Screws Alexander Vantournhout Metropolis København

SCREWS – interview med Alexander Vantournhout

Den belgiske nycirkus-artist Alexander Vantournhout vender tilbage til Metropolis. SCREWS tager publikum gennem en serie af mikroforestillinger, der optrædes af Vantournhout og de 4 øvrige artister, på en guidet rute gennem Søværnets område på Nyholm. I en blanding af dans og akrobatik udforskes menneskekroppens fysikalitet og relation til forskellige, specialiserede objekter, andre kroppe og naturlovene.

Som en introduktion til forestillingen (der kan opleves fra den 16. – 18. august) deler Vantournhout her sine tanker om Screws og sit arbejde generelt.

Interviewet af Niels Kristian Bonde Jensen

 

Du har en baggrund inden for både dans og cirkus. Hvordan har de forskellige traditioner af fysisk optræden fra de to felter haft en indflydelse på dit arbejde?

Dans udforsker “savoir-faires” (og meget mere), hvor sindet tilsyneladende er fuldstændig overgivet til kroppen (og vice versa). For mig, præcis som Steve Paxton også peger på, har dans været en fuldførelse af alle bevægelsesstudier. Det er noget, de fleste mennesker stopper med at gøre fra deres teenageår og frem, men sindet forbliver udfordret. Måske er mennesket blevet så ”udviklet”, fordi vi bliver nødt til at finde på måder, hvorpå det her komplekse operativsystem, som menneskekroppen er, kan fungere – og bevæge sig.

Cirkus er en form for specialisering, en ikke-kollaborativ kunstform, hvorimod dans – efter min mening – altid er praktiseret i dialog, under observation af nogle andre. Dans stiler efter en specifik form, der kan overføres, hvorimod cirkus’ sigte er en serie af anormaliteter.

Denne uddannelse i dans og cirkus, dvs. et generalistisk udsyn og så en specialiseret metode, har været meget interessant for mig.

 

I en beskrivelse af Screws fra din hjemmeside står der følgende: “The body is reintroduced in a highly pure form and the performance delves into the creative, kinetic potential of physical limitation”. Hvordan kan der være potentiale i begrænsninger generelt set og i fysiske begrænsninger specifikt?

I studiet arbejder vi kreativt ved at introducere situationer, der er meget anstrengende og begrænsende. I denne begrænsning bliver man i sagens natur meget opmærksom på, hvor ens grænser er. Men selv i det mindste spænd af bevægelser er det nødvendigt at generere et fysisk momentum for at transformere eller udvikle situationen.

Jeg kan måske forklare det ved at komme med et eksempel, der er nemmere at relatere til:

For tiden udvikler jeg et revaliderende bevægelsesprogram for cancerpatienter. Hvis nogen nogensinde har haft erfaringen af at være immobil gennem et længere forløb, vil man vide, at det er en ekstremt konfronterende oplevelse, fordi livet er bevægelse – uden bevægelse, intet liv (siger Feldenkrais).

Men én ting, man næsten altid kan gøre, er at åbne og lukke øjnene. En ”gåde” for patienterne kan derfor være at fokusere på en plet på væggen og så lade være med at blinke i et par minutter. Hvis man øver det grundigt, vil øjet begynde at løbe i vand, og ”gråd” opstår. En lettelse, der er blottet for en ladet følelsesmæssig forbindelse. Personligt har jeg haft meget svært ved at græde, når jeg er gået igennem hårde følelsesmæssige oplevelser. I sidste ende handler det altså om, hvordan vi kan kontrollere det her semi-automatiske nervesystem i så høj en grad, at der opstår en kreativ frihed ved at bevæge sig inden for nogle meget tydelige grænser.

På en lignende måde skaber vi også situationer i studiet, der kan generere materiale, forme små idéer og siden større meningssammensætninger og dramaturgier: Hvad kan vi sige om verden i dag ved at zoome ind på noget mikro- eller endda nanoskopisk og derved indsamle indsigter om det tilsyneladende irrelevante, marginale, men fælles?

 

Når man ser dine forestillinger, får man en klar fornemmelse af gentagelse gennem artisternes bevægelser. Hvilken fascination ligger der i at arbejde med en krop, der gentager sig selv?

Jamen, det kan godt ligne gentagelse, men faktisk bryder jeg mig virkelig ikke om gentagelser – i hvert fald ikke i den forstand, man ofte oplever i dans, hvor ”falsk gentagelse” eller spejling finder sted fra forskellige synsvinkler.

Men på den anden side må jeg også modsige mig selv. For jeg elsker faktisk gentagelser, når de er forstærkede og bliver eksplicitte, og særligt gentagelser, der transformerer, der muterer fra én form og ind i en anden, uden at man ved, hvordan man kom derhen. Så trangen til at stille spørgsmål ikke opstår. På en måde udhuler man formen gennem gentagelser og transformationer: udhulingen og udfoldelsen af nye meningslag sker næsten samtidigt – håber jeg…

 

Hvis man tænker på cirkusartister, og i den forbindelse den mere akrobatiske del af dine forestillinger, er der også en fornemmelse af risiko på spil – at den optrædende krop kan komme til skade. Hvordan arbejder du med eller rundt om denne risiko?

Gennem en klar målsætning om, hvad vi gerne vil opnå, begynder vi at kende resultaterne af fejlslagne forsøg. Vi kan derfor forudsige konsekvenserne og skaderne, hvis noget går galt. I cirkus er man opmærksom på kalkuleret risici og afmålte former for fare.

Det er ligesom den måde, hvorpå en mus træder ind i en bygning: den forbliver tæt på væggen for ikke at afsløre sig selv og for bedre at kunne spore ruten tilbage igen. For musen er der kun to, måske tre muligheder: fortsæt lige frem eller vend om, men forbliv altid tæt på væggen. Den erfarne cirkusartist snævrer også antallet af valg ind til kun et par muligheder, når det kommer til et øjeblik, der indeholder risiko/fare.

 

En anden konstant gennem dit arbejde, og ikke mindst i Screws, er forholdet mellem artist og objekt. Hvilket potentiale ligger der i at udforske dette forhold?

Objekter har altid fascineret mig. Hvordan processerne i fysisk arbejde kan blive reduceret til en bestemt maskine, f.eks. en høstmaskine, osv. Med Screws, i stedet for at prøve at være original med ting og objekter, der omgiver os i dagligdagen, forestillede jeg mig, at det kunne være interessant at arbejde med meget ”specialiserede” objekter. Og så at bevægelserne følger deres ergonomi og tilladelser. Hvad tillader objektet os at gøre? Så, f.eks. en bowlingkugle er lavet til at kunne svinge og blive kastet i en bestemt retning, derfor bruger jeg den også på den måde. Når først inerti er blevet givet til bowlingkuglen, følger jeg bare dens bevægelse.

 

Man kunne tolke dine forestillinger som grupper af mennesker, der forsøger, med hjælp fra deres kroppes formåen (og begrænsninger) og de givne objekter/værktøjer, at modstå sig naturlovene. Udforsker du en form for konflikt? Eller en uundgåelig konsekvens af at være menneske?

Objektet er aldrig bare et objekt. I Screws er alle objekter proteser. De er fastgjorte til kroppen, således at en ny krop skabes. F.eks. er der et par is-sko med, der gør kroppen 4 centimeter længere. Der opstår en ny krop, der tillader bestemte ting, men som også skaber friktion – og risikoen for at komme til at skade sig selv, fordi man ikke kender disse nye grænser.

På samme tid er det også interessant, at artisten aldrig for alvor bliver bekendt med objektet eller forandringen. Objektet transformerer umiddelbart kroppen. Is-skoen giver større vedhæftning til det underlag, man står på, men samtidig bliver det sværere at rulle med foden. Dét giver mig en meget interessant friktion at arbejde med. Hvordan vil artisten forholde sig til denne ”opgave-orienterede koreografi”? Dér bliver personligheden, på en meget åben måde, afsløret for mig.

 

Metropolis er en festival, der fokuserer på kunst og optræden i relation til byen som fysisk rum. Hvilken indvirkning har omgivelserne på fremførelsen af Screws?

Sammen med kuratorerne udarbejder vi en rute, hvor der er en arkitektonisk resonans med forestillingen. Ruten fordrer en genopdagelse af byen eller et anderledes synspunkt. Hver af de fem mikroforestillinger er udtænkt til en forskellig oplevelsesdisposition. Så publikum veksler mellem at stå helt tæt på artisterne og at være opmærksomme på deres med-publikummer, og et mere klassisk frontalt blik.

 

Læs mere om SCREWS her.

Foto: Bart Grietens

X