Linh Le Metropolis København 2022

En rumlen fra Jordens kerne – reportage fra Linh Le

Reportage og refleksioner fra Linh Les Saa er by som borger, saa er by som art

af Niels Kristian Bonde Jensen

Det første, der slår mig, er lyden. Linh Le slæber sine bare fødder rundt om jordbunken midt på Rådhuspladsen i et tempo så langsomt, at man næsten glemmer, at hun bevæger sig. Alt skriger ro. Men af og til chanter hun en remse mod os fremmødte, der er placeret i en cirkel rundt om hende og bunken.

Et sted i baggrunden spiller en gademusikant på harmonika, rådhusklokkerne ringer, forbipasserende stopper op og snakker, måger skriger, bilerne fra H.C. Andersens Boulevard støjer. Hvis man forestiller sig, at Linh Les værk, Saa er by som borger, saa er by som art, er en oase af ro midt i den larmende storby, giver det kun mening i sin kontrast: Larmen bryder ind og placerer oasen i en kontekst. Eller nok nærmere: Roen forsøger med sin hypnotiske tiltrækningskraft at overdøve larmen.

Denne kontrast minder mig om den thailandske filminstruktør Apichatpong Weerasethakuls nye film Memoria (der kan og bør ses i danske biografer for tiden), hvor Tilda Swinton bevæger sig rundt i Colombia for at finde kilden til den øredøvende rungen, der vækkede hende en nat. Filmen, og instruktørens virke i det hele taget, arbejder med en lignende meditativ langsommelighed som Linh Le. Det handler om de øjeblikke, hvor tiden står stille og alt ånder sammen. Men larmen bryder ind som et evigt minde om, at verden ikke er i perfekt balanceret zen. Vi kan kun opnå det glimtvis. Larm er også tegn på liv.

Linh Le Metropolis København 2022På mange måder er Les ritual en hyldest til livet i dets mange former. Specifikt til de uddøende arter, som hvert ritual er en bøn for. I dag på Rådhuspladsen er det natsværmeren, der får sin plads, ikke langt fra den inskription på Rådhuset, der har navngivet værket. “Saa er by som borger”, står der, men ordet ”borger” knytter sig kun til menneskene – kun til en del af det liv, som byen huser. Der ligger derfor også et unægteligt politisk budskab bag Les værk, et ønske om en omstrukturering af det offentlige rum, der tilgodeser andre interesser, end tilfældet er nu.

Mens hun bevæger sig i langsomme cirkler, disciplineret tættere på bunken, med to ukrainske flag vejene i vinden foran Rådhuset i baggrunden, placerer hun sten på små hvide krydser afmærket på pladsen. Men først rækker hun stenene frem mod bunken med strakte arme, præsenterer dem som offergaver for natsværmeren og jorden.

Jeg overhører nu en samtale ved siden af mig mellem en ældre kvinde og en ældre mand. ”Prøv bare at tænke lidt abstrakt”, siger hun. ”Jeg forstår, at 2 og 2 giver 4, og resten er noget, man bilder sig ind”, svarer han – tydeligt skeptisk over hele seancen. Kvinden: ”Sådan er vi jo forskellige. Det er jo en hyldest til mangfoldigheden, det du ser her”. ”Sandet der…”, siger han og peger på bunken, ”er det eneste mangfoldige”. Man kunne give begge ret, men det får mig mest til at tænke på jordbunken som en samling af uendeligt mange små partikler, der tilsammen danner en form, der er placeret et sted for at danne forbindelser af mening for en flok mennesker, der i sig selv hver især består af uendeligt mange små partikler.

Linh Le Metropolis København 2022Jeg kommer også til at tænke på, at ritualets scene ligner solsystemet: Inderst er kernen, jordbunken. Så planeterne, der drejer om solen, i form af en række store fade med vand, som Le placerer som endnu en samling offergaver. Så kommer stenene som små måner, der drejer sig om vandplaneterne. Så det siddende publikum, observerende fra campingstole. Så de forbipasserende på Rådhuspladsen, der af og til stopper op og kigger med for en kort stund. Bag ved dem, ved solsystemets randområde, har vi pølsevogne og metrostationen, resten af byen og den føromtalte harmonikaspiller. Cirkulære lag af liv, der afhænger og interagerer med hinanden.

Det går nu op for mig, at harmonikaspilleren hele tiden har spillet den samme sang i loop. Der er tale om Ivan Larionovs velkendte russiske folkevise Kalinka, der handler om de røde bær, der springer ud på kvalkvedbusken. Livets cirkulære bevægelser er til stede både i teksten, men også kompositorisk, hvor omkvædet gentages igen og igen i konstant sigende tempo. Det er et mildest talt stressende sonisk bagtæppe, der klæder Rådhuspladsen denne eftermiddag, hvor det store ur på Rådhuset tikker i samme retning som harmonikaens Kalinka: Fremad. Med tiden. Samtidigt bevæger Linh Le sig helt bogstaveligt mod tiden, modsat urets retning i et vedvarende, cirkulært, roligt tempo.

På et tidspunkt løber en lille dreng hen mod jordbunken for at lege som i en sandkasse. Hans mor stopper ham, og han græder. Vi har i forskellige stadier af vores livscyklus forskellige tilgange til naturen og det offentlige rum. Alle vi voksne til stede kigger på fra en afstand, og vi tænker hver vores, mens Linh Le og barnet interagerer. Får jord under neglene. Inden jeg bevæger mig videre, og ritualet fortsætter i alt dets stilstand, når Le ind til bunken. Hun lægger sit øre mod som for at lytte til noget, der gemmer sig derinde.

”Som en rumlen fra Jordens kerne”, siger Tilda Swinton på et tidspunkt i Memoria for at beskrive den mystiske lyd, der vækkede hende. Vi er alle underlagt støjen fra de byer, vi selv har skabt, men der kan skabes rum for en anden, mere roligt fokuseret lytning, der vender øret mod jorden og livets langsomme processer. Bevægelse behøver ikke kun at betyde vækst og jagt på fremskridt. Det kan også betyde vedligeholdelse og næring. Som Linh Le igen rejser sit hoved fra bunken, letter en lille sommerfugl. Hun griber forgæves ud efter den.

Linh Le Metropolis København 2022

Foto: Frej Pries Schmedes

 

Læs mere om ritualet her – 16.-22. juli på syv københavnske pladser

X