Maskuline Mænd i Majs-drama: The Baïna Trampa Fritz Fallen

Af Martin Rørtoft

Som mængden af majs øgedes, sneg alvoren sig ind i The Baïna Trampa Fritz Fallen af den franske nycirkus-kvartet Le G. Bistaki, der, ligesom på Metropolis Festivalen i 2013, indtog en industriel udkant af København med vanlig  drengerøvs-karisma, flabet overlegenhed og timet kaoskoreografi.

Sidst Le G. Bistaki gæstede København, havde de taget 1500 teglsten med sig og forvandlede området ved det gamle B&W på Refshaleøen til et absurd og mystificerende filmunivers, hvor publikum blev ledt fra tableau til tableau, alt imens teglsten blev til skulpturelle landskaber eller knust og smadret i takt med performernes koreografi og som led i deres stiliserede ritualdanse. Og de så godt ud, mens de gjorde det.

Denne gang er de ‘rigtige’ mænd bevæbnet med fem tons majskorn og selvsamme charmerende selvfedme som sidst. Charmen, arrogancen og kæmpende (drenge)egoer er  bærende elementer i denne forestilling – tilsat momentvis af åbenlys sarkasme, ømhed og sadisme. En intim og tæt tango til bløde rytmer skifter brat til en dødelig kamp med skovle. Hvem bliver alfahan? Mortaliteten lurer under hver en scene, der starter, slutter og skifter, som hvis forestillingen stadig var på klippebordet. Le G. Bistaki formår at skabe en særegen oplevelse, der blander overlegen stil og undersøgelsen af råmaterialet, ikke kun majsen men også af de dybere psykologiske og eksistentielle grundvilkår, der kommer op til overfladen igennem de indbyrdes kampe og forsoninger.

Som ansats til forestillingen kan publikum se fire yderst velklædte mænd i hvide jakkesæt og hver med en skovl i hånden hoppe fra ladet af en bakkende lastbil for derefter at nærme sig på en majsfyldt pallevogn til lyden af et James Bond-agtigt musiktema. Straks er vi med på mandetypen. Selvsikkert og nonchalant ser de hinanden an, mens de jonglerer med skovle og spreder de første af mange kilo majskorn denne aften. De fire franske storcharmører slipper gennem forestillingen aldrig helt taget i maskuliniteten, men udforsker og udfordrer den på dens egne præmisser igennem de mandlige identiteter, der bliver hevet fra hinanden og sat sammen påny, som scenerne skifter. Men fyrene er næsten altid cool. Musikken skifter, men vi bliver i scenen. Til lyden af bluegrass-legenden Harry McKlintock’s Big Rock Candy Mountain fra filmen “O Brother Where Art Thou”(2000) bliver mandetypen mere primitiv, som et ekko af filmens hovedpersoner, men i stedet for at bekræfte vores forventninger kaster de sig ud i mesterlig skovle-fægtning udført som koreograferet sværdans, der emmer af klassisk samurai-film. Det er her, at publikum bliver inviteret med indenfor i legen.

Alvoren lurer
The Baïna Trampa Fritz Fallen fungerer rigtig godt, fordi publikum ikke er passive tilskuere til et show, men de bliver involveret uden at interagere i forestillingen. De (Le G. Bistaki) ved, at vi er der – i kanten af manegen for nu at bruge en lidt slidt cirkusmetafor – og i deres ihærdige kamp med hinanden indgår publikums tilstedeværelse og opmærksomhed som en feedback-mekanisme,  performerne spiller op imod.

Scenerne bygger op til hinanden, og mængden af majs stiger i takt med alvoren. Det nedslidte industriområde i Nordhavnen danner med graffitimure og grå sandbunker en imponerende kulisse for Le G. Bistakis forestilling, der med obskure video-projektioner og volumen af majsen skaber en sand kamparena, hvor dramaet udfolder sig. Med simpel belysning, musik og fire forskellige scener føres publikum tættere og tættere på forestillingens kerne. Man skal selvfølgelig udlede sine egne tolkninger, men under performernes kamp på egoer, lurer der en mere alvorlig tone, som dog først kommer tydeligt frem henimod slutningen.

Ligesom Nordhavnens transformation til ny bydel varer intet evigt i forestillingen. Den bryder konstant med sin egen rytme, eller mangel på samme, alt imens de skiftende tableauer bliver større, mere detaljerige og mere ekspressive. Leg og kamp blander sig. Det ene øjebliks ømhed og kærtegn afløses af dødelig intern kamp til stregen, men kampen vinder aldrig over legen. Der må være håb tilbage til trods for, at forestillingen til slut bevæger sig ud på et lidt mere politisk kommenterende plan. Nok er majs, i Le G. Bistakis hænder, et materiale, der bruges til skabe med, men det er også en resurse til næring og overlevelse. I  forestillingens sidste minutter skærpes kritikken, idet Le G. Bistaki ‘stopfordrer’ sig selv med majs og danser rundt med tykke maver og tomme i blikket, som grænseløse madforbrugere, for til sidst at…(resten må I selv se). Ligeså vel som forestillingen gennemgående rummer et dødstema, så modsvares det af al det liv, den genererer. De pludselige skift, legen, driften, ømheden, musikken og ikke mindst de fire herrers uudtømmelige reservoir af charme, flabethed, humor og selvfølgelig mesterlig timing.

One evening as the sun went down. And the jungle fires were burning,
Down the track came a hobo hiking, And he said, “Boys, I’m not turning
I’m headed for a land that’s far away. Besides the crystal fountains
So come with me, we’ll go and see The Big Rock Candy Mountains
(Harry McKlintock: Big Rock Candy Mountain)

Sådan føltes det. Solen var gået ned, og vi rejste til et land langt væk.
Som en sær drøm skabt af fire maskuline mænd.

Læs mere på www.kit.dk

HVAD Vandreforestilling
DATO 12., 13. & 14. aug. kl. 21.30
STED Foran Restaurant Paustian, Kalkbrænderiløbskaj 2, Nordhavn, Kbh Ø – find vej
PRIS 135 / 95 kr KØB BILLET
VARIGHED 70 min.
ANBEFALES FRA 10 år

CREDITS
Af og med Florent Bergal, Sylvain Cousin, Jive Faury, François Juliot
Produktionsleder Nina Pire
Lys Hugo Oudin
Video Guillaume Bautista
Manager Christelle Jung
Administration Véronique Dubarry
Produktion Le G. Bistaki