Performance-installationen STUDIO CITE af Benjamin Vandewalle under Metropolis 2019 i København

STUDIO CITÉ – Benjamin Vandewalle

Eventyrlige installationer forvandler verden til et spejlkabinet
DATO & STED
4., 5., 6. juli – Amagerbro Torv, Kbh. S
8., 9., 10. juli – Blågårds Plads, Kbh. N
12., 13., 14. juli – Enghave Plads, Kbh. V
– hverdage kl. 14-20 / weekend kl. 11-17
GRATIS

STUDIO CITÉ er en krydsning mellem et omrejsende Tivoli og et personligt spejlkabinet med opfindsomme konstruktioner skabt til at udforske byen – en kunstnerisk legeplads, hvor alle forlystelser fordrejer, forvirrer og forstyrrer dit syn og lader dig opleve byen, som var du Gulliver på rejse.

Koreograf Benjamin Vandewalle pirrer vores længsel efter leg med sine Storm P-installationer og kubistisk-inspirerede periskoper, der udfordrer vores sans for perspektiver, proportioner og placering. Hvordan ville verden se ud, hvis dine øjne sad i navlen? Eller hvis du var tre meter høj? Hvordan ser dine omgivelser ud, når et arsenal af spejle splitter verden op i brudstykker, der sættes sammen på ny? Eller når du ligger på maven og køres rundt med øjnene i gadehøjde? 

Hver af Benjamin Vandewalles eventyrlige konstruktioner er som at blive inviteret ind i Alices magiske Eventyrland. Her er intet, som det plejer. Og alt kan ske.

På tre københavnske pladser på Amager, Nørrebro og Vesterbro slår denne mini-landsby lejr i tre dage ad gangen med alle sine installationer, der først bliver levende, når du aktiverer dem. Du kan være med en halv time eller blive ved i timevis, til du har udforsket hver en afkrog af dine omgivelser med de mobile konstruktioner.

Vandringsforestillingen FRAMING THE CIRCLE er også en del af Studio Cité og kræver reservation. Læs mere her.

NB! Vi har brug for en gruppe frivillige, som kan hjælpe os med at gøre STUDIO CITÉ til en stor, kunstnerisk oplevelse. Læs mere her.

OM BENJAMIN VANDEWALLE

Benjamin Vandewalle er en belgisk koreograf og danser fra den anerkendte danseskole P.A.R.T.S. I 2012 rykkede han ud af teatersalen og gjorde byens rum til sit eksperimentarium. Her er det ikke dansere, han koreograferer, men byen, dens beboere og dens hverdagsliv. 

Eller i virkeligheden er det vores blik, han koreograferer, når han med sine konstruktioner adskiller vores syn fra vores krop. Han udvisker skellet mellem tilskuer og performer og mellem virkelighed og fiktion, og han får os til at sætte spørgsmålstegn ved vores sanser.

Når vi ændrer den måde, vi ser verden på, ændrer vi også vores tanker og i sidste ende vores handlinger, mener Benjamin. Således giver han os gennem sine værker nye metoder til at interagere med verden og får os til at tænke over, hvordan vi opfatter vores omgivelser.

Benjamin er til stede hver dag i Studio Cité for at møde folk, guide folk, tale med folk og blive klogere på, hvordan hans installationer og performances påvirker deltagernes syn på bydelen – og verden.

Studio Cité
Benjamin Vandewalle

Studio Cité er: Peri-masks, Photo-masks, Inter-view, Inter-face, Peri-sphere, Peri-sphere XL, Micro-sphere, Framing the Circle, Tracking Traces, Out-post, en bar og en podcast.

Varighed: Du bestemmer, men afsæt gerne min. 1 time
Anbefales fra 8 år

CREDITS
Koncept & instruktion: Benjamin Vandewalle 
Performere: Alice Van Der Wielen, Shosha Van Kranendonk, Yentl De Werdt 
Teknisk koordinator: Hans Van Wambeke, Jonas Vanhullebusch
Teknisk support: Bjørn Gunnar Otten
Tekniker på tour: Pierre Daugy
Teknik: Joris Festjens
Lyd: Yoann Durant, Laryssa Kim
Lydteknik: Gert Aertsen, Leander Schönweger
Kostumer: Sofie Durnez
Grafisk design: Fien Robbe
Tak til Aernout Vandewalle, CB service, Ivan Lucadamo
Produktion: Caravan Production-Brussels 
Co-produktion: SoAP-Maastricht, Kaaitheater-Brussels, Workspace-Brussels 
Med støtte fra Amager Øst Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg, the Flemish Authorities & In Situ/European Commission.
Studio Cité er et IN SITU Pilotprojekt, der har modtaget produktionsstøtte af ACT-projektet medfinansieret af EUs Creative Europe Programme.

www.caravanproduction.be/artists/benjamin-vandewalle/studio-cite