Mette Ingvartsen Dancing Public Metropolis København 2022

Rave på en mandag – reportage fra The Dancing Public

En kølig aften på Refshaleøen blev til en ekstatisk fest med The Dancing Public af Mette Ingvartsen.

Af Charlotte Kjærholm

 

Solen er gået ned, skyerne danser i tusmørket, og neonlyset fra Copenhagen Contemporary stråler fra en af de mange gamle haller, der forener streetfood, ekstremsport, kuraterede planteforretninger, urban grøntsagsdyrkning og kunst, der har behov for at fylde.

Pludselig mærker vi bassen i det fjerne, og vi går i samlet flok efter lyden.

Mellem susende birketræer går vi en scene i møde. Egentlig er der tale om flere scener: flækkede fortovsfliser udgør et stort kvadrat. I midten står et slags lystårn, højtaleren står i en cirkel omkring, og i siderne er tre små scener. Ikke fordi den danske koreograf og danser Mette Ingvartsen har indfundet sig på en af dem. Hun er på gulvet – dansegulvet viser det sig – hvor hun byder os velkommen. Hun danser, og hun siger, at alt og alle skal danse i aften.

Bassen er tung, og vi er i gang. Alle bevæger sig, Mette Ingvartsen fører an. Hun er som et spejl. Hver gang hun kommer tættere på publikum, opstår der en form for genspejling; bevægelserne ensartes, hun læser andres dans ind i sin egen krop. Det er svært at stå stille, gennem bassen og mørket giver alle slip – voldsomt eller afdæmpet. Selv for en akavet type som mig.

Ekstasen

Tempoet går op og ned. I de mere afdæmpede passager taler Mette Ingvartsen. Hun hvisker, skriger og griner, og fortællingen om dansen, om vanviddet og om smitte legemliggøres gennem hendes bevægelser. Hun bevæger sig som en panter; let og ubesværet. Elegant og en smule uforudsigelig. Hun snor sig op på den ene scene, og et rødt lys får hende til at diabolsk ud, mens hun griner med hele ansigtet.

Mette Ingvartsen har et stærkt udtryk. Hun skriger, og hun griner. Hun gør. Det bliver vildere og vildere. En helt almindelig aften bliver til et rave. Der er mørkt omkring os. Himlen er rød af byens lys, men der er mørkt omkring os. På vores kvadrat er der oplyst. Festen bliver mere og løssluppen.

Der er en råhed over forestillingen; mørket, de vilde bevægelser, ekstasen. Med ét er hverdagen pist borte. I stedet fyldes vi af musikken og rytmen. Vi er blevet til en danseepidemi. Lige der.

I et interview fortæller Mette Ingvartsen, at under tilblivelsen af The Dancing Public kom Corona. Det fik hende til at tænke over, hvordan dansen og krisetilstand hørte sammen. Og krisen, inflationen, de stigende el-priser – det hele forsvinder i takt med, at dansen overtager kroppen.

I en tid, hvor samvær har været forbudt, er det ikke mange gange, man de seneste år har stået på et dansegulv fyldt med fremmede. Det gør vi nu. Det kan også tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har været til et rave. Og så på en mandag!

Beruselsen af dansen minder om en brandert. Jeg slingrer lidt på vej hjem, en snigende hovepine forplanter sig i nakken, mens jeg nærmer mig mit hjem. Træthed, mandag, hverdag. For en stund slap vi.

 

The Dancing Public af Mette Ingvartsen kan opleves 30. aug., 1. og 2. sept. kl. 21.00

 

Fotos: Jonas Verbeke & Marc Domage

Mette Ingvartsen Dancing Public Metropolis København 2022

X