100% Fremmed? samler os om byens skjulte historier
Af Ida Marie Fich
Det første, jeg lægger mærke til, når jeg nærmer mig Rådhuspladsen bagfra, er statuen af H.C. Andersen. Jeg er kommet for at se fotoudstillingen 100% Fremmed? i rådhussalen, og allerede ude på pladsen prikker udstillingen til mine tanker om, hvad det vil sige at være dansk og fremmed: Flokke af turister, særligt kinesere og japanere, samles om statuen for at få en selfie med den store danske eventyrforfatter. Et smilende brudepar er på vej op ad den brede trappe til Rådhuset, hvor to store Dannebrogsflag byder velkommen.
Udstillingen er en genganger på Metropolis og følger op på Rimini Protokolls forestilling 100% København fra 2013. Den er dog ikke blevet mindre relevant og slet ikke her med Rådhuspladsen, et af byens hjerter og demokratiets højborg, som bagtæppe. Inde i det smukke, højloftede rum mødes jeg af de 100 forskellige flygtninge- og asylhistorier, der i fotos og tekst repræsenterer de procentdele af Danmarks befolkning, der har fået asyl i Danmark siden 1956. For eksempel ved jeg nu, at 1% af os er fra Kina.
Det er overvældende at dykke ned i historierne, og jeg vælger at gå på opdagelse på må og få blandt de fotos, der fanger min opmærksomhed. De er meget rammende taget i Tivoli og ikonisk og stemningsfuldt iscenesat. På tværs af etnicitet, køn, alder, beskæftigelse, politisk og religiøs overbevisning har fortællingerne det til fælles, at de udspringer af at komme til Danmark som fremmed. Men om personerne bag fortællingerne føler sig fremmede, og hvordan de i det hele taget opfatter danskerne og det danske samfund, er der stor forskel på. Ligesom billederne udtrykker hver deres længsel, fremmedgjorthed, trøst og sanselighed.
Nogle af de interviewede føler sig ensomme, selvom de er kommet hertil med deres familie, andre fortæller, at de har fundet en ny familie i de danskere, de har mødt. En forfejlet integrationspolitik betyder ikke nødvendigvis, at danskerne ikke er åbne og imødekomne, ligesom det at læse Biblen og sige ”Mojn!” ikke gør én til 100% dansk. Det er forfriskende med så stor variation, og jeg føler mig ramt: Ligesom mediebilledet er jeg hurtig til at generalisere og putte i kasser, men her er virkelig tale om en sammensat befolkningsgruppe med vidt forskellige drømme, håb og holdninger.
Jeg kan anbefale at tage sig god tid, både med at læse historierne og betragte billederne, men også holde pauser for bare at betragte den flydende strøm af gæster med forskellig hudfarve, accent og hovedbeklædning. Det minder mig om, at med udstillingen bliver de 100 historier en del af denne fortælling: Vi går her sammen under de danske flag og er i færd med at gøre plads til den ene procent fra Kina, de to fra Polen, de 11 fra Afghanistan, de syv fra Iran….
100% Fremmed? er nemlig den eneste dokumentation i Københavns arkiver, der systematisk er indsamlet om de flygtninge, der er kommet til Danmark. I Stadsarkivet, som ligger få trin nede fra udstillingen, findes intet, der gør dem til en del af en fælles national, urban fortælling. De er i den grad usynlige, og det er i den grad på tide at samles om den fortælling, du kan opleve i Rådhussalen og senere på festivalen andre steder i byen.
Da jeg kommer udenfor i den københavnske støvregn igen er turisterne her stadig, et nyt brudepar er på vej mod lykken, og H.C. Andersen skæver fortsat mod Tivoli under sin høje hat.
Fotos: Ida Marie Fich