Om Performing Landscapes

DATO 6. april-29. sept. 2023
STED Guldborgsund – ­Silkeborg – Aalborg – Møn – Aarhus – Skagen – Aabenraa – Randers – Bornholm (se datoer for de enkelte kommuner nederst på siden)

 

I 2023 indtager Performing Landscapes 10 landskaber rundt om i Danmark med iscenesættelser skabt på, med og til disse steder.

Performing Landscapes er tredje etape af det treårige projekt Metropolis Landskab. I 2021 gennemførtes Walking Landscapes med 140 kunstnere, som skabte 140 vandringer, der følgende blev dokumenteret i 10 udstillinger. I 2022 gennemførtes Talking Landscapes – 60 iscenesatte samtaler i, om og med landskaber, som udfordrede vores måde at tale sammen på.

Gennem disse kunstneriske aktioner er der høstet erfaringer, historier, materiale og inspiration, og nu er der hvert sted sammensat et hold kunstnere, som arbejder på at skabe den helt rette iscenesættelse til netop dette landskab. Vandring, installation, performance, dans, lydlandskab…

 

Performing Landscapes organiseres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med partnere i de 10 kommuner med støtte fra Nordea-fonden og Statens Kunstfond.