Møn Talking Landscapes

Talking Landscapes Møn

DATO: 24., 25., 26. juni 2022
STEDER: Liselund Have, Klintholm Gods og ved det forladte flintindustrianlæg i Hårbølle
BILLET: 50 kr. – info følger

TALKING LANDSCAPES er et omrejsende folkemøde, der undersøger vores forhold til hinanden, til omverdenen og til naturen gennem iscenesatte samtaler i det danske landskab.

På en række unikke lokationer, der favner et broget landskab præget af skønhed, historie og kultur, inviterer vi jer til samtaler om samtiden for at forestille os – og måske skabe – en fremtid med et anderledes forhold mellem mennesker og natur.

På Møn sameksisterer flere forskellige særegne naturfænomener. Her har FN udnævnt Danmarks første UNESCO-biosfæreområde. Her er Dark Sky, hvor den uspolerede nattehimmel kun oplyses af stjerner. Camønoen snor sig hele vejen rundt om øen og viser vandrende den mangfoldige og – for Danmark – usædvanlige natur. Møns Klint repræsenterer fortidens uspolerede aftryk, mens Liselunds romantiske have legemliggør den iscenesatte og perfekte romantiske natur skabt i en tid, hvor rigdom tillod bearbejdning af jorden. Her har utallige kunstnere hentet inspiration fra, men i dag fremstår den som en stolt skønhed i forfald midt i tanker om rewilding, biodiversitet og multispecies.

Med samtaler i Liselund Have og ved Klintholm Gods inviterer vi til en undersøgelse af modsætninger i naturen – den æstetisk smukke og menneskeskabte naturhave lever side om side med vild natur og biodiversitet. I Hårbølle, ved det nedlagte flintindustrianlæg, kigger vi på Møns landskab med det tydelige skifte; engang industri, i dag primært sommerhusidyl. I hvilken retning skal man forny sig? Hvad ønsker det spirende lokalsamfund, hvor den unge generation forlader storbyens dominans? Skal fremtiden planlægges efter vækstparametre eller et andet livssyn, hvor man er i pagt med naturdrømme?

Vi befinder os i en kritisk og afgørende tid. Her, midt mellem landskabsidyl og naturdrømme på den ene side og byudvikling og forbrugsbehov på den anden side, er der mulighed for at skabe forandring. Læs mere her. 

DE TRE SAMTALEFORMER

Tingenes Råd undersøger, hvad der sker, hvis vi lader dyr, natur og fænomener tale for sig selv i stedet for altid at sætte mennesket i centrum. Time Loop anskuer aktuelle emner fra både fortidens og fremtidens perspektiv. Hvad ville vores forfædre og efterkommere mon råde os til? I Den Umulige Samtale sætter vi farten ned og forbinder personlige oplevelser og følelser, som kan blive til fælles fortællinger. Her husker vi tilbage og tænker fremad sammen.

Læs mere om samtaleformerne her.

Med Talking Landscapes åbner vi et rum for jer, som vil være med til at ændre kursen for fremtiden.

De tre samtaler er en del af Building Conversation, et internationalt, kunstbaseret samtaleprojekt udviklet af de hollandske kunstnere Lotte van den Berg, Daan ‘t Sas & Peter Aers.

DET PRAKTISKE

Formatet:Til hver samtale er der plads til 20 deltagere.Selve samtalen varer ca. 2 timer, men med introduktion, vandring til samtalestedet og afslutningsritual skal du afsætte 3,5 time i alt. Det er vigtigt, at du er med hele tiden.Som en del af afslutningen serveres et let måltid. Billetgebyr på 50 kr. er til dækning af forplejning.Der kræves ingen forudsætninger for at deltage. Dog kræver formatet aktiv deltagelse fra din side, så du skal have lyst til og være åben for at indgå i samtalen.Minimumsalder er 16 år.Alle samtaler er på dansk.

Omstændigheder:Arrangementer afholdes udendørs eller overdækket og gennemføres i tilfælde af regn.Påklædning efter vejret.

Guider:
På Møn vil det være digter Shekufe Tadayoni Heiberg, aktionsfilosof Oleg Koefoed og antropolog/performancekunstner Maja Ejrnæs, der guider samtalerne.

 


Rune Fjord Walking Landscapes MønUdstilling Walking Landscapes
TID: AFHOLDT 2. april – 1. maj 2022 – åben: lørdage/søndage kl. 10-20 samt påsken 11.-18. april kl. 10-20
STED: Liselund Have, Møn
KUNSTNERE: Performancekunstner Rose English // Billedkunstner Bettina Camilla Vestergaard // Performancekunstner Sophie Dupont // Fotograf og videokunstner Morten Pihl // Tekstildesigner Charlotte Bodil Hermansen // Arkitekt Tomas Skovgaard // Koreograf og performer Marie- Louise Stentebjerg // Kunstner og designer Rune Fjord // Billedkunstner Georg Jagunov // Performancekunstner Janne Schäfer / J&K
GRATIS ADGANG

 

Walking Landscapes Møn fandt sted 21.-30. juli 2021. Her vandrede 10 kunstnere gennem de mønske landskaber. Én kunstner hver dag i 10 dage. Hver vandring tog 12 timer og blev live-streamet. I Liselund Have kan man nu genopleve vandringerne i videouddrag suppleret med materialer fra landskaberne og kunstnerne, se rutekortene for de enkelte vandringer og få inspiration til selv at vandre ud i landskabet.

I løbet af udstillingen kan du opleve aktiviteter og performances med afsæt i Walking Landscapes.
Program og mere info følger her på siden og hos Liselund Laboratorium Møn.

 

Talking Landscapes organiseres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med partnere i de 12 deltagende kommuner med støtte fra Nordea-fonden. Hovedpartner på Møn er Liselund Laboratorium Møn.

Foto: Thomas G. Bagge (Rune Fjord) & Building Conversation

X