2. aug.: Gritt Uldall-Jessen

TID: 2. aug. kl. 9.00-21.00
STARTSTED: Fælledparken, København Ø
KATEGORI: Dramatiker / kurator
Live-stream hver hele time på www.facebook.com/walkingcopenhagen

 

“Jeg savner teatrene helt enormt – det, at alle befinder sig i det samme rum, og fornemmelsen af at gennemføre et ritual i fællesskab.” – citat fra min korrespondance med dramatiker Xiao Jing i Beijing, Kina

 

Gritt Uldall-Jessen Metropolis Walking Copenhagen

Kinas grænser er aktuelt – som følge af COVID-19 – lukket ned for udlændinge. Danmarks grænser er tilsvarende lukket ned for folk, der kommer rejsende fra Kina. Det frarådes i Danmark at foretage unødvendige rejser til Kina.

Jeg har siden den 12. marts 2020 og frem til nu skrevet sammen over nettet med en Beijing-baseret forfatter af scenekunstneriske tekster, Xiao Jing (CHN). Hun beskriver i vores mailkorrespondance sin hverdag i Beijing, jeg beskriver ditto min hverdag i København.

Xiao Jing skulle oprindeligt have været til København i juni 2020, hvor vi skulle have arbejdet sammen på en reading af et af hendes nye stykker. Projektet var støttet af Statens Kunstfond og indgik i programmet for CPH Stage. Festivalen blev aflyst som følge af COVID-19, så vi aflyste også vores reading af stykket. Stykket blev i stedet gennemført som hørespil. Det kan høres via dette link: Tagterrassen

 

Men hvordan har det været for Xiao Jing at befinde sig i corona-karantæne i Beijing?

Hvordan er det gået med genåbningen af samfundet, og hvordan ser det ud lige nu i Beijing med den anden bølge og den deraffølgende nedlukning af samfundet?

Hvordan overlever man som dramatiker i en pandemi-tid i Beijing, Kina, hvor alle teatre er lukket ned?

Her er et eksempel på en reklamevideo, som Xiao Jing i en af sine mails beskriver, at hun er nødsaget til at medvirke i for pengenes skyld, nu hvor alle teatrene i Kina er lukket ned.

 

Xiao Jing stillede mig lignende spørgsmål i sine breve.

Min 12-timers vandring er en live besvarelse af hendes seneste brev til mig.

Xiao Jing og jeg ”mødes” nu alligevel i København i denne iscenesatte vandring, hvor vi sammen – i form af vores mailkorrespondance – reflekterer over COVID-19, og hvordan den har virket/virker ind på vores hverdag som forfattere af scenekunstneriske tekster og som selvproducerende scenekunstnere.

 

Vandringen begynder i et Testcenter i Fælledparken på Østerbro.

Min rute går til de steder, som dramatiker Xiao Jing ønskede at se og opleve i København. I vandringen ”låner” hun mine øjne. Jeg står bag videokameraet og filmer de steder, hun godt ville have set/oplevet. Hun har konkret beskrevet i vores mailkorrespondance, hvilke steder hun godt ville have besøgt, hvis hun havde haft tilladelse til at rejse ud af Kina og ind i Danmark.

Undervejs møder vi de to skuespillere Hanin Georgis og Laura Skjoldborg på Forsøgsstationen, hvor prøverne på Xiao Jings stykke skulle have fundet sted.

 

Gritt Uldall-Jessen Metropolis Walking Copenhagen

OM KUNSTNEREN

Gritt Uldall-Jessen er forfatter af scenekunstneriske tekster, kurator, dramaturg og festivalleder inden for scenekunstens frie felt. Hun er baseret i København. Hun er uddannet dramatiker på Dramatikeruddannelsen (i dag hedder uddannelsen Dramatisk Skrivekunst på DDSKS) og cand.mag i Dansk fra Københavns Universitet.

 

Fotos: 1) Selfie af Xiao Jing i Beijing i juni 2020, som er på vej til optagelse af en reklame for internetbaseret undervisning. 2) Foto: Henrik Vehring