Om Nycirkus på Skemaet

Nycirkus giver selvsikre, modige, samarbejdsvillige elever, viser en ekstern evalueringsrapport.

8000 skoleelever fra hele landet har haft NYCIRKUS PÅ SKEMAET, siden vores undervisnings-program i 2014 satte ind på at få elever til at bevæge sig mere, tænke kreativt og samarbejde. Og det har virket, viser den eksterne evalueringsrapporten! Skolerne ønsker mere nycirkus. Og nu kan alle selv sætte Nycirkus på Skemaet med hjælp fra projektets manual.

Gennem de seneste 5 år er nycirkus rykket ind i skoledagen for elever i 6.-9. klasse i 20 byer over hele landet. De har haft akrobatik, trapezflyvning, jonglering og balancekunst på skemaet. Nycirkus er midt mellem kunst og idræt, og målet er at vise, at alt er muligt. Og det har rykket ved elevernes grænser.

Evalueringsrapporten for Nycirkus på Skemaetfortæller om elever, der bliver modigere og mere selvsikre ved at opleve, at de pludselig mestrer noget, de aldrig havde troet var muligt. Og den fortæller om elever, der kommer tættere på hinanden – fysisk og socialt – og får lov at se helt nye sider af hinanden.

Projektleder for Nycirkus på Skemaet, Katrien Verwilt fra Københavns Internationale Teater, siger:

Nycirkus uddanner hele mennesket ved at lade kognition, kreativitet, krop og sociale evner arbejde sammen, og gennem fem år med Nycirkus på Skemaet har vi set, hvor stor en forskel arbejdet med nycirkus kan gøre for eleverne. Vi håber derfor, at vi har været med til at sætte et vedvarende fokus på nycirkus som et vigtigt, inkluderende og engagerende læringsredskab i folkeskolen.”

Nycirkus på Skemaet er arrangeret af Københavns Internationale Teater i samarbejde med 20 kommuner/byer og 60 professionelle artister med støtte fra Nordea-fonden.

Luftakrobatik – foto: Thomas Seest

Ønske om mere nycirkus i skolerne

For eleverne er det grænseoverskridende første gang, de skal op i trapezen eller stå på skuldrene af en kammerat. Men har man først prøvet det, er det en oplevelse, der giver selvtillid. Og for lærerne er nycirkus et godt redskab til at indføre mere relevant bevægelse i undervisningen, og de ønsker enstemmigt mere nycirkus i folkeskolen.

Eleverne får rykket deres grænser. Jeg oplevede en glæde hos dem ved, at de pludselig mestrede nogle ting. At se dem blomstre og få vigtige succesoplevelser ved at kunne noget af det, de tvivlede på, de ville kunne. Det kan man se, de bliver stolte af”, forklarer en lærer. 

”Vi har lært noget, som man ikke kan lære i dagligdagen. Man lærer noget fysisk, men man lærer også noget om sine venner, som man ikke vidste før. For eksempel at en, der ikke er så god til en ting, er super god til noget andet. Det er et andet forhold, vi får til hinanden. Jeg ville ønske, at alle kunne få lov til at prøve det, for det er en super god oplevelse”, siger en elev fra Helsingør.

Partnerakrobatik – foto: Thomas Seest

Vigtigt alternativ til perfektions-kulturen

Nycirkus er en videreudvikling af det traditionelle cirkus, men i nycirkus handler det ikke om at være bedst, stærkest eller hurtigst. Der er ingen konkurrence. I modsætning til mange andre fag er der masser af plads til at fejle, være uperfekt og lære af det. Og det betyder, at alle kan være med.

Jeg vil i høj grad anbefale andre kommuner og skoler at prøve det af, for man fanger nogle børn, som måske ikke er glade for idræt, som er usikre på deres krop og kan opleve nederlag i den sædvanlige idrætsundervisning. Her er de sammen og bevæger sig på en anden måde i løbet af skoledagen, end de plejer”, forklarer Ronja Maria Hansen, bevægelseskonsulent fra Brøndby Kommune. 

Sæt selv Nycirkus på Skemaet

Projektet har udgivet en manual til, hvordan man som lærer selv kan sætte Nycirkus på Skemaet i idræt, dansk, matematik, biologi og drama – med undervisningsforløb og video-øvelser til de enkelte fag. Manualen formidler også kontakt til artister over hele landet, som underviser i nycirkus.

Download manualen her:

Akrobatik – foto: Patricio Soto

Nøgletal

Antal elever undervist: 8000
Antal lærere undervist: 400
Antal skoler: 119 over hele landet
Antal nycirkus-undervisere: 60
Antal byer/kommuner: 20
Aarhus, Aalborg, Thy, Randers, Skagen, Sønderborg, Odense, Guldborgsund, Rødovre, Hvidovre, København, Frederiksberg, Tårnby, Roskilde, Ballerup, Furesø, Hørsholm, Rudersdal, Helsingør og Halsnæs.

Undervisningsmateriale og tutorials findes på www.nycirkuspaaskemaet.dk

Se videoen HVAD ER NYCIRKUS?her.

Københavns Internationale Teaterintroducerede genren for det danske publikum i 1987, og nycirkus har siden da været på programmet hvert år i sommermånederne. Se www.metropolis.dk

X