Et møde med kunstnerne, der ’hænger ud’ ved Bellahøjhusene – om HANG OUT

De omstridte boligblokke ved Bellahøj har haft besøg af seks kunstnere, som over det seneste år har tilegnet sig den særlige arkitektur, der kendetegner Danmarks første højhuse. Det har udviklet sig til fem tableauer spredt ud over huse og par, som er forbundet gennem arkitekturen, materialerne og ikke mindst den svimlende vertikalitet.

Af Lise Stenbæksgaard

De høje boligblokke skyder op i det bakkede landskab, hvor den tilhørende park smyger sig i frodige og grønne bølger. Højden på husene er i 2021 ikke svimlende, men det var den i 1953, da husene blev opført. Hvad, der får dem til at tårne ekstraordinært over byen, er højen, de er placeret på. Her på Bellahøj har seks kunstnere med forskellige artistiske baggrunde arbejdet med det kontrastfyldte landskab i den stedsspecifikke performance, Hang Out. De har udforsket området både i fællesskab og hver for sig og har fundet frem til de steder, der talte til deres kunstneriske vision og virke. Interviews med beboerne i området har også været en del af processen, og på den måde har kunstnerne arbejdet med at frembringe deres historier.

Mens de to København-baserede dansere Mette Overgaard og Esther Wrobel kendte husene på forhånd, er resten af performerne på kunstnerresidens fra henholdsvis Tjekkiet, Finland, England/Frankrig og Spanien.

 

Forvrængede perspektiver

Mette og Esther har kastet deres kærlighed på en trappeopgang, hvor der er gode forudsætninger for duoens vertikale dans. Mens de rigger til i den 12-etagers trappeopgang, fortæller de om deres fascination af rummet: ”Der er nogle potentialer i rummet; repetition, symmetri og refleksioner. Vi er interesserede i at udnytte de æstetiske og fysiske potentialer, som rummet har. Vertikaliteten er så oplagt – det er præmissen,” fortæller Esther.

Mens Mette og Esther varmer kroppen op, hænger de to reb og dingler i den omtrent 30 meter høje opgang. Og jeg får lidt svedige håndflader ved tanken om, at de skal hænge derude. ”Man skal have respekt for højder, og man skal altid lære et nyt sted at kende. Man skal finde ud af, hvad man kan og ikke kan. Så det er ofte noget med, at man hamrer hovedet ind i et eller andet,” siger Mette med et smil.

Men de er rutinerede, har lært rummets muligheder og begrænsninger at kende og ved, hvordan de kan bevæge sig i dem.”Vertikal dans er interessant, når man arbejder med byens rum, fordi det vender op og ned på tingene. Det giver nye vinkler, da det bruger rummet helt anderledes. Man får så meget givet gennem det udtryk i forhold til kun at kunne stå på sine fødder”, fortæller Mette.

Esther tilføjer: ”I vertikal dans kan man kombinere det virkelige og det uvirkelige på en rigtig fin måde. Man kan vende tingene med en poesi eller skabe billeder, som gør, at man ser et rum på en ny måde.”

Jeg oplever de forvrængede perspektiver på egen krop, da Esther og Mette svæver rundt i de to reb. Perspektivet på opgangen skaber en nærmest hypnotiserende fornemmelse, og jeg mister fornemmelsen af, hvad der vender op og ned. Publikums placering i opgangen har også haft betydning for de to danseres koreografi: ”Deres kroppe betyder lige så meget i den forestilling som vores kroppe. Det er publikums kroppe, der gør, at forestillingen bliver interaktiv og speciel,”forklarer Mette.

 

Mellem intimitet og afstand

”Noget af det, vi var enige om i hele gruppen, var, at det skulle have en intimitet, samtidig med at det skulle ses og opleves på afstand. For vi laver det for dem, der bor her. Men det giver ekko længere væk, og man kan selv vælge, hvor tæt man vil komme,” fortæller Esther.

Og arbejdet med intimitet og afstand har været et gennemgående tema i fællesmøderne mellem kunstnerne. Et aspekt, som også Nadine O Garra lægger vægt på i processen: ”Jeg kan godt lide idéen om, at legen og øvelserne er til for nogen. At folk kan tænke: ’hvad sker der?’ Og de behøver ikke at komme ud – de kan se det gennem vinduet.”

Alt imens vi snakker, udforsker gruppen mødet mellem byggematerialer og natur. Et skinnende hvidt, syntetisk net danser hen over den solbeskinnede grønne græsplæne.

”Hvis du kigger ud ad dit vindue, og du ser et kæmpe net passere forbi, vil et eller andet ske. Måske vil du smile, måske bliver du sur. Ligegyldigt hvad sker der noget,” fortæller Nadine om arbejdet med at integrere sig i Bellahøj. Hun harønsket at møde folk i deres hjem, uden nødvendigvis at presse dem til at komme ud.

Miradonna Sirkka har også haft et socialt fokus i sin performance: ”Generelt er jeg meget optaget af forbindelser mellem mennesker. Så da jeg hørte titlen ’Hang Out’, tænkte jeg på, hvordan jeg kunne få folk til at hænge ud. Og hvordan man kan hænge ud med nogen, som man typisk ikke ville hænge ud med – for eksempel fremmede.”

Miradonnas performance udspiller sig i parken – et sted, hvor mange passerer dagligt, og hun ønsker at få folk til at stoppe op: ”Jeg prøver lidt at facilitere et safespace til interaktion.”

 

Hængende og svævende

Gemma Palomars fortolkning af titlen Hang Out hælder mod det svævende og hængende, da hendes performance foregår uden på en af de høje bygninger. Her hænger hun i et reb op til 30 meter over jorden. Et projekt, der også krævede tilladelser, som lod vente på sig.

”Jeg har ikke arbejdet i 30 meters højde før, men jeg kender udstyret og bevægelserne, men det er en forskellig oplevelse hver gang. Hver gang, jeg ser de 30 meter ned, skal jeg lige trække vejret en ekstra gang, men når jeg hænger der, er det fint,” fortæller Gemma om den ekstreme position.

”Højder er et interessant emne, som fremkalder forskellige stærke følelser hos folk. Nogle elsker dem, andre hader dem.”Gemma forsøger at skabe ro i de svimlende højder, som kan sætte en skræk i de fleste: ”Jeg arbejder med kontrasterne mellem risikoen og roen og forsøger at skabe bro mellem følelserne.”

Trapezkunstneren Eliška Brtnickás arbejde foregår ligeledes over jorden – dog ikke i 30 meters højde, men i nogle af de omringende i trækroner. Eliška har fundet inspiration i rummets kontrastfyldte former: ”Jeg blev inspirereret af husene, som er meget faste med de mange linjer og de rette vinkler. Og så er der naturen imellem, som slet ikke er fast, men organisk.”

Eliška arbejder med metalstænger og andet konstruktionsmateriale – noget, der også forbinder de forskellige tableauer i ’Hang Out’. ”Jeg har en interesse i tranformationen fra det industrielle og mekaniske til det naturlige og organiske,”fortæller Eliška om sit arbejde.

 

Oplev transformationerne ved Bellahøjhusene på en rejse gennem de fem tableauer og deres dialog med stedet til ’Hang Out’ fra den 26.-29. august. Læs mere.

X