udsigten. En behagelig kvindelig røst melder sig i mine ører akkompagneret af stille bølgeskvulp. Med den omsluttende lydside opsluges jeg i de maritime omgivelser.

Udsynet er rettet mod kanalens udløb til havet, som dog knap kan ses herfra, men udsigten peger både bagud og frem. Med levn fra det gamle København i Amalienborg og Pakhuset, der huser afstøbningssamlingen, og det nye med Operahuset og pladsen, som Lynetteholmen skal indtage, der vidner om en fremtidens by. Den horisontale linje, man kan se herfra, optages af bygninger, kraner og skibe, der adskiller himmel og hav, luft og jord.

Titlen Finisterre – det latinske ord for ’verdens ende’ – er en reference til grækerne, der søgte at finde verdens ende ved at følge solens gang. Ved den spanske kyst kunne de ikke komme længere til fods, og med intet land i sigte ræsonnerede de sig frem til, at verdens ende måtte gå langs horisonten, de kunne se i det fjerne.

Stemmen afslører et forestående møde om omtrent 8 minutter – den samme mængde tid, det tager for solens stråler at nå jorden. Hvis solen stoppede med at udsende lys, ville vi først finde ud af det om otte minutter.

Indesluttet med min personlige guide i ørerne træder lydens immersive kraft i karakter. Støjen og den omringende verden bliver lukket ude for en stund, og jeg bevæger mig rundt i en lille refleksiv boble. Jeg bliver guidet ned gennem tårnet og ud på pladsen, hvor der er tre siddepladser. Mens jeg sidder her, fortsætter rejsen ind i fortællinger om, hvad der ligger i og bag horisonten. Ved vandkanten ligger tre deltagere med fodsålerne rettet mod mig og tæerne mod himlen, ved siden af hver sæt fødder sidder en guide.

Jeg skal nu selv ud til vandkanten, hvor jeg bliver mødt af min guide. Den samme stemme, som har fyldt min øregang indtil nu. Her skal jeg finde mig til rette på ryggen og tilegne mig verden på hovedet. I den lidt grænseoverskridende position med et fast greb om to håndtag hengiver jeg mig til de omvendte indtryk med mild vejledning. Med hovedet hængende over den skvulpende vandkant kommer en anden verden til syne. Himlen rykker lidt tættere på.

Jeg bliver inviteret til at forestille mig en horisont fri for kraner, bygninger og skibe, som blot udgøres af stedet, hvor havet slutter, og himlen starter. Jeg kan se, hvordan en tidligere undren har meldt sig – hvad sker der, hvor havet ender? Og hvor forsvinder solen hen?

Finisterre leder tankerne hen på menneskets iver efter at kortlægge verden, som i grækernes tilfælde ikke lod sig gøre. Det kan påminde os om, at der er ting, der rækker ud over vores forståelse og bevidsthed. I dag ved vi, at verden fortsætter på den anden side af horisonten, og at den blot vil flytte sig i en uendelighed. Horisonten har været et mysterium, som bådene forsvandt bag. Et ubetrådt sted. Den flygter stadig, og vi kan aldrig gribe om den, men blot betragte den med en bevidsthed om, at ved horisonten starter en ny del af verden.

 

FINISTERRE af Rita Hoofwijk / 15.-19. sept. ved solopgang og solnedgang / Ofelia Plads

X