Birgitte Lyregaard Vækker Genklang Metropolis København 2022

En mulighed for lyd – reportage fra Vækker Genklang

af Niels Kristian Bonde Jensen

Iført kedeldragt og en taske med diverse akustiske instrumenter – fløjter, klokker, en spilledåse osv. – går Birgitte Lyregaard rundt og larmer. Det starter på Hovedbanegården i passagen ud mod Vesterbrogade, hvor larmen fra forvirrede turisters kufferthjul, stressede pendleres telefonsamtaler og højtalernes toginformationer hænger i luften.

En tone fra Lyregaards stemmelæber vibrerer pludselig i det store rum, som jeg selv har ilet igennem utallige gange, men aldrig før har tænkt over har så højt til loftet. En kirkelig stemning spreder sig, og nogle begynder at kigge undrende rundt og op. Lyregaard blender ind med omgivelserne, så det for den tilfældige forbipasserende kan være svært at lokalisere lydene.

Hun sætter sig ved et bord foran Starbucks og kigger på sin telefon, hun stiller sig i kø til billetautomaterne, hun går hen og beundrer modeljernbanen ved rummets ene endevæg. Imens strømmer klange, mærkelige lyde og remser af ord ud af hende. Det er på en måde en forstyrrelse af det offentlige rum, men også en tilføjelse til det, hvor de tre forskellige lyddesign er skræddersyet til hver af de tre lokaliteters særegne akustik. En invitation til at gøre ophold og lytte efter i de rum, vi normalt skynder os forbi og igennem på sådan en travl fredag formiddag, hvor ugens arbejde skal rundes af, og alle de ting, man ikke nåede, skal hastes i hus eller tilføjes til næste uges bunke.

Birgitte Lyregaard Vækker Genklang Metropolis København 2022I Jorcks Passage, Lyregaards næste koncertsal, rejser lyden anderledes, mere osteklokke-agtigt. Glasfacaderne fra butikkerne og den relativt tætte bevoksning resulterer i en akustik, der er mindre kirkerum og mere regnskovsafdelingen i Zoologisk Have. Lyregaards lyde befinder sig ofte også i dyreuniverset her. Hun skriger til trætoppene snarere end til himlen.

På et tidspunkt er hun placeret lige ved siden af mig på en bænk midt i passagen, under et træ, og udsender en højfrekvent skratten, der lyder som kaldet fra en tropisk fugleart. Det fanger opmærksomheden hos en del af passagens gæster – heriblandt en hund, der spidser ører og gør tilbage. Sådan kommunikeres der med omgivelserne, der her føles mere stillestående og rolige end på Hovedbanen, hvor alt og alle altid er på vej videre.

Her er en mulighed for lyd, så snyd dig ikke”, messer Lyregaard med skiftende toneleje til de shoppende, ventende eller kaffedrikkende passagegæster. Den linje indkapsler projektets potentiale godt: en mulighed for nye indtryk i det lydvirvar, vi dagligt udsætter vores ører for i byen. Der inviteres ikke til eftertænksom stilhed, men til en sonisk udforskning, der er mere løssluppen, mindre funktionaliseret – væk fra kasseapparater, elevatormusik, ”check ind/check ud”, trafikstøj, ”This train terminates at Copenhagen Airport” og hen mod en mere legende lyd. På den måde minder Lyregaard mest om en slags nomadisk gademusiker, der både bidrager til og stritter imod den moderne storbys motoriserede, digitaliserede lydtapet med et organisk, akustisk udtryk, der placerer menneskekroppen i centrum blandt bygningerne.

Birgitte Lyregaard Vækker Genklang Metropolis København 2022Som om din øregang er forbundet til de andre øregange”, messes der kryptisk i tunnellen mellem Enghavevej og Otto Busses Vej, der i sig selv tager form som en lang, fugtig betonøregang, der snor sig under togskinnerne og ind i det skjulte. Lyregaards tilstedeværelse er sværere at skjule her. Hun bevæger sig frem og tilbage mellem enderne og indtager rollen som mystisk guide gennem mørket: ”Igennem, igennem, hen til lyset, træt af dagen og ugen”, formaner hun tunnellens gennemrejsende, der hovedsageligt består af børn, der har fri fra skole og selv udforsker tunnellens ekko med hyl og grin og ”hvad drikker Møller?”.

En mand kommer fløjtende, syngende på cykel mod den ene åbning, hvor Lyregaard byder ham velkommen som en tunnellens værtinde med sin egen sang. Det får mig til at tænke på, hvor aparte et opholdsrum en tunnel i virkeligheden er – om noget en konstruktion, der specifikt er designet til færdsel igennem. Alligevel er der tegn på vedvarende aktivitet hernede, som et hemmeligt samfund under jorden, hvis beboere kun kommer frem, efter dagens transport ebber ud. Man fornemmer det via skriften på væggene: hovedsageligt graffititags, men også statements på hele skalaen fra ”Fuck kryds og bolle!” til ”Har det godt trods alt”.

Ved tunnellens anden åbning hænger også et fasttapet A4-ark fra et produktionsselskab, der leder efter unge, hjemløse kvinder til et nyt tv-program. Tunnellen er på den måde både et tilflugtssted, en legestue, og en nødvendig, praktisk rute til og fra dagens pligter. Lyregaard medierer denne dobbelthed med et klangunivers, der de kommende to fredage udvides med flere musikere, stemmer, instrumenter og ord. Der er en tiltagende mulighed for lyd.

 

Læs mere om Vækker Genklang, der fortsat kan opleves fredag 23. og 30. sept.

X