At vokse i flere retninger – Reportage og refleksioner fra FORESTS’ TALES OF REPAIR

Tekst: Filip Vest
Foto: Morten Lundrup

Forestillingen starter udenfor på Refshaleøen ved Teaterøen. Vi sidder i gården ved nogle bunkere. En række træer stikker deres hoveder op over betonmurene. Sang begynder at strømme mod os fra forskellige steder i landskabet. En stemme lader til at komme inde fra en bunke grene, en anden fra en busk, en tredje fra et træ. Stemmerne gentager lange toner, forskyder dem en smule, tungen ruller hen over lydene. En mere-end-menneskelig stemme tilslutter sig koret. Den lyder som en frø, men kunne også være lyden af træ mod træ, som det latinamerikanske instrument, güiroen. Der er stadig ingen personer at se og mine øjne søger rundt i landskabet. Et træ blafrer i vinden. En fugl letter. En gruppe dansemyg sværmer rundt i komplekse formationer.

En stemme over en højtaler læser en historie op om vedbendens kvaliteter. Ivy teaches us about the politics of growing, siger stemmen og fortæller hvordan vedbend først har brug for andre for at gro, men siden kan gro alene, uden at binde sig til et sted. Vedbend kan vokse, hvor liv ikke synes muligt: i sprækkerne, ruinerne, mørket. It reminds us that transformation doesn’t always erupt – it creeps, spekulerer stemmen. Fra vedbenden må vi lære, hvornår vi skal klynge os, hvornår vi skal kravle, hvordan vi holder fast i noget uden at kvæle det. Og hvordan vi kan gro i flere retninger på én gang.

Nu begynder forskellige karakterer at dukke frem fra buskads og krat. Om hovederne har de slynget noget gennemsigtig stof, der ligner en sky eller en formation af dansemyg. Deres tøj har farver som forskellige dele af landskabet og arkitekturen: nogle er grå som bunkeren, andre er grønne som buskene, og én er brun som en bunke grene.  På den ene hånd er deres fingre blevet forlænget med små stykker palo santo- træ (en hellig træsort fra Sydamerika). De undersøger landskabet med deres palo santo- hænder og menneskehænder. Deres hænder bevæger sig som af instinkt, søger mod planterne, som vedbenden søger mod lyset. Én hånd der vokser i hver sin retning, mærker på verden på hver sin måde.

Andre historier bliver fortalt over højtaleren. Vi hører om “Earth Eaters” (urihi wapo pë) i Brasilien, de hvide mænd, der kommer og graver i jorden efter guld, mens de dræber landskabet og landskabets beskyttere, natur-ånderne: No money will be able to return us to the spirits, konkluderer fortælleren. En anden historie fortæller os om Vanagapi Yek, et træ i Venezuela, som var så smukt, at det gjorde en gruppe folk misundelige. De bandt træet så hårdt, at det var i dybe smerter (de smerter, der senere blev til det, vi kender som migræne), men en flagermus kom og hjalp træet, sang og helbredte det.

Nu er karaktererne begyndt at ae bunkeren, mens de nynner og synger noget, der kunne lyde som “sorry”. De stikker deres træfingre ind i en ild, der brænder i et af bunkerens små vinduer og tegner på muren med deres brændende fingre. En form for renselse finder sted. Palo santo er kendt som “træet af de tusind anvendelser” og kan blandt andet bruges til at forbinde mennesket med naturen, helbrede sygdomme og fjerne negativ energi. Senere bliver det forklaret, at de toner sangerne synger er Solfeggio-frekvenser, der siges at kunne hele vores kroppe og naturen, bearbejde traumer og åbne os op på forskellige måder.  Imens gruppen arbejder videre med helbredelsen af landskabet, skifter himlen omkring os, og vi bevæger os ind i den blå time.

Nu beder den ene performer os om at følge med indenfor i teatret. Vi bliver ledt ned ad nogle mørke trapper til et sparsomt oplyst rum, hvor vi kan undersøge en installation med et mere-end-menneskeligt kor. Koret består af forskellige trækonstruktioner, der bevæger sig og skaber lyde gennem forskellige små bevægelser og sammenstød i konstruktionerne. Små kugleformede beholdere med sand slår mod hinanden, mikroskopiske metalkugler risler hen over et bræt, plastik-ark vifter og frembringer en susende lyd. Hele rummet knirker, knager, rasler, ringer. Når man lukker øjnene, lyder det umiskendeligt som havet, vinden i træerne, nogle luftbobler under vandets overflade, en gruppe frøer.

Det mere-end-menneskelige kor bevæger sig langsomt. Det hele værker som en gammel båd, eller noget, der kun med en sidste kraftanstrengelse kan frembringe lyd. Er det mere-end-menneskelige kor vores sidste minde om en natur, der snart ikke findes mere?

Menneskekoret tilslutter sig nu det mere-end-menneskelige kor. De synger ind i deres hænder, frembringer minimale lyde af luft mod hud, hænder som resonanskamre. Så leder de os ind i det bagerste rum i teatret. En person camoufleret i et hjørne af rummet synger en sang. Vi hører endnu en historie om planter: denne gang er gråbynken hovedperson. Mugwort grows where things have been disturbed – along roadsides, in rubble, abandoned lots, scraped earth. It insists on being where others have been expelled, fortæller stemmen. Gråbynken lærer os, at modstandsdygtighed ikke handler om restaurering men om transformation: om at tilpasse sig forandrede forhold.  Can we learn from Mugwort a different form of repair? One that doesn’t pretend harm didn’t happen, but instead helps us to live through and with it?

Til sidst skriver tre performere synkront på væggen spørgsmålene: “What is reparation when we act collectively to repair our natural ecosystems?” og “Could the theatre be our temporary courtroom in the face of failing systems of law?”. Som en afslutning på performancen er der en afstemning og en åben diskussion med publikum.

Med udgangspunkt i to sager om ødelæggelsen af naturen i Lemvig af kemivirksomheden Cheminova og afskovningen af Amazonas i Venezuela, skal vi stemme om, hvem der bærer skylden. Bagefter prøver vi sammen at formulere rettigheder for naturen. Forslagene fra publikum lyder fra alt mellem de mere poetiske: “We are all nature” og “Worms should have workers’ rights”, til de mere bureaukratiske: “Every country should have a Minister of Nature” og forskellige praktiske forslag til overvågning af forsyningskæderne i virksomheder.

På vej ud bliver vi forsynet med et toolkit med metoder til reparation af Jorden. Der er både praktiske øvelser og historier. Der er meget at tage ind. Ting, der skal bruge tid til at vokse videre. Efter denne over to timer lange forestilling står én ting dog klart: For at reparere naturen (og os selv), må alle midler tages i brug: helende sangfrekvenser, røgelse, dans og diskussion. Værktøjerne må findes mellem myter og lovgivning, mellem poesi og politik, sorg og begejstring. Ligesom vedbenden må vi vokse i flere retninger på én gang.

Værket Forest’s Tales of Repair er tredje del af den venezuelanske danser, koreograf og forfatter Sara Gebrans 5-årige værksserie. Sidste år præsenterede Metropolis seriens anden del, The Forests’ Trial.