URBAPHONIX – Décor Sonore

Kunsten at lytte til byens musik
STED & DATO
Ons. 21. juni kl. 16, 19 & 22: Kultorvet, Kbh. K
Fre. 23. juni kl. 16, 19 & 21.40: Israels Plads, Kbh. K
Søn. 25. juni kl. 16, 19 & 21.00: Nikolaj Plads, Kbh. K
GRATIS

 

Hvis en lyd forstyrrer dig, så lyt til den” – John Cage

Byen er et overflødighedshorn af lyde, som vi har vænnet os til ikke at lytte til. For Décor Sonore er byen instrument, og alle lyde er en del af den koncert, som de på stedet og i øjeblikket komponerer for os.

Fem street-jockeys uden mikserpult og synthesizer, men med hypersensitive mikrofoner og højttalere på ryggen, tager os med på vandring. De fanger, afslører og forstærker de lyde, der omgiver os. De vækker byens lyde til live og arrangerer dem i en symfoni, der kun findes i denne by, på denne gade, i dette øjeblik.

Bilernes motorlyd, fontænens vandsprøjt, sko over brosten, rullekuffert på asfalt, flagets blafren, de forbipasserendes mumlen, stormagasinets svingdøre… Bænken er xylofon, gitteret er harpe, containeren er stortromme.

En hvilken som helst gade forvandles til orkester, koncertsal og partitur for en improviseret, uventet og spektakulær fortolkning af byens lyde. En lydrejse, en vandrekoncert, en øjeblikkets symfoni, der bringer musikken frem i vores daglige lydkulisse og ændrer vores måde at lytte på.

Om Décor Sonore
Décor Sonore blev stiftet i 1985 af to franske komponister, Michel Risse og Pierre Sauvageot, som komponerer stedspecifikt til og med det offentlige rum. Deres musik er en nuets kunst, hvor komponistens materiale ikke er abstrakte noder i et partitur, men den konkrete virkelighed. Og hvor publikum ikke er passive, distancerede lyttere, men aktive medskabere af byens symfoni.

At komponere til det offentlige rum kræver, at man indser, at alle lyde bærer mening. Man må lære at afkode dette usynlige miljø som en gigantisk parabol for vores univers. Der er intet esoterisk og abstrakt over det. Alle lyde er til stede, helt konkret, og de viser os bedre end noget partitur, hvad der sker i verden.” – Michel Risse, stifter og leder af Décor Sonore

 

“Den silende regn stoppede ikke de fem street dj’s. De spillede løs på næsten alt, hvad der kunne spilles på. Trappegelændere- og gitre, parkeringshuse og det hele kulminerede i en skæg og sprudlende percussionist oplevelse ved springvandene. Décor Sonore var et forfriskende, internationalt pust i Københavns byliv og en mulighed for at stoppe lige i øjeblikket og lytte til byens lyde på en ny måde.” Teater 1, juni 2017

Décor Sonore tog de mange tilskuere med til en magisk verden fuld af lyde skabt af det urbane møblement… En i særdeleshed bemærkelsesværdig forestilling takket været sin høje kvalitet og originalitet.” Le Reveil Cantalien

Kompagniets virtuositet er ikke til at tage fejl af. På brillant vis får de os til at lytte til byen. Fuld af entusiasme og engagement bliver forestillingen en leg, som du kan være med til.” Kouran d’Art

 

Varighed 45 min.

Credits
Kunstnerisk ledelse: Michel Risse
Kunstnerisk hold: Damien Boutonnet, Gonzalo Campo, Benoît Meurant, Emeric Renard, Gaëlle Salomon
Teknisk ledelse: Renaud Biri
Medinstruktør: Martine Rateau
Kostumer: Fabienne Desfleches
Konstruktion: Achil Bras
Foto: Maja Nydal Eriksen

www.decorsonore.org

 

Fotodokumentation af Maja Nydal Eriksen

21. juni – Kultorvet, Hauser Plads, Nina Bangs Plads

23. juni – Israels Plads

25. juni – Amager Torv, Højbro Plads, Nikolaj Plads