Astrid Kjær Performing Landscapes

AVA / ASTRID KJÆR – Symbiotic

Menneske og natur smelter sammen i animations-performance

Kom helt tæt på – helt ned i detaljerne – når liv opstår og forsvinder igen.

Animationskompagniet AVA inviterer os ind i en spekulativ mikroverden, hvor menneske og natur smelter sammen – et sanselandskab, hvor grænserne mellem det menneskeskabte og det naturlige begynder at opløse sig.

Vi tænker tit på mennesket og naturen som modsætninger. Det industrialiserede menneske over for den oprindelige natur. Menneskets indgreb, der forstyrrer det naturlige. Men hvad sker der, hvis mennesket giver sig hen og lader sig opsluge af naturen?

I animationsforestillinger er det normalt mennesket, der giver liv til figurer og materialer. Men kan naturen også animere mennesket? Oplev et sanseligt eksperiment, hvor det, vi kender som dukketeater, får ny betydning, når mennesket træder et skridt tilbage og lader noget andet tage over.

Astrid Kjær Performing LandscapesOM AVA / ASTRID KJÆR

AVA er et tværæstetisk, performativt samarbejde med animationsteatret som omdrejningspunkt. De inviterer publikum til at fordybe sig i abstrakte, emotionelle landskab, hvor alle elementer har lige stor værdi. Rum, lys, ord, viden, lyd og kroppe – menneskelige såvel som andre slags. For alt har en iboende livskraft.

Verden er ikke lineær og lader sig ikke definere, og derfor giver AVA plads til, at man oplever intuitivt og sanseligt – uden foruddefinerede eftertanker.

Astrid Kjær er uddannet dukkespiller fra Hochschule für Schauspielkunst Ernst Busch, Berlin. Hun har siden arbejdet både som spiller, instruktør, underviser og konsulent. Astrid er kunstnerisk leder af AVA og performer i Symbiotic.
www.ava-perform.com

PRAKTISK INFO

Varighed: 60 min.
Deltagere: 30
Alder: 12+
Sprog: Non-verbal

 

KREDITERING

Performer: Astrid Kjær
Instruktørkonsulent: Tora Balslev
Lyddesign: Felia Gram-Hanssen
Scenografi: Benedikte Beate Hansen
Koncept: AVA

Grafik: Elena Biner
Video: Anders Nydam