Rejsen til det indre rum – Reportage og refleksioner fra INSIDE/OUT

Tekst: Miamanda Bovin
Fotos: Karin Jonkers og Morten Lundrup

Det er en regnfuld og trykkende eftermiddag, da jeg ankommer til Annekset på Refshaleøen for at opleve performance-installation INSIDE OUT af de to kunstnere, Boukje Schweigman og Johannes Bellinkx. Kunstnerne har gennem deres grundige research om over- og understimulation og med inspiration fra psykiatriens trykveste og tyngdedyner udviklet en dragt designet til at skabe dybt tryk, som aktiverer nerveenderne mellem muskler og led. Værket ønsker at skabe et rum, hvor den overstimulererede hjerne sættes fri ved at genskabe kontakten til den ofte understimulerede krop.

Vores guide kalder den lille gruppe deltagere sammen, og vi sætter os til rette i en rundkreds på kurvede træskamler. Vi inviteres til at lande i rummet ved at lukke øjnene og tage tre dybe åndedrag – en naturlig udvidelse og sammentrækning af vores indre rum. Derefter lytter vi til lydene omkring os. Jeg mærker en ekspansion, idet min opmærksomhed søger fra mit indre kropslige rum til omgivelsernes rumsteren. Samtidig kalder skamlens faste hårdhed kalder på min krops opmærksomhed. Jeg bliver bevidst om, hvordan mine sædeknuder møder det organiske materiale. Min rygsøjle rankes for at tilpasse mig stolens invitation til en hensigtsmæssig, neutral kropsholdning.

Nu skal vi stimulere vores proprioceptive sans – vores stillingssans, der gør det muligt at mærke, hvor vores kropsdele er placeret i forhold til hinanden, så vi fx kan lade hænderne mødes bagom ryggen uden at kunne se det. Vi griber fat under vores skamlers sæde og trækker os selv endnu dybere ned i materialet, imens vi holder en opadgående længde i rygsøjlen. Min krop spænder op, og jeg forestiller mig, hvordan alle mine muskelfibre trækker sig sammen. Vi holder spændingen i en stund, og da vi slipper grebet i skamlen, føles min krop uendeligt let. Jeg får fornemmelsen af, at min krop uafhængigt af tyngdekraften kan svæve ud i atmosfæren. De sitrende sansninger indefra bringer min opmærksomhed tilbage til mit indre rum.

Vi følges ad ned til en lang trailer placeret på en åben plads i beton med udsigt ud over den københavnske kanal. Vilde planter kæmper sig op gennem underlagets sprækker og strækker sig efter lyset. En langsom ekspansion. Vi bliver bedt om at tage sko og strømper af samt at iføre os en hvid tunika, og idet transformeres vi fra enkelte individer til at være en samlet gruppe.

For at komme ind i traileren må vi træde igennem en særlig port skabt af to store vertikale, oppustede luftlommer, der skal forberede kroppen på stimuleringen af den proprioceptive sans. Som ved en omvendt fødsel skubber vi os én ad gangen ind gennem den vulvalignende åbning – og træder over tærsklen til den indre rejse, vi nu skal på. Samlet, men hver for sig.

Vi kommer ind i gult rum, som minder mig om indersiden af et rumskib. Jeg bliver mødt af en person, der iklæder mig en sølvfarvet dragt. Hovedet er frit, men resten af min krop omsluttes af dragten fra halsen til og med fødderne. Dragten er forbundet til en maskine gennem en slange, der om lidt vil suge luften ud af dragten og slutte tæt om min krop. Sådan sidder vi på hver vores gule kvadratiske kasse og kigger ind i de metalliske trailervægges linjer.

Lyset dæmpes. Nu begynder vores rejse indad. Jeg får besked om at placere mine hænder på lårene, og jeg ranker min ryg og mærker kontakten mellem mine sædeknuder og dragten, der adskiller min krop fra det hårde underlag. Jeg lukker øjnene og hører nu tydeligt Yannis Kyriakides komposition af bølgende koriske klangbilleder; melodiske bevægelser, der cyklisk udvider sig for igen at trække sig sammen og gradvist opløser min forståelse af de tidslige og rumlige relationer.

Maskinen begynder nu at suge luften ud af dragten. Jeg mærker, hvordan tekstilet trykker mod min hud. Efter et par sekunder fyldes dragten igen med luft, og den slipper sit greb om min krop. Næste gang klemmer den lidt hårdere til, og for hver gang trykket øges, når jeg at tænke: Kan min krop klare det her? Er jeg i fare? Et øjeblik rammes jeg af panik over at være fastlåst, handlingslammet, men jeg træffer bevidst beslutningen om at give mig hen til dragtens greb om min krop. Ved hjælp af dybe åndedrag falder mit nervesystem til ro, og pludselig mærker jeg støtten fra dragtens tryk – som om, den gennem sin berøring forsikrer mig om, at jeg er i sikkerhed.

Jo tættere dragten trykker mod min krop, jo mere forstørres alle mine kropslige sansninger. Jeg mærker nakkespændingerne samlet op ved skrivebordet. Jeg mærker mit åndedrags bevægelser, som spejler dragtens rytme – små udvidelser og sammentræk.

Koret intensiveres og i baggrunden hører jeg lyden af små skaller, der klirrer mod hinanden. Jeg forestiller mig, at lydene skabes i en indre cyklisk dans – en performance på celleplan, der udspiller sig inde i mine muskler og led i et kropsligt scenerum. Nonverbale og prærefleksive sansninger. Hver gang dragten slipper sit tag, oplever jeg, at min krop ekspanderer. Jeg forestiller mig, at jeg forlænges uendeligt ud i sfæren i forløsende sitren.

Pludseligt stopper musikken, og i samme stund kører trailerens sider op og afslører den åbne plads med udsigt til vandet. Lyset vælder ind i traileren og blænder mig. Der går et par sekunder før, jeg kan orientere mig. Koret nynner nye flerstemmige mønstre, og det nasale, lukkede lydbillede fremmer oplevelsen af en langsom åbning overfor de nye omgivelser. Nye kraftfulde sanseindtryk og synlige åbninger til spejlvendte virkeligheder i vandpytternes overflader.

Sangeren træder ned fra traileren og ud på pladsen. I et roligt tempo bevæger hun sig i retning af vandet. Idet hun sænker tempoet, aktiveres dragten igen. Hun bevæger sig nu i slowmotion; i det langsomste tempo, man stadig kan kalde bevægelse. I relation til hendes bevægelser strækkes min oplevelse af tiden, og jeg ser mig selv udefra i de uendelige sekunder, min krop trykkes sammen. Da hun sætter tempoet op igen, slipper dragten sit tag i min krop og tiden vender tilbage til normalitet. I udvidelsen fyldes min krop af ekstase, og jeg føler mig så let og fri, at jeg kunne flyve. Idet sangeren er forsvundet i horisonten, opdager jeg en kvinde i nærheden, som iagttager os – er hun tilskuer i denne iscenesatte celleperformance?

Nu er det tid til at lukke ned igen – trailerens sider lukkes, trykkene aftager, og vi vender tilbage til et neutralt udgangspunkt. Vi bliver omsorgsfuldt hjulpet ud af dragterne og vi ’genfødes’ ved at klemme os igennem de oppustede luftlommers smalle åbning – ud i den ydre virkelighed. Regnskyernes tunge tryk er lettet, og luften føles frisk. De andre deltagere snakker ivrigt om deres oplevelser. Jeg har endnu ingen ord til at beskrive den indre rejse, jeg netop har været på, men jeg mærker min solidt afgrænsede krop og et indre brusende ekko fra dragtens kraftfulde verdensomfavnelse.