At være i en stund – om For The Time Being

11 kroppe som organismer, kroppe som forsøgsdyr, kroppe som natinsekter, zombier, instinkt og mennesker. I forestillingen For the Time Being er publikum stiltiende vidner til dét at være til. Det viser det hollandske kompagni Schweigman&, når de i løbet af en time jager og bliver jagtet af tiden, der går.

Af Maja Holtze

En voksdukke med glinsende hud, opspilede øjne og en pegefinger spændt som en flitsbue er det første syn, der møder publikum, som træder ind i scenerummet på Pakhus 11. Det tror man i hvert fald. Hans mimik er så intens og forbliver så uændret, at det næsten er umuligt at tro, at det er et menneske og ikke et objekt.

Rundt i rummet er 10 andre kroppe placeret i tilfældige og overdrevne positioner. Heller ikke de bevæger sig ud af flækken. Publikum pibler ind ad sprækken i scenetæppet og stopper betaget op ud for figurerne. De granskes nøje, som var de statuer på et museum.

I et sceneskift, der forekommer hurtigere, end man når at blinke, går figurerne fra millimeterbevægelser til fuld fart. I kapgang rundt i salen mumler og hvisker de ’sorry’, ’excuse me’ og hvad der lyder som ’undskyld’, når de snitter dem af os, der står i vejen. Høflige, men uengagerede undskyldninger, man lirer af sig, når man ikke har tid til at være ægte hensynsfuld. Det er som om, at nogen derude har skruet på knappen og bedt karakterer fra computerspillet The Sims gå fra pause til fast forward. Det virker muligvis forudsigeligt at ændre hastigheden fra total stilstand til trængsel og alarm, men tempoet veksler så sporadisk igennem hele forestillingen, at det ikke er til at vide, hvad næste skridt byder på. Man kunne fristes til at tro, at det er en parodiering af det moderne bymenneske, der altid har travlt.

Sumsumsum, omomom
Publikum bliver iagttaget af karaktererne – ligesom vi iagttog dem. De beskuede bliver de beskuende. Men lige så hurtigt som man får etableret kontakt til de syrede væsner, lige så hurtigt mister de interessen igen. Per instinkt – eller måske efter ordre fra den usynlige game master – ænser de ikke os længere, men derimod lyset, der falder i en kasseform i hjørnet, som bliver det vigtigste i deres verden at befinde sig i. Udefinerbare summelyde leder tankerne over på den flok af natinsekter, der søger lyset. Ikke de mest intelligente væsener.

Man kan spejle sig i deres ganske menneskelige og normale københavner-agtige udseende, i deres gestik og til dels i de lyde, de fremkalder. Men alt ved scenariet er alligevel forskruet. De er lidt for naive, når vi har kontakt til dem. De er lidt for ivrige, når de tordner rundt i blandt os. Og de er lidt for groteske i deres hulke- og grinelyde, der lyder dyriske, når de kommer fra struben. Det repræsenterer et paradoks – for på den ene side er alt det kultiverede skrællet af; kommunikation, pli og realitetssans synes at mangle. På den anden side genkender man den tid og det tempo, de halser i og efter, der ligger det moderne menneske nær. Hvad fanden er det egentlig, de (vi) skal nå, og giver det overhovedet mening? Fristes man at spørge. Måske jagter de (vi) bare spotlightet for intensivt til, at de (vi) når at tænke over, hvorfor de (vi) gør det.

Til meditative toner fra klokker, gonggonger og trommer ender vi siddende i mørket på det hårde betongulv. Det er som om, at tiden er gået i stå. Og fra at tænke og reflektere over den forestående oplevelse, er man bare. For the Time Being.

 

Læs om FOR THE TIME BEING af Schweigman&, der spillede i Pakhus 11 16.-18. aug. 2018