Én ud af ti – reportage fra stedSANS

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Vi mødes på den alleryderste spids af Refshaleøen, hvor inddæmningen af Lynetteholmen er i fuld gang. By & Havn har givet danser og performancekunstner Tora Balslev en nøgle til byggepladsen, så vi kan komme med på en ekspedition ind i dette nye stykke land. Vi skal forstå det med vores kroppe og sanser, fortæller hun, mærke dette område midt i en overgangsfase.

Det er gråt, vådt og blæsende, alle ekspeditionsmedlemmer klædt i blåt. Selv er Balslev og kompagnon, lydkunstner Felia Gram-Hanssen, iført skriggule kedeldragter. Formål? En hilsen gennem tid og rum til henholdsvis arbejderne på det gamle B&W-værft ikke langt herfra, deres ikoniske blå kansasdragter, og til arbejderne på området nu: klædt i alarmerende gul.

Gram-Hanssen har mikrofoner med. Lyden og opdagelserne på denne ekspedition er kun én del af et større værk, der også gennem en udstilling og performancevandring skal dokumentere Refshaleøens forandrende landskaber.

Vi træder ind gennem porten i stilhed. Starter med en gang strækøvelser i det revnede, størknede mudder, der ligner et månelandskab. Prøver at finde fodfæste, ånder ind og ud, strækker og roterer til lyden af vibrationerne fra områdets syv vindmøller.

Så på opdagelse på egen hånd: ”Find noget, der kalder på dig.” Jeg retter kursen mod en af de store maskiner, der står langs stendæmningen, der, får vi fortalt, består af klippestykker fra sprængt norsk fjeld. Maskinen har et kæmpe lad til jord og sten, traktordæk, som går mig til hagen, en lille stige op til førerhuset, hvor der lige er plads til én. Arbejderen er gået for i dag, men under en sten får jeg øje på en blafrende plasticpose: Sour cream & onion-chips. Jeg prøver at sætte mig i denne historiske arbejders sted, gul og blå, kravle ned ad stien, sætte mig på det sprængte fjeld, nyde posens indhold, mens Øresunds bølger skvulper, og pulserende lys fra et cruiseskib blinker fra Nordhavn. Så i gang igen. Jeg går mod en containervogn, søger ly under et lille halvtag, kigger ind ad vinduet: Et bord og fire stole. Drikkes der kaffe og spises frokost her? Tages vigtige beslutninger? En edderkop kravler langsomt mod mig og leder efter en sprække i vinduet – finder et hjørne og finder til rette i sit spind.

Vi går videre ud langs byggepladsens ene tange. Et stykke af havet er allerede inddæmmet, men kun én tiendedel, får vi at vide. Det første spadestik til Lynetteholmen, der skal huse 35.000 mennesker, lige så mange arbejdspladser, klimasikre og omdirigere trafik. Det er ikke til at fatte projektets skala, som vi står her og kigger ud på det i forvejen enorme areal ved siden af en gravko, hvis skovl tre af os kunne sidde i.

Vi går på opdagelse igen, denne gang i grupper, på afgrænsede områder. Balslev peger på en vej, der er lukket land – et gammelt minefelt har man opdaget. Min medbragte paraply knækker, så snart jeg forsøger at slå den op, så jeg giver den et nyt formål: med snoren på paraplyens ende forsøger jeg at skrive mit navn i gravkoens skovl med mudret vand. Det bliver noget rod, men jeg vil efterlade mig et spor. Jeg går hen mod et metalgelænder, der fører ned langs en skrænt til et lille metalpladeinddæmmet jordkvadrat, der stikker ud i Øresund. Mine andre gruppemedlemmer hænger i pladerne og kigger ud mod havet. På gelænderet er påmalet en talrække: 6578. Jeg samler en sten op og dypper den i mudder og grus, ridser rækken op til ti.

I grupperne skiftes vi nu til at performe vores opdagelser for hinanden. Første gruppe bevæger sig i takt på en række som et fragttog med overskudsjord og sprængt fjeld langs tangens sti. Næste gruppe sætter sig på dæmningen langs en stor metalpæl med kæder på – hamrer og rasler – skaber en arbejdets symfoni. Min gruppe gengiver optrinnet fra før: de hænger, jeg skriver med stenen: 1,2,3,4. Regnen har allerede slettet mine spor fra før: 9, 10.

Vi takkes for vores bidrag og tålmodighed. Ekspeditionen bevæger sig i stilhed tilbage mod porten, tager byggepladsen ind, dette begyndende landskab i industriens og vindmøllernes skygge. Vi samles i en rundkreds og bedes beskrive vores oplevelse med et ord eller en sætning. Fra ekspeditionens 16 medlemmer lyder det blandt andet: ”Mudderet er så blødt”, ”Jeg er havet”, ”Gummi Tarzan” og ”Det ulmer”. Turen kommer til mig: ”Én ud af ti”, svarer jeg.

Læs mere om stedSANS’ ekspeditioner, vandringer og udstilling 31. aug.-10. sept.

 

foto: Marine Gastineau