Kunsthistorien har brugt kroppen som målestok – Vitruvmandens cirkel og kvadrat, Corbusiers Modulor – faste proportioner tegnet efter én krop og gjort til norm for alle rum.

Men en krop er ikke en norm, den er en fornemmelse: et punkt mellem øje og storetå, som ingen lineal kan sætte, men som vi sanser os frem til sammen. Under vores fødder ligger et andet mål – leret, der engang blev gravet op og brændt til mursten, formet efter faste dimensioner og stablet til mure, huse, havne.

I MurStøv bygger vi først med den sansede krop som mål. Vi lægger sten efter sten, fra albue til fingerspidser, fra fod til strakt ben, indtil grænsen ikke længere er vores egen, men en andens rækkevidde. Derefter vandrer vi videre, ind i et andet rum, og her vender vi handlingen om: det, vi lige har bygget op, river vi ned. Med hammer og rivejern gør vi mursten til støv, til pigment, som vi arkiverer i glas – tilbage til noget, der ligner jord mere end struktur.

For helt inde i en mursten, under overfladen, ligger der et rum, der smuldrer – usynligt, indtil det brydes op. Ligesom kroppens eget punkt er det ikke noget, man kan måle udefra.

Det landskab, vi bygger, er målt udefra —- mursten, kajkant, afstand. Det landskab, vi smuldrer det til, sanses indefra.

Imellem de to bevæger vi os, hele vejen, baglæns ind i materialet.