Guldborgsund Talking Landscapes

Tingenes Råd i Guldborgsund – Talking Landscapes

Af Thomas Seest, huskunstner i Vild Park, Guldborgsund Kommune

Efter introduktionen af Talking Landscapes gav Søren Lose og jeg en introduktion til vores arbejde i Vild Park som huskunstnere i kommunen. Vi præsenterede nogle af de dilemmaer og brydninger, vi står overfor. Hvordan agerer man i forskellige forvaltninger og kulturer, hvordan holder man fokus på bæredygtigheden, hvordan kan parken fortsætte?

Eks.: Når kommunen planter træer, skal de vandes i 5 år. Dvs. de træer, vi har fået kommunen til at plante, bliver vandet hele sommeren med en stor traktor, der kører oven i kartoffelbede og frugtbuske, som vi også har plantet. Ligeledes bruger kommunen meget energi på de vilde blomsterenge, der sås overalt. For biodiversiteten er det godt, men for energiforbruget er det tosset.

Oliver Maxwell, som var samtalens guide, kom også med et dilemma, som han havde registreret samme dag.

Mette, en bruger af parken, skralder blomster fra den lokale Meny. Hun har spurgt, om ikke vi skal plante dem ud i Vild Park. Vi har svaret hende afvisende, at vi ikke vil have alt muligt skrald i jorden, og at blomsterne fra Meny ikke lever op til vores standard for vildskab. Oliver karikerede situationen en smule, men skabte også et billede af de to arters relation og afstand. De vilde (etårige) blomsterblandinger, som kommunen sår (med store maskiner), dem elsker vi og får masser af ros for fra borgere, over for de industrialiserede købeplanter fra Meny, som ingen vil have, og som vi nærmest betragter som faunaforurening.

Jeg blev slået lidt på forfængeligheden over at blive udstillet. At vi som parkforvaltere med bæredygtighedskasketter, som gør os umage for at holde fokus på målet/viljen, input/output, permakultur, osv., kan blive lullet ind i nogle lommer, hvor vi ikke udfordres nok på, hvad vi gør. At vi finder sammen med dem, vi har fælles front med, og i den får vi en masse vaner i sproget og i tænkningen.

SAMTALEN

Oliver introducerede samtaleformatet Tingenes Råd. Han beskrev begrebet ’Ting’ dels som genstande og dels som råd. Genstande har en vilje, en agitation. En retning, noget de gerne vil. Et råd er en samling af viljer, som skal finde sammen. Fomatet kunne også hedde Tingenes Ting.

Vi vævede en del rundt om forskellige emner, noget om ejerskab, menneskelighed over for systemer og strukturer, natur over for kultur, demokrati over for beslutninger i et råd. Vi endte med at lande på Vild Parks Fremtid som emne for samtalen. Vi skal give tingene en stemme i dag,

Vi blev bedt om at iscenesætte et råd af de ting, som vi synes er relevante for Vild Park – ting, som har en vilje, og hvis betragtning man gerne ser involveret. Vi blev bedt om at vælge objekter, der kunne repræsentere tingene. Vi hentede: Jord / Sten / Træ / Insekter / Porre / Vand / Børn / Naboer / Kunst / Kommune / Penge / Grænser / Balance. Vi havde en lang diskussion om penge, for der var faktisk ingen, som ønskede at høre på penge.

I en cirkel lavede vi en diskussion, hvor man som deltager satte sig ved et af objekterne. Man havde nu dets stemme og skulle argumentere dets sag. Vi kunne frit vælge ting og skifte undervejs i samtalen. Efter en lang tavshed brød børnene ind. De syntes ikke, de havde så meget at gøre i Vild Park, og så var vi i gang.

Det var overraskende let at få samtalen til at glide. Nogle af tingene sagde mere end andre, og nogle ting var svære at få i scene, give stemme, mest fordi nogle ting rummer mere tvivl eller uklarhed, mens andre er mere ligefremme. Måske skyldes det deltagerne.

Nogle ting ændrede holdning undervejs i samtalen. De lærte at lytte og give sig hen til andre meninger undervejs. Der opstod brydninger, og der blev optegnet modsætningsforhold. Der blev skabt fællesskaber og ind imellem også overraskende alliancer.

Den løse snak efterfølgende handlede meget om, hvordan vi får parken til at fortsætte med at være et kultur-/natursted. Alle er enige om, at det ikke kan fortsætte af sig selv (endnu). Naturvejlederen sagde, at han tidligst kan bruge Vild Park om tre år, før det er der ikke materiale nok – og det er kun, hvis vi fortsætter med at skabe biodiversitet og lade stå til. Han anerkendte, at det arbejde, vi har udført, ikke ville være sket uden kunstnere – en sjælden anerkendelse fra den kant. Der ville ikke have været så mange borgere involveret, og der var heller ingen fra Teknik & Miljø, der havde fået idéen til at skabe sådan et rum.

X