Talking Landscapes Bornholm

Den Umulige Samtale på Bornholm – Talking Landscapes

af Dorte Bjerre Jensen / danser, koreograf, performancekunster, skribent, researcher

 

“Creating magic in this world must be the act of listening wholeheartedly to someone else”

Bornholms Kunstmuseum ligger omkranset af vindblæste træer og grønt, og det hvide museum bugter sig ned mod havet og klipperne. Udsigten ved Bornholms Kunstmuseum er ganske enkelt blændende smuk på en utæmmet måde. Scenen er i den grad sat til Talking Landscapes af Metropolis.

Det er en frisk dag, lidt blæsende med en sol, der kiggede frem nu og da. Ved ”Værkstedet” udenfor nyder vi en kop kaffe og udsigten, imens vi venter på, at alle deltagerne ankommer. Jeg var en del af Birca Woman Residency v. Susanne Danig, en gruppe på syv kvinder, der var i gang med den første inspirerende uge på Birca Residency Bornholm. Emnet (udarbejdet af Susanne Danig) for denne Umulige Samtale er har naturen et køn?

Efter en kort introduktion af vores guide, aktionsfilosof Oleg Koefoed, samler vi de ting (en skammel hver, skriveredskaber, papir osv.), der skal bruges under Den Umulige Samtale.
Vi går i samlet flok i retning af havet og passerer langhårede røde højlandskvæg på vores venstre side, hvor de voksne har lavet en beskyttende cirkel omkring de små kalve. Vi finder et fint sted, halvt i skygge, halvt i sol, og danner en cirkel med vores skamler, kroppe og skriveredskaber.

Oleg guider os i et fint, roligt tempo ind i den første fase af samtalen, hvor han også stiller hver enkelt deltager spørgsmålet: vil du være med? Spørgsmålet giver en fornemmelse af at blive inviteret med ind i et trygt rum, hvor man også har mulighed for at trække sig, hvis der er brug for det.

Navnet Den Umulige Samtale og inspirationen til samtalen kommer fra jesuitterne, som udviklede en samtaleteknik, hvor man forholder sig til svære moralske spørgsmål ved at gå ud fra situationen, som den er og opleves nu og her, frem for at forsøge at dømme ud fra abstrakte principper.

Olegs første spørgsmål lyder således: Dyk ned i, og skriv om, en personlig oplevelse, hvor du har mærket, at naturen eller landskabet, hvor du var, muliggjorde din forståelse af køn. Eller hvor det transformerede, forandrede din forståelse af køn. En oplevelse, som har sat sig i dig, så du stadig kan mærke den, når du dykker ned i erindringen.

Vi får fem minutter til at dykke ned i personlige minder, sansninger og tanker, der kredser om spørgsmålet. Vi skriver vores tanker ned og læser højt for hinanden. Man byder ind med sine nedskrevne tanker, når man føler sig klar, hvilket gør, at der er tid til at lade det, der lige er blevet oplæst, synke ind.

Vi deler tanker og oplevelser om naturen som smuk, kaotisk, uforudsigelig og overlegen i forhold til os små, skrøbelige mennesker. Og erindringer om, hvordan træer og landskaber har deres måde at vise tab og smerte på; sine skrig og sin tone og måder at heale på. Og hvor let det er at projicere, når det handler om menneskets møde med naturen – faren for kun at gøre det til en binær romantisk idé og tanker om den sanselighed, der opstår i mødet mellem havet og mennesket som to elskende, der vildt og mildt kolliderer og former hinanden i det øjeblik, deres overflade mødes. Jeg kan mærke og høre, at det inspirer os alle, at vi sidder her i græsset med havet som bølgende bagtæppe.

Talking Landscapes Bornholm

Min egen beskrivelse er også en blanding af erindring og det møde, jeg har med landskabet lige nu og her. Det er tydeligt, at de to oplevelser forstærker hinanden.

Det er en fornøjelse at lytte til hver enkelt oplæsning, og deres forskellighed inspirerer. Samtidig er det en smuk måde at få et kortvarigt indblik i et andet menneskes tanker og erindringer. Det er oplæsninger, der ikke handler om at kommentere på hinandens tekster, men at lytte nærværende til den næste. Jeg oplever en form for frihed og overskud, i og med at mine tanker er nedskrevet på forhånd, hvilket gør, at jeg er mere nærværende, når jeg lytter til de andres oplæsning. Jeg tror, vi alle kender den følelse af at være den næste i rundkredsen, der skal dele nogle tanker, og hvor let man kan komme til at stresse over, hvad der nu skal siges, hvordan det skal siges, og om det nu også er relevant og godt nok. Det at blive optaget af at forberede eget udspil kan gøre det svært at lytte til de andre.

Efter endt oplæsning af de personlige tekster får vi fem minutter til at reflektere over alt, hvad vi har lyttet til, og får derefter ti minutter til: Skriv nu ud fra noget af det, du har hørt en af de andre læse op. Det kan også være flere andre, så længe det ikke bliver et sammendrag eller en analyse. Noget, der satte sig i dig, eller som ræsonnerede i dig.

Vi læser teksterne højt. Det er rørende at opleve, hvordan vi har inspireret hinanden, og hvordan vores tanker og oplevelser begynder at flette sig ind i hinanden og forlænge hinanden og føde nye måde at tænke på. Det var svært for alle at finde en helt konkret erindring, hvor man oplevede naturen som køn, men det har bestemt fået os til at tænke over, om naturen overhovedet har et køn, og hvordan vi hver især forholder os til landskabet.

Da åbner himlen sig og får os til at samle alle vores ting i en ruf. Vi søger ly under de store træer. Med ét er landskabet forandret, og det vælter ned med regn. Vi småløber hen til Værkstedet. Selvom det ikke var en del af det planlagte program, så passer det ind i vores snak.

Det uventede skift i regnen giver os lidt tid til at fordøje alle ordene og den varme suppe, vi får serveret. Oleg samler os i en rundkreds i Værkstedet og åbner for en samtale ud fra, hvad vi har skrevet, hørt og læst op. Vi snakker om landskab og køn, og hvordan vi oplever og interagerer med landskabet. Hvad er et landskab? Hvilken relation skaber det, når vi kalder planeten for Moder Jord? Vil det så sige, at hun konstant står til rådighed og ernærer os, uden at vi skal give noget tilbage? Kan vi overhovedet have en dialog med landskabet, og på hvilken måde?

Når selve dialog-strukturen handler om at skabe tid og rum til refleksion og kunsten at lytte, opstår det et mere nuanceret indtryk af hinandens tanker og udtryk. I det øjeblik vi læser vores egne ord højt, får vi også en mulighed for at lytte til vores egne tanker og mønstre, hvilket jeg ser som en form for selvrefleksion-i-øjeblikket. Jeg vil også mene, at der sker noget andet med os, når vi ikke skal bruge tid og kræfter på at vurdere eller forsvare hinanden eller os selv.

Hele seancen har sat gang i nye tanker om emnet: har naturen et køn? Og jeg vil mene, at vi helt klart har dannet os en mere nuanceret forståelse af landskabet. En af deltagerne udtrykte: jeg har aldrig tænkt på, at jeg kan have en dialog med landskabet, men det kan jeg mærke, at jeg har, så det tager jeg med mig, tak!

Ursula K. Le Guin får her de sidste ord, da de smukt og præcist udtrykker essensen af Den Umulige Samtale:
“Listening is the act of community, which takes space, time and silence. Reading is a means of listening.”

 

Læs mere om Talking Landscapes.

X