8. oktober: Karna Bunk / Walking Landscapes Viborg

TID: 8. oktober kl. 09.00-21.00
KATEGORI: Fortælling
RUTE: Start i Hedeplantagen, så Viborg Krat. Afslutning ved Hald Sø.
DELTAG: Du kan opleve vandringen online
Live-stream hver hele time på www.facebook.com/walkinglandscapes

 

TRASHY TALES

Overalt, hvor mennesket kommer, efterlader det sig et spor af skrald. Krimiforfatter Karna Bunk vandrer gennem nogle af Viborgs mest besøgte naturområder og indsamler bevismateriale i form af slikpapir, tomme øldåser og cigaretskodder, mens skrækscenarierne udfolder sig omkring hende. Hvem efterlod mon det læbestiftsaftryk på den kaffekop? Og hvilken frygtelig skæbne overgik ejeren af den müslibar, siden han eller hun kun nåede at spise halvdelen? 

Selv døde ting kan sladre. Alt det, der efterlades og senere samles op, fortæller noget om dem, der efterlod det. Uanset hvor lang tid, der er gået. Derfor er hvert fundsted et potentielt gerningssted, og Karna Bunk ser på hvert stykke skrald med detektivens blik. For selv den mest uskyldigt udseende bananskræl kan gemme på en grusom fortælling.  

Karna Bunk arbejder indenfor genrerne socialrealisme og magisk realisme. Som krimiforfatter er det hendes job at bygge bro mellem virkelighed og fantasi. Og i dette tilfælde er broen bygget af skrald.  

Vandringen foregår i tre forskellige landskaber – hedeplantage, krat og søbred – og skal udmønte sig i en række sammenhængende fortællinger med afsæt i det skrald, der indsamles undervejs.   

Historierne bliver til i øjeblikket og afhænger af, hvad der bliver fundet undervejs på vandringen. Karna Bunk fortæller historierne til kameraet og digter videre, mens hun vandrer. Historierne skrives ned og postes online sammen med hvert videoklip. Som tilskuer inviteres du til at deltage i historiernes udvikling, således at hvert historieforløb påvirkes af de idéer, der lander i kommentarsporet.  

 

OM KUNSTNEREN

Karna Bunk er datter af en mand, som er født og opvokset i Viborg. Familien stammer fra Viborg gennem flere generationer. Hendes far bor der stadig, det samme gør hans familie. Karna Bunk bor til daglig i København. 

Karna Bunk debuterede i 2019 med ‘Lykkelige omstændigheder‘, der strøg til tops på Mofibos bestsellerliste efter bare en uge. Krimi-thrilleren kredser om de store valg, en kvinde må træffe i løbet af 30’erne. Efterfølgende har Karna Bunk udgivet ‘Små tragedier‘, der er en selvstændig fortsættelse til serien om Ernst og Berghamar. Karna Bunk er uddannet journalist og skriver fortsat fiktion. 

DOKUMENTATION

VIDEOSAMMENDRAG

VIDEOS – de 13 nedslag

8. okt. kl. 9

8. okt. kl. 10

8. okt. kl. 11

8. okt. kl. 12

8. okt. kl. 13

8. okt. kl. 14

8. okt. kl. 15

8. okt. kl. 16

8. okt. kl. 17

8. okt. kl. 18

8. okt. kl. 19

8. okt. kl. 20

CREDIT:

Topfoto: Neil A. Murray

Andre fotos: René Roalf

X