Performing Landscapes København 2026
DATO
Program 1 // 8., 9., 10. maj
Program 2 // 15., 16., 17. maj
TID fre. kl. 15.00-21.30 & lør./søn. kl. 14.00-20.30
MØDESTED Refshale Anneks, Refshalevej 320, Refshaleøen – ind i gården, til venstre op ad trappen – SE KORT
HVAD Performancefestival i Refshaleøens landskaber
GRATIS med tilmelding – mulighed for tilkøb af mad/forplejning for 100 kr./dag
Reserver billet
Seks dages festival med 24 kunstnere i et væld af landskaber
Performing Landscapes samler kunstnere, som udforsker, hvordan kunsten kan bringe os tættere på den verden af myldrende liv, vi er en del af – i naturen, i landskaberne og i os selv.
En kollektiv aktion med total frihed for hver kunstner til at få os til at mærke mere, sanse stærkere og tænke nyt.
Vi skal mærke jorden, høre landskabet og ane vores usynlige rødder. Vi skal vandre, hvile, synge, tegne, lege, byudvikle og gå på opdagelse sammen i både Refshaleøens landskaber og vores egne indre landskaber.
Alle værker tager udgangspunkt i verden lige nu og er skabt til stedet. Nogle værker er færdige, og i andre er vi med i kunstnerens kreative proces.
Der er forestillinger, workshops, oplæsning, ritualer, lydværker… endda en enkelt musical, en opera og et overraskende take på dukketeater.
Tag med, og lad dig opsluge af dette overflødighedshorn af sanselige, inddragende, intime, forførende oplevelser – en tænketank, mens vores fremtid tegnes, og vi søger utopierne.
KUNSTNERE – læs om værkerne via links
PROGRAM 1 // 8., 9., 10. maj
Julie Schmidt Andreasen/Earthlings – Tora Balslev – Lisa Brüning – Katrine Grarup Elbo – Dorte Bjerre Jensen & Joe Dumit – Tomas Lagermand Lundme – Josefine Skovgaard – Silje Erøy Sollien – Peter Vadim – Siri Haff Andersen & Sara Vilardo – Charlotte Østergaard
PROGRAM 2 // 15., 16., 17. maj
Tora Balslev – Katrine Faber – hello!earth – AVA/Astrid Kjær – Bettina Lamm – Madeleine Kate McGowan – Astrid Randrup – Nana-Francisca Schottländer – MØR Collective – Seidlers Sensorium/Marika Seidler – Maria Viftrup – Sara Vilardo – Katinka Fogh Vindelev – Filip Vest & Kai Merke
PRAKTISK INFO
Varighed: Du bestemmer selv, om du er med én time, alle dage eller alt derimellem. Du kan opleve ét, to eller tre værker på en dag. Vi anbefaler, at du er med så meget som muligt, da du får mest ud af at opleve flere forskellige formater.
Tilmelding: Det er gratis at være med. Vi håber dog, at du først tilmelder dig, når du er sikker på, at du kan/vil komme, så flere får mulighed for at være med. Når du er tilmeldt, får du tilsendt et skema med mulighed for tilmelding til de enkelte værker (der kan godt gå nogle dage).
Forplejning: Vælg mellem en gratis billet eller en billet til 100 kr./dag, der bidrager til at dække udgifterne til kaffe/te, snacks og (vegansk) aftensmad. Aftensmaden er det fælles samlingspunkt. Her kan du møde kunstnere og fordøje og diskutere dagens oplevelser.
Steder: Værkerne foregår forskellige steder på Refshaleøen. Vi mødes altid ved Refshale Anneks, inden vi bevæger os ud. Det meste foregår udendørs.
Deltagelse: De fleste værker inviterer til aktiv deltagelse – i dit eget tempo og niveau. Har du særlige behov/udfordringer, så skriv til os på info@kit.dk. Så hjælper vi med et program, der passer til dig.
OM PERFORMING LANDSCAPES
Performing Landscapes blev første gang afholdt i København i 2023 af Metropolis – Københavns Internationale Teater og er i dag en årlig festival. Fra 2025 er festivalen udvidet med et nationalt program – se programmet fra 2025 her.
Performing Landscapes samler 40 kunstnere, som arbejder med natur, landskab og økologi i en tid, hvor klima- og biodiversitetskriser kalder på nye måder at være i verden på.
Gennem kunsten undersøger de, hvordan man kan åbne for nye oplevelser af og perspektiver på, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt og i ligeværdigt samspil med vores omgivelser.
I København er Refshaleøen ramme om værkerne. Med udsigt til en snarlig byudvikling er kunsten med til at sanseliggøre stedets unikke kvaliteter og muligheder. Efter 30 års langsom og kærlig stedsmodning lanceres arkitekternes visioner om liv her. Kunstnerne tegner ikke flere streger, men åbner vores sanser og tanker som respons.
Støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommune og i samarbejde med Refshale Anneks og Refshaleøens Ejendomsselskab
Foto: Marine Gastineau (Tora Balslev), Ellen Kilsgaard (Peter Vadim), Maria Viftrup, Phillip Jørgensen (Katinka Fogh Vindelev)