Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/metropolis.dk/public_html/wp-content/plugins/types/vendor/toolset/types/embedded/includes/wpml.php on line 646

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/metropolis.dk/public_html/wp-content/plugins/types/vendor/toolset/types/embedded/includes/wpml.php on line 663
Tid og sted stod stille på Grønningen – reportage fra LA SPIRE - Metropolis

Tid og sted stod stille på Grønningen – reportage fra LA SPIRE

Chloé Moglia og hendes kompagni Rhizome begejstrer på Grønningen i Nordvest med deres ynde- og magtfulde dans i og på en gigantisk spiral.

Af Kristoffer Møllegaard

”eloks i nemmoklev” står der med farverige bogstaver i Tagensbo Skoles store vinduesparti, der vender ud mod Grønningen i Nordvest. Stod man inde i skolens aula, ville bogstaverne skrive ”velkommen i skole”, men fra mit udkigspunkt er de spejlvendte. Jeg ser på dem gennem den kæmpemæssige – syv meter høje – spiralkonstruktion, der er blevet sat op midt på græsset, for her til aften afholder franske Chloé Moglia og hendes kompagni Rhizome – der ud over Moglia tæller fire akrobater og en musiker – dansk premiere for opførelsen af La Spire.

Folk har sat sig til rette på græsset omkring spiralen. De forreste rækker, i hvilke jeg befinder mig, sidder meget tæt på konstruktionen – faktisk så tæt, at man næsten ville få en akrobat i hovedet, hvis en af dem, Gud forbyde det, skulle miste grebet og falde. Uden at afsløre for meget allerede kan jeg heldigvis rapportere, at denne imaginære sikkerhedsrisiko på ingen måde var relevant under selve forestillingen.

Klokken er lidt over 19, fem akrobater tager plads forskellige steder på spiralen, og musikken begynder. Til at begynde med er der noget finurligt faretruende over seancen. Musiker Marielle Chatain spiller dybe toner på en barytonsaxofon, der påvirkes af alskens effektpedaler, mens akrobaterne kigger hinanden i øjnene en sidste gang, inden forestillingen begynder for alvor. Spændingen i luften kan mærkes blandt både tilskuere og artister.

De fem akrobater klatrer op i spiralens tre loops og begynder en sælsom dans – de hænger med hovederne nedad, i én hånd, i ét ben, på maven. Og som om det ikke var imponerende nok, så gør de det med en skønhed og ynde, som er få forundt. Deres udfoldelser kræver utvivlsomt en utrolig balanceevne og råstyrke. Min gode placering gør, at jeg kan se ethvert fortrukkent ansigt og muskel spændt til bristepunktet. Men i stedet for blot at imponere med sådanne kvaliteter tager de skridtet videre og får mig til at tabe kæben over, hvor elegant det alt sammen synes.

Musikken, der ud over saxofonens klang også tæller et virvar af elektroniske lyde, looper i forskellige mønstre, og spiralkonstruktionen begynder at virke som en urskive, der smelter ind mod en usynlig begivenhedshorisont. Tiden står stille inden for urskivens cirkulære rammer, og artisterne er som frosset i tid midt-fald, som oplevede man deres yndefulde styrten mod jorden i slowmotion. Det ser smukt ud, men føles tragisk.

Musikken tager til i tempo, og det samme gør akrobaterne. Hvor de før var Ikaros, er de nu noget helt andet: To af dem hænger side om side i toppen af et loop og begynder spøgefuldt at slå kroppene mod hinanden som to store, kød-og-blod udgaver af kuglerne i Newtons vugge. To andre hænger ligeledes nær hinanden, men lader til at være mere kooperativt anlagt, da de i stedet danser pardans, omfavner hinanden og leger titte-bøh – alt sammen hængende i anklerne med hovederne nedad, vel at mærke. Tonen er blevet lettere og mere legende siden forestillingens start, og mens dette påvirker andre følelsesregistre end tidligere, er det stadig ærefrygten, der fylder mest i undertegnedes sind.

Endnu en gang øges musikkens tempo – den er nu nærmest af frenetisk karakter – og fire af artisterne følger hinanden op og ned ad spiralens omkreds. Den måde, de jager hinanden på, minder mig om kattens legende jagt efter musen, men i dette tilfælde er alle fire deltagere begavet i overflod med jægerens balanceevne og fuldstændigt blottede for byttedyrets frygtsomme væsen.

Da denne forfølgelse når sin ende uden tilskadekomne, går tempoet ned igen, og de fem performere vender tilbage til begyndelsens mere introspektivt anlagte dansetrin. Oven på de foregående strabadser føles dette mere som en form for afspænding, og efter en forholdsvis kort rutine, hvor publikum ikke behøver holde vejret i lige så høj grad som tidligere, toner musikken ud, og vores artister lander for første gang i næsten en time med begge ben solidt plantet på jorden.

Publikum er ellevilde og kvitterer for denne kraftpræstation af en opførsel med stående klapsalver. De har lige været vidne til et akrobatisk kunstværk, der ikke bare videreudvikler konceptet akrobatik som en kunstform, men også formår at spille på hele følelsesregistret. På en lille times tid var La Spire smukt, kærligt, ømt, sjovt og farligt – og jeg er sikker på, at der blandt publikum ville kunne høres hundredvis af andre, positive tillægsord, hvis ikke det var fordi, at vi alle allerede havde tabt kæben og dermed evnen til at ytre os med tale.

Læs mere om LA SPIRE – opføres fredag 30. aug. kl. 19 og lørdag 31. aug. kl. 14 og 19 på Grønningen NV, Kbh. NV.

Foto: Thomas Seest