Finisterre Rita Hoofwijk Metropolis København

The end of the world is here – interview med Rita Hoofwijk

Fra på torsdag kan du i performance-installationen FINISTERRE opleve, hvad det vil sige at miste jordforbindelsen. Både mentalt og fysisk vil kunstneren Rita Hoofwijk nemlig i bogstaveligste forstand vende verden på hovedet for dig, så du for en stund kan lade dig hensynke i en virkelighed i nye dimensioner, imens du følger solens gang på himlen og i vandspejlet. Jeg har mødt kunstneren til en snak om arbejdet og idéerne bag FINISTERRE.

 

Af Helena Maria Jappa

 

De fleste har nok som børn prøvet at hænge med hovedet nedad og oplevet omgivelsernes forvandling. Med ét kunne man forestille sig at betræde vægge, som var de nu gulve – eller man kunne undres over tyngdekraftens reglement ved pludselig at se møbler hænge tungt fra loftet uden at falde. Måske vi også som voksne kan få gavn af et lejlighedsvist skifte i vores fysiske perspektiv.

 

Da jeg spørger Rita Hoofwijk, hvordan idéen til FINISTERRE opstod, fortæller hun mig, at hun efter en arbejdsdag havde fundet lidt overskydende tid til at reflektere. Som så mange andr søgte hun mod vandet for at finde et sted til fordybelse. Med hovedet hvilende på en træbjælke ved vandkanten opdagede hun ganske tilfældigt, hvordan hun ved at følge horisontlinjen med sine øjne kunne fornemme jorden som en globe. Hvad der før syntes lineært og fladt, trådte nu frem i cirkulær form. En nærmest magisk omformning, som for Rita gjorde klodens sfære synlig på et øjeblik. Gennem fagter og med lysende øjne fortæller Hoofwijk mig om sin begejstring over at gøre sig denne oplevelse gennem “the simple gesture of just changing one’s position”. Begejstringen er smittende.

 

Jeg får en fornemmelse af, at noget i Hoofwijks fortælling vækker genklang hos mig; jeg tror, det er forundringen ved opdagelsen i sig selv som et momentant klarsyn. Samtidig kan jeg genkende den på sin vis beroligende erkendelse af at være en mikroskopisk del af universet og dets historie. Hoofwijk beretter, at titlen FINISTERRE da netop også henviser til fortællingen om, at vores forfædre jagtede solen for at finde frem til, hvor den mon gemte sig om natten. Ihærdigt fulgte de den, til de ikke kunne komme længere. I den evindelige søgen på svar og visdom, nåede de i stedet til det punkt, som de benævnte “the edge of land”. Som et billede på ophøret af verden som vi kender den – og som udtryk for et grænsefelt mellem dimensioner og bevidstheder – peger selve titlen FINISTERRE på fortællingen om menneskets iboende eventyrlyst, men også på vores begrænsninger i en virkelighed, som vi blot har en mangelfuld adgang til at forstå.

“It takes time to reach the edge”

Under FINISTERRE tager jagten på solen imidlertid en noget anden – og mere sagte – karakter. For Rita Hoofwijk er rejsen i sig selv, og ikke kun endemålet, centralt for værket. Deltagere vil derfor af performere blive guidet gennem tre trin, der skal virke som en form for overgangsritualer, som skal forberede på at ligge tiltet med hovedet mod det dybe vand. En positur, som kan lyde ubekvem, endda skræmmende og sårbar.

 

Derfor handler FINISTERRE, som Hoofwijk forklarer mig, om tillid og omsorg: om at hengive sig til et andet, fremmed menneske i tiltro til, at det vil passe på en. Hun sammenligner det med “guarded sleeping”, hvor en vågen vogter over en sovende. Det forekommer mig at være et udtryk for tilstedeværet af en tematik om det flerdimensionelle i form af en bevægelse mellem forskellige mentale og fysiske tilstande og en vekslen mellem bevidsthedsniveauer. En tanke, som synes både pirrende og en anelse svimlende.

 

Efter at have bevæget sig gennem de tre stadier, vil deltagerne ankomme til verdens ende – ikke Københavns ende, understreger Rita Hoofwijk, som en slags påmindelse om, at den grænse, hvor vores bevidsthed og vi selv ophører, kan findes overalt. På denne måde sætter Rita Hoofwijk med FINISTERRE fokus på sindets bøjelighed, idet hun i én og samme vending retter blikket ud mod universet og ind mod os selv. Vores forståelse af at være stedbundne bliver her til forhandling og til et spørgsmål om perception. Hvad der sker herefter, må være til individuel afgørelse. For selvom FINISTERRE stiller en række universelle, eksistentielle spørgsmål, må du alene samle mod og nysgerrighed til at bevæge dig til kanten af verden i jagten på svar.

X