Talking Landscapes København

At tage tingenes parti – Talking Landscapes København

I skæringsfeltet mellem tænkning, videnskab og kunst taler man om den spekulative fabulering som en mulighed for at forskyde det rent menneskelige perspektiv, at forestille sig anderledes scenarier; hvad ville det betyde, hvis vi rent faktisk kunne lytte til tingene – hvad ville vi så få at vide, hvilke historier ville vi få fortalt?

Af Andrea Pontoppidan, Digter og forlægger hos Laboratoriet for Æstetik og Økologi

 

Tankeeksperimentet synes især interessant, når det kommer til et sted som Refshaleøen, hvor så mange ikke-menneskelige arter mødes og har mødtes, med hinanden og med det hav af materialer, der gennem tiden er ankommet hertil – ting som kraner, dokke, beddinger, transformere, benzin- og olietanke og containere samt diverse affaldsprodukter deponeret fra hovedstaden. Refshaleøen har spillet en rolle i historien om Danmark og den globale handel ved tidligere at have været knudepunkt for produktionen af containerskibe. Nu er produktionen flyttet et andet sted hen, hvor arbejdskraften sandsynligvis er billigere, og fagforeningerne formentlig er fraværende.

Mange af tingene har forladt stedet igen, men industriens fortællinger findes her stadig, de ligger indlejret som spor i det postindustrielle landskab, både i havet omkring og til lands, i jorden. Et mere tydeligt vidne om fortidens industrielle aktivitet på øen er B&W-hallen, der stadig ligger der og spøger med sin tilstedeværelse. Men kunne man forestille sig en anderledes fortælling for Refshaleøen, en mindre profit- og aktivitetsdrevet, en mere lydhør fortælling.

Det årlige Tingenes Råd var blevet stadfæstet for at lade tingene, alt det, der ofte agerer sprogløst eller med andre sprog på og med os, komme til orde, for ikke kun give ordet til magthaverne, men også til dem, der bor og lever og bevæger sig og går i forbindelse med hinanden på Refshaleøen nu, til tingene, planterne, dyrene.

Tingenes Råd 2022 fandt sted en vindblæst dag i slutningen af maj. Stemningen var høj på Refshaleøen, hvor rådet fandt sted, partybusserne pendulerede lystigt og polterabendernes tunge bas vibrerede svagt i fundamentet. Og det til trods for at regnen endelig var begyndt at falde fra sporadiske skyer i afmålte byger efter flere ugers tørke. En tør, men også kølig vind satte drillende sit præg på tingene – de mere skrøbelige, lette ting i rådet, fx dens egen repræsentant, en lidt lunere vind, måtte for ikke at stige til vejrs have noget tungt, en sten, ovenpå sig. Stenen var ellers ikke inviteret med i Tingenes Råd, men havde undtagelsesvist fået lov til at deltage i kraft af sin tungtvejende masse – dog ikke sine tungtvejende argumenter, da stenen var den fåmælte type, dog altid klar til at træde til som støtte.

Da alle havde fundet sin respektive plads, blev der afholdt et kort navneopråb som en forsikring om, at alle der var invitererede var til stede. I rådet sad: B&W-hallen, sommerfuglen, livskvalitet, fuglen, havet, vinden, penge, medicinstuderende, selvsået busk, frygt, mad, tungmetal, økosystem, forbrændingsanlæg. De var alle blevet omhyggeligt udvalgt i kraft af deres store betydning for netop dette område af København. Sammen skulle de forsøge at udstikke nogle konkrete forslag til, hvordan de hver især og sammen kunne spille en meningsfuld rolle for stedet i fremtiden, set i lyset af den katastrofale klimakrise, vi står midt i.

Tiden fløj afsted, og da Tingenes Råd nåede sin afslutning havde tingene følelsen af, at de først lige havde talt sig varme. Alligevel havde der spredt sig en svagt håbefuld stemning, måske mest af alt fordi det hele var forløbet så stille og roligt, og ingen var sprunget i totterne på hinanden. Det kan gå hedt for sig, når så stærke personligheder mødes og skal komme til enighed. B&W fik skulderklap for sin lyst til at alliere sig, stille sig åben og modtagelig for de muligheder, der måtte vise sig: om det så var over for et fugle-community på toppen eller en lille mangfoldig køkkenhave med forskellige typer bladkål og frugttræer, at huse et madmekka eller nye studieboliger, der dog ifølge B&W ville kræve en større make-over for at skabe mere lysindfald.

B&W var dog åben for sådan et indgreb, blot tanken fik den til at føle sig lettere og mere attraktiv. Det eneste forslag, B&W vægrede sig imod, var frygts forslag om at blive til et horror-hus. Er det ikke også so last century, indvendte B&W, og de andre nikkede til hens lettelse samtykkende. Nu er tiden for åbne vidder, gourmet og entreprenørskab og i mindre  grad til splatter og fake blod, frygten må finde nye måder at slå rod. Økosystemet advokerede dog derimod for mere mod – mod til at lade stå til, lade være i fred, lade hvile. Økosystemet talte med en overraskende unison stemme set i lyset af, hvor mange stemmer de repræsenterede, og der lød en spredt imponeret mumlen blandt de andre. De kunne mærke trætheden og udmattelsen strømme fra økosystemet, lægge sig som et tungt lag støv og puds og langsomt forplante sig i dem. Men det føltes ikke så meget som havde de taget en sovepille, snarere som havde de drukket en kop beroligende kamillete.

I sin advokeren for mere hvile og mindre virketrang fandt økosystemet overraskende en allieret i tungmetal, der ønskede sig status quo og var bange for nye smarte renselsesinitiativer. Denne alliance faldt dog ikke i helt god jord hos økosystemet, og skabte en lidt nervøs stemning hele vejen rundt. Det var et overraskende holdningsslægtskab, og hvem har egentlig lyst til at være enig med tungmetal? Tungmetal er en misforstået skabning, så kryptisk og mystisk, og ingen forstår, hvordan de har endt med at tage den form, som alle foragter og frygter – hvordan det er kommet så vidt.

Men det mest opløftende var måske, at penge selv begyndte at stille spørgsmål til sin egen hengivenhed over for dem, de tidligere havde støttet. Penge virkede åben for omfordeling og for at deltage i samtalen om, om de kunne betragtes anderledes; tage andre, mere håndgribelige og mindre udvindende og ulighedsfremmende former. Penge var inspireret af den økonomi, som fx fuglene og den selvsåede busk abonnerede på, en gensidig udveksling, der bragte mangfoldighed frem for knaphed, og som kom alle til gode og fremmede trivsel og velvære – alt det, som Livskvalitet også talte for. Således opløftede om end en smule fortumlede spredtes tingene igen ud i Refshaleøens tusmørke til den svage duft af kløver og urin og saltvand og til lyden af menneskenes distinkte stemmer.

 

Læs mere om Talking Landscapes.
Indlægget har også været bragt i Byrummonitor 8. juni 2022.

X