Ørevidner til maskinernes sang – Reportage & refleksioner fra Witness Stand

Af Miamanda Bovin
Fotos: Marine Gastineau

Vi samles ved Annekset på Teaterøen på en varm, vindfrisk dag i august for at forberede os på en lydvandring i Refshaleøens industrielle landskab. Witness Stand er skabt af de to australske lydkunstnere Madeleine Flynn og Tim Humphrey i fællesskab med fem danske komponister: Maria Bertel, Ragnhild May, Katrine Grarup Elbo, P.O. Jørgens og Jørgen Teller. Vandringen består af seks steds-responsive lydværker – skabt i lydhørhed overfor stedernes egne fortællinger og fantasier.

Vi stimler sammen om Madeleine Flynn og Tim Humphrey, der med roligt tilstedevær kalder os hen til sig. De inviterer os til at lukke stilheden ind for at vække en indre lydhørhed overfor de stemmer, som stederne rummer.

Så sætter vi, ganske roligt, i gang gennem landskabet. På vejen mod første sted lægger jeg mærke til det komplekse spind af lyde i landskabet, der glider ind og ud mellem hinanden. Store maskiners mekaniske, summende og pumpende arbejde. Rytmiske fodtrin i grus. Småsten der smutter hen over asfalten. Mågernes højfrekvente skrig på den skyfri himmel. Parallelle fortællinger, der i samspil skaber en lille symfoni.

Vi bliver ført bagom teaterøen ad en skovsti. Mellem træstammerne stråler sollyset, som spejles i de omkringliggende industrielle bygninger. Vi hører nu en elektronisk summende musik, der trækker i os. Pludselig intensiveres musikken, der lyder som en høj tuden fra et færgehorn. Den runger cirkulerende, som et fyrtårn af lyd, der signalerer sit tilstedevær til omgivelserne.

Vi når til et hul i hegnet, og på den anden side bliver vi mødt af en fortryllende kystlinje med udsigt over Nordhavns og Lynetteholmens byggepladser. Deres enorme maskiner ligner fra denne afstand dansende kroppe i gang med en statisk koreografi på de kunstige øer. Vi sætter os i græsset for at betragte dem, alt imens vi bades i de dybe, rungende klange fra lyd-tårnet.

Idet kommer Maria Bertel til syne med sin trombone ved hånden. Hun sætter trombonen for munden og blæser til. Musikkens røst sætter hele landskabet i bevægelse. Undergrunden svinger med på den dybe brummen, og jeg forestiller mig, at vibrationerne fra græsset spreder sig til hver en celle i min krop. Jeg opdager, at fluerne flakser forvirrede rundt over vores hoveder – de prøver at navigere efter lydværkets signaler i mekaniske ryk og bliver en del af landskabets maskinelle koreografi. Ved at lytte til, resonere med og lade mig påvirke af landskabets stemme, overgiver jeg mig i dette øjeblik til et fremmed sprog udenfor menneskelig forståelseslogik.

Vi finder næste lydværk på Refshaleøen på en asfalteret plads gemt væk af birkestammer. Her sætter vi os i festivalstole placeret mellem fire højtalere. Ragnhild May står ved en mixerpult på pladsen. Metalliske, motoriske og maskinelle lyde sendes bølgende fra højtaler til højtaler. Med ét forvandles pladsen til et enormt lydbassin. Tonerne gynger, svinger og interferer med hinanden. Jeg skal stirre fokuseret på en af birkestammerne for at sikre mig, at min stol ikke også er sat i svingninger. Af og til står lydstrømmen stille – af og til bølger den stormfuldt.

Alle disse musikalske lag styrer May ved mixerpulten og gennem et hjemmelavet instrument, som kan strække i tonerne og få dem til at skabe røre i bassinets lydbølger. Måske er vi vidner til et forhistorisk undervandslandskab eller måske er det en dystopisk forudsigelse af, hvad der venter dette sted i fremtiden?

Så går turen videre og ned ad trappetrin ind i et uvirkeligt, underjordisk univers. Lange metalrør løber langs rummet videre ind i et tilsyneladende uendeligt mørke. Vi placerer os langs rummet, og bevidner stedets forfald. Rustne rør, indviklet i tang, vælter ind over hinanden. Betonvæggene, der igennem mange års kontakt med havvand og bådværftets kemikalier, er ved at gå i opløsning. Et sted, hvis dage er talte. Katrine Grarup Elbos violinmusik fylder rummet med en mystisk melankoli, hvor lange violinstrøg forvandler rørene til lange, klingende strenge.

Musikkens underliggende elektroniske lag rummer en organisk lyd, som bringer et kropsligt aspekt i spil. Jeg forestiller mig, at vi lytter til indersiden af en gigantisk maskinel organisme, hvor de lange rør er årer, der pumper livet rundt. En ikke-menneskelig krop, der tager sine sidste åndedrag?

Indtil nu har vi lyttet uden at bringe os selv fysisk i spil. P.O. Jørgens kræver i sit værk, at lytterne agerende, med hele kroppen, træder ind i selve skabelsen af musikken. Vi samles omkring en et indhegnet stykke vejarbejde; et stort hul i asfalten, der afslører brudt beton, massive rør og strittende metalstivere fra undergrunden. En kombination af musikken fra en spilledåse og metalliske lyde indhyller stedet i en mystisk, teatralsk stemning.

Idet min bevidsthed forsvinder ned i det åbne brud i asfalten, opdager jeg sent, at de andre fra gruppen er begyndt at gå videre mod Jørgens, der drejer på håndtaget af en metalspole. Det giver en højfrekvent, knirkende lyd. Da vi bevæger os mod ham, skabes en illusion om, at han spinder os ind i sin komposition. Én fra publikum overtager rollen som metalspolemusiker, hvorefter Jørgens sætter en ny lydskulptur i svingninger. Efterhånden bliver publikum til et skrotorkester, der f.eks. kan spille på metalrørsxylofon og konservesdåser.

Landskabets lydbillede skabes her i dets møde med publikums kroppe. Der opstår en ligeværdig samtale mellem de hårde metalliske materialer og publikums bløde organismer.

Da vi drejer om hjørnet møder Jørgen Teller os ved facaden af en enorm værftsbygning. Han står med et reb i hånden, hvis ende er bundet fast til et metallåg. Han svinger det omkring sig, så det flyver afsted om ørerne på ham. Så lader han det ramme jorden med et brag – jo højere jo bedre. Sådan fortsætter han skiftevis stående og i bevægelse. I dansen mellem Teller og låget bliver jeg af og til helt i tvivl om, hvem der fører hvem.

Efterfølgende banker Teller en træhammer ind i bygningens store ventilationsrør, der udstøder dybe brøl. Teller sampler og forvrænger stedets lyde, og idet de afspilles, danner de et spøgende lag af stemmer fra det efterladte landskab. En animering af områdets genstande, hvor Teller skaber et resonansrum for metalliske stemmers råb, skrig og klingende latter.

Som afslutning inviteres vi op ad et skrånende græsbevokset landskab, hvor vi på toppen kan sidde i mørket og kigge ud mod horisonten. Flynn og Humphrey’s værk binder alle indtrykkene fra tidligere performances sammen i en lydlig buket. Vi har lagt øre til en symfoni for og af det industrielle landskabs motorer, maskiner, kemikalier og larm. En af de danske komponisters stemme flettes ind i lydsporet og stiller spørgsmålet: Hvor længe kan vi have en verden på denne måde?

Rørt lytter jeg til de syngende beretninger om, hvad omgivelserne har set. Beretninger fortalt i bølger af lyd, som jeg ikke logisk kan tyde. Men som jeg mærker i kroppen, som svingende, klingende, diskant resonans.