Vandring gennem fossile fornemmelser – Reportage og refleksioner fra FOSSIL FEEL af Daily Fiction

Tekst: Miamanda Bovin
Foto: Marine Gastineau

Jeg cykler ad Refshalevej mod mødestedet for os, der skal opleve FOSSIL FEEL af Daily Fiction. Luften dufter af varm, våd asfalt i det lune septemberklima. Performancevandringens guide, koreograf og performer Tora Balslev, tager imod os, ifører os headset og inviterer os udenfor, hvor vi stiller os i en rundkreds. Vi bliver budt velkommen til undersøgelsen af den fossildrevne turbovirkelighed og dens påvirkning af vores indre rum; af hvordan vi mærker fossilvæsenet i vores krop og vores nervesystem.

I mit headset hører jeg en stemme. Den beder os om at lukke øjnene, og tage nogle dybe vejrtrækninger, imens vi lytter til området. Jeg kan høre blæstens susen, summende ventilations- systemer og lavmælt musik fra en højtaler. Nu beder den os om at lytte til de lyde, der kommer fra de andre personer i kredsen. Jeg retter min opmærksomhed mod de nære omgivelser. Jeg hører knitrende bevægelser fra kroppe, der rykker på sig i gruset.

Stemmen inviterer os til at mærke vores hud – vores største sanseorgan. Kroppens ydre hylster, som afgrænser os fra omverdenen. Jeg mærker mit tøj blafre i vinden og blæstens bløde strøg mod min hud. Jeg mærker kroppens tyngde søge ned i mine fodsåler. Stemmen beder os om at bevæge fødderne i underlaget. Jeg mærker den fysiske grænse mellem min krop og det fossile underlag.

Balslev finder et stykke asfalt frem. Hun holder det omsorgsfuldt, kærtegner det undersøgende og dufter til det. Hun giver det til personen ved siden af sig i rundkredsen, som sender det videre. To stykker til bliver sendt rundt. Da jeg modtager et stykke asfalt, mærker jeg først tyngden. Da jeg stryger min hånd over den ru overflade, genkender jeg med det samme sansningen af materialet. Også asfaltens duft er velkendt. Jeg hører stemmen i mit headset reflektere: Vi er helt filtret ind det fossile – det findes i vores biler, i asfalten vi kører på og i de smertestillende piller vi sluger – det er svært at se, hvor det stopper og vi begynder. Den nære forbindelse til fossilvæsenets materialitet er slående. Jeg sender det videre og mærker ekkoet asfalten har efterladt på min hud. Fossilvæsnets aftryk; tørt, grynet, klæbrigt og olieret på samme tid. Vi får besked om at medbringe asfaltstykkerne på vores vandring.

På vejen hører vi om B&W’s storhedstid i 1930’erne, mens vi går gennem området. Ambient musik fører os gennem landskabet; lyden af skibsværftets forladte, støvede steder, som huser fortidens fossile spøgelser. Vi hører om det fossile tempo i acceleration. De fossile kræfter, der sætter farten op. Hvordan de millionvis af års lagring af organisk materiale under dybe, varme tryk er blevet til de fossile ressourcer, vi i dag brænder af på få sekunder.

Vi når en græsbevokset skråning, som vi vandrer op ad. På skråningens top stiller vi os side om side og spejder ud over BIOFOS’ rensningsanlæg – det sted, der modtager og renser vores spillevand. Vandet fra vores afløb føres fra bassin til bassin og sendes til sidst ud i Øresund. Vi lytter til stemmen, der kortlægger Lynetteholmens kommende placering i horisonten. Jeg forestiller mig den enorme ø, der en dag vil strække sig fra den ene ende til den anden.

Stemmen beder os mærke, hvordan denne viden lander i vores krop. Jeg mærker træthed, tomhed og restløshed; at pusten tages fra mig. Hun beskriver, at hun selv er i tvivl om hendes krop kan begribe den mængde arbejde, de fossile kræfter kan udføre. Hun tænker på, om kroppen får lyst til at udføre arbejdet og bare venter på at sætte i gang. Fornemmelsen af sitrende celler og murren mellem membranerne. Alle de bevægelser, som aldrig vil få lov til at folde sig ud, erstattet af maskinernes fossile kræfter. Hvad stiller vi op med fornemmelsen af alle de hengemte bevægelser?

Balslev prikker os på skuldrene  – nu skal vi videre. Vi stopper ved skråningens kant med udsigt over en åben betonplads, der indtil for relativt nylig var hav. B&W fik bygget pladsen for at kunne transportere store skibe ud i vandet. Dengang var pladsen dækket af hvidt sand og blev derfor kaldt Sahara. Vi bliver inviteret til at begive os ud på en rejse gennem Sahara, imens vi lytter til stedets egen fortælling. Vi skal møde stedet i dets eget tempo – måske et andet tempo end vi ellers er vant til, når vi skal fra A til B. Vi må lægge mærke til selv de mindste tegn.

Jeg lægger mærke til sprækkerne i underlaget, de store sår og skrammer pladsen har fået. Gennem nogle sprækker bryder ukrudt op; andre steder har en venlig sjæl forsøgt at lappe sprækkerne med asfalt. Nogle fra gruppen har smidt skoene og bevæger sig barfodet fremad, mens andre sætter på betonet og lytter til området. Jeg rækker ned efter underlaget; dels for at mærke den slidte glatslebne overflade, dels for at give det opmærksomhed. Idet jeg sidder på hug, opdager jeg en lille tom blåmuslingeskal, måske efterladt af en sulten måge. Jeg forestiller mig, hvordan området engang var dækket af vand, og hvordan bølgerne over millioner af år har formet landskabet og gemt på de fossile kræfter i undergrunden.

Vi sætter nu kurs mod et grønt indhegnet område i nærheden. Ved indgangen til området er to betonklodser beklædt med afmærkningsplast, som dekorative bånd. En stor brombærbusk bærer sæsonens sidste høst. Teksten på plastikken byder os velkommen til øens mest forurenede, affaldsfyldte sump. De frodige træer og bærbuske forvandles til giftige planter, og spejler den fossile forurening, vi alle er en del af.

Vi bevæger os gennem det ujævne terræn og bestiger en jordhøj. På en betonklods foran højen har nogle graffitikunstnere navngivet stedet: Witch Cave. Mellem birkestammer stiller vi os i en halvcirkel. Balslev finder en sammenrullet stofseddel frem. Hun rækker sedlens ende til den første i halvcirklen og signalerer, at den skal sendes rundt. I en lang, sammenhængende organisk bevægelse fra hånd til hånd foldes sedlen ud. Da jeg modtager den, læser jeg den broderede tekst: Stedet minder mig om, at hvis jeg ikke er hurtig nok vil jeg måske også blive glemt. Dansen hjælper mig her. Dansen er en indre motor.

Da Balslev har sluppet sedlen, stiller hun sig foran os. Hun bærer sort tøj – praktiske bukser og en top med åben ryg. Hun ser hver af os i øjnene i et roligt tempo. Gradvist bliver hun mindre og mindre menneskelig og forvandles til et mere-end-menneskeligt væsen. Langsomt og flydende transformeres hendes krop til en tyktflydende masse. Idet hun vender ryggen til, afslører hendes bare ryg muskelvævets elastiske arbejde. Gennem sine bevægelser giver hun os adgang til hendes indre frit strømmende fossile fornemmelser. Oliens træge, bølgende bevægelser flyder i hendes årer. I en lang transformation er hun tilbage i sin menneskelige krop, og vi bevæger os videre af bølgende, snørklede stier.

Vi stiller os ved to store bunker af afbrækket og brudt asfalt. Musik sætter i gang. Idet, Balslev læner sig ind i asfalten, går hun på ny i forbindelse med det mere-end-menneskelige bevægelsessprog. Denne gang i arytmiske stød og vibrationer understøttet af musikken. Af og til ophæver hun tyngdekraften gennem bevægelser, der foregår i et fortidigt, fossilt tempo. I raske temposkift bevæger hun stadig hengivent på asfaltbjerget. Hun giver vores menneskelige kroppe adgang til fossile og mere-end-menneskelige følelser. Indimellem kigger hun os i øjnene med et åbent, intenst blik. Hun konfronterer os med vores ansvar for vores omverden, og afspejler kroppens indre reaktion på den fossildrevne turbovirkelig, der trykker speederen i bund.

Under to træer sætter vi os i en rundkreds. Tora inviterer os til at kigge op i trækronerne over vores hoveder og lægge mærke til deres bevægelser i mødet med vindstødene. Nu lukker vi øjnene og lader vores kroppe gentage træernes dans med vinden. Derefter guides vi til at vende blikket indad og mærke de bevægelser, der finder sted inde i kroppen. Vi lader kroppen bevæge sig med disse sansninger. Vi vender tilbage til et neutralt udgangspunkt og kigger hinanden i øjnene. Jeg mærker mødet mellem indre og ydre fornemmelser bruse i min krop.

FOSSIL FEEL er en del af Daily Fictions flerårige stedspecifikke performanceprojekt RÆVSHALE.