Wa(l)king Copenhagen 11.-20. maj – refleksioner og film

Ikke-steder, normalitet, begrebet om ’den anden’, urbane frakoblinger, mellemrum. Anden serie af vandringer videreudviklede mange af temaerne introduceret de første 10 dage. Men kunstnerne insisterede også på, at skønheden stadig er der, et sted, men måske ikke der, hvor man kunne forvente det. 

(U)perfekte steder

Åbningsvandringen med arkitekt Johnny Svendborg havde samme enkelhed og skønhed som haiku-sketchbogs-poesi. Han fangede arkitekturens skrøbelighed som ramme for MA (japansk ord for det negative rum eller intervallet), hvor humanus locus er indlejret i os og vi ”mærker sted”. I dette tilfælde som 12 små vandringer gennem Christianshavn.

Men Johnny var undtagelsen. Silas Inoues vandring var en symbolsk tilbagevenden til forstæderne, hvor han genbesøgte en ungdomstræningsklub modstillet med aktioner på ”ikke-steder”. Han sjippede surrealistisk på toppen af en motorvejsbro, efterlod kunstværker hængende på en omstridt, efterladt byggegrund på Amager og satte ild til et skulpturelt værk på en forladt benzintank i Herlev.

Denne periodes ikoniske video må – i kontekst af coronavirus – være Meleat Fredrikssons dans på Amalienborg Slotsplads, indrammet af en statelig gråhed, en truende grå himmel og alt gråt i gråt. Absolut ensomhed filmet af den eneste anden person på pladsen, en forbipasserende. Som vagterne høfligt forklarede: ”Man må kun filme med håndholdt kamera, ikke med stativ.” Tak til dig, som dukkede op, hvem du end var. Perfekt publikumsdeltagelse i en forbløffende koregrafisk dokumentation af denne tid. Social distance ad infinitum.

Pantomime og provokation

Flere kunstnere satte fuldt fokus på isolation og ligegyldighed med ekstraordinære performances skabt på stedet. Marcela Lucatelli vandrede afsted med plasticbaby og barnevogn gennem københavnske ”ghettoer”. Med opera-teatralitet fangede hun sig selv og sine fantastiske stemme-improvisationer i en række håndholdte skud.

Danser Meleat Fredriksson iklædte sig en spektakulær blå gallakjole og fremførte en række dansante interventioner på hverdags-Nørrebro. Med catwalk-koreografi udfordrede Anja Franke omfartsvejenes asfalterede catwalk, mens hun afklædte sig 12 stykker genbrugstøj som kommentar til brug-og-smid-væk-kulturen.

Kropsritualer

Kroppen blev sat op imod byen og afslørede sine egne fortolkninger af situationen. Vi fulgte Boaz Barkans bare fødder på vej til 12 lukkede teatre, hvor han dansede 12 ritualer, der beklagede, hånede og satte spørgsmålstegn ved lukningen af disse kulturrum. En fantastisk dansende pige dukkede op på det rette sted på den rette tid. Se video nedenfor.

Mikkel Hobitz Filtenborgs rolige og ubegribeligt fokuserede balanceakter på hovedet og med hårhængning var som ritualer fra en anden tid, et andet sted. Han fandt de perfekte steder at slippe fantasien løs i sin maraton-masai-vandring mod nord.

Forvandlingsspor
Mange kunstnere efterlod spor. Andreas Liebmann sprayede spørgsmål og citater på fortovet. Han strøede tekster efter sig på Tårnby-vejene, hvor almindeligheden udløste uventede associationer mellem sted, skala og tilhørsforhold, som f.eks, med ”Glamsbjergvej Europa”.

Forfatter og permakulturist Shekufe Tadayoni Heiberg tog os i hånden og førte os gennem Vestegnen. Hun introducerede os for en bæredygtig fremtid skabt af forvandlede haver, damme og parker, og vi følte os lettede over hendes håbefulde ord. Enkelheden og skønheden i disse mini-introduktioner til permakultur var forfriskende. Havearbejde har nu altid været en kunstart.

 

11. maj: Johnny Svendborg

 

12. maj: Marcela Lucatelli

 

13. maj: Boaz Barkan

 

15. maj: Mikkel Hobitz Filtenborg

 

16. maj: Andreas Liebmann

 

17. maj: Anja Franke

 

18. maj: Meleat Fredriksson

 

19. maj: Shekufe Tadayoni Heiberg

 

20. maj: Silas Inoue

 

Læs om Wa(l)king Copenhagen her.
Følg med live på www.facebook.com/walkingcopenhagen

X