Tid til at græde – Reportage og refleksioner fra ON/CRYING

Tekst: Filip Vest
Fotos: Jan Vesala

Da vi ankommer til Dansekapellet, hvor aftenens forestilling, ON/CRYING, finder sted, bliver vi tilbudt at sætte os i lobbyen og tage noget vand. Rundt ved bordene er placeret brune apotekerflasker, der bærer små mærkater med påskriften “Base Line”. De to performere – koreografen Antoinette Helbing selv og medskaber/med-performer Alica Minar – bevæger sig rundt mellem bordene og tilbyder at dryppe “tårer” ned ad vores ansigter, en let metallisk lyseblå væske i pipetter.

Would you like some tears? spørger Helbing mig. How many? Jeg kan se, at nogen personer holder sig til en enkelt tåre, men jeg beder om to, fordi I’m a big crier... De kolde kunstige tårer kilder mig, når de triller ned ad mine kinder og møder hinanden på min hage. På nogle sedler kan man skrive, hvad man vil græde over. Så kan man med en pipette opløse sin porøse seddel og omsætte sin sorg til vand.

Så bliver vi ledt ud på Bispebjerg Kirkegård bag Dansekapellet og stiller os i en cirkel. Gennem en guidet meditation bliver vi bedt om at lukke øjnene og holde håndfladerne opad. Vi skal tænke over, hvad vi græder over, og i den ene hånd forestille os tyngden af tårerne. Jeg kan mærke min venstre håndflade automatisk blive lidt tungere. Bagefter skal vi tænke på, hvad verden græder over og mærke tyngden af disse tårer. Min højre hånd bliver meget tung. Til sidst skal vi blande de to slags tårer sammen i en stor skål med begge vores hænder. Jeg åbner øjnene og kigger rundt på de andre deltagere. Flere i aften bærer palæstinensiske keffiyeher sammen med deres tunge skåle af tårer.

Vi kommer tilbage ind ad bagvejen til Dansekapellets dansesal. Der ligger en slags dis i rummet. En række teaterlamper hænger lodret ned fra snore i forskellige højder. Skulpturer bestående af amorfe is-objekter sammenfiltret med grene, garn, hår og andre materialer, hænger ned fra lamperne og smelter langsomt. Under en af lamperne har der formet sig en helt lille sø. På skamlerne rundt i siderne af rummet er der små lommetørklæder med broderet tekst på. All water has a perfect memory, står der på den ene med et citat af forfatteren Toni Morrison.

Helbing og Minar kører et lille rullebord med lys og flere smeltende is-objekter ind. De hejser dem op, flytter objekter, lamper og skåle rundt, mens det drypper i forskellige højder. Jeg tænker, at det føles som et slags tårelaboratorium. Og at lamperne er tårefremkaldere. Men konstruktionerne kunne også minde om vitriner. Måske er det et museum for tårer?

Snart begynder “tårerne” at blive til musik gennem kontaktmikrofoner i skåle, på gulv og fæstnet til metal. De to performere danser rundt. Det ligner, at de prøver at fange nogle af tårerne i deres håndflader og plante dem i deres egne øjenkroge. På et tidspunkt stryger Helbing to fingre ned ad kinderne som vejvisere for tårerne.

Mens jeg ser på dem arbejde – for det opleves helt klart som en form for arbejde – kommer jeg til at tænke på dem som en slags mytologiske entiteter. De kunne være i familie med Nornerne, skæbnegudinderne fra nordisk mytologi, der bestemmer over skæbnens tråde. De to performere er måske en slags gudinder for tårerne: dem der fordeler verdens tårer, holder styr på dem, lytter til dem, gengiver dem.

Senere føles det som om, at de mister kontrollen over tårerne – og kroppen. De forplanter sig i deres kroppe. Performerne gisper, trækker vejret i hurtige stød, lader sig falde i tryk, snøfter, men uden at græde. Det er som at se grådens koreografi fjernet fra tårerne.

De to ender op ad væggen filtret helt sammen, mens de fortsat græder. Men snart ændrer gråden karakter. Helbing og Minar ruller rundt på gulvet i en hulkende omfavnelse og pludselig bliver gråden absurd. Det overdramatiske ved gråden, det uvante, unheimliche ved kroppens rysten og spasmer. Og så langsomt begynder deres gråd at lyde som grin. Bagefter fugter de hinanden, som om de er blevet helt dehydrerede af gråden. Den ene performer begynder at hægte sig fast til forskellige lamper med en sele. Performeren bevæger sig rundt og balancerer alle lamperne, mens det drypper ned fra dem. Et netværk af tårer. Tårernes gudinde, laboratorieassistent eller museumsvagt har igen verdens tårer (og sine egne) under kontrol.

Efter lidt tid bliver Minar afløst af en lille skammel, de monterer til lamperne i stedet, så den lige svæver over jorden og holder dem alle i skak. Helbing sætter sig nu og synger en lille sang på tysk. Derpå kaster de sig over nye opgaver. Nogle højtalere på gulvet bliver vandet og står og vibrerer med overfladespænding. Flere papirsedler med ting at græde for bliver opløst i den lille sø i midten.

Til sidst slutter forestillingen i ekstase. Minar stiller sig op på en stol og synger en original sang, mens lyset skifter til lyserødt og bassen pumper. Der er noget både tragisk og komisk over hendes sang. Tell me are you laughing or are you crying?, crooner hun. I used to cry, but now I don’t have the time.

Lyset slukker. Vi har nu brugt halvanden time i tårernes selskab, men tårernes tid er ikke forbi. Arbejdet fortsætter: tårerne skal distribueres, forbindes, hjælpe os med at huske. Da jeg kigger mig i spejlet på toilettet på vej ud, opdager jeg, at jeg stadig græder mine to metalliske lyseblå tårer.