Jordens metamorfoser – reportage og refleksioner fra HABITAT + BODYSCAPING

Midt i, hvad der før var hav, ligger nu et jorddepot. Fuld af opgravet overskudsjord fra københavnske byggeprojekter. Her udspiller sig en forestilling, hvor den nysgerrigt-sansende krop er centrum for mødet med den foranderlige jord.

Af Lise Stenbæksgaard

Tunnelfabrikken tårner sig op i det flade landskab, og vi får øje på bygningen på afstand, men må cykle lidt omkring den på en gang lette og massive klods for at finde den egentlige indgang. Og følelsen af at være på ukendt land tager fat som en optakt til det, vi skal opleve.

Tunnelfabrikken huser både fortid og fremtid – det var her Øresundstunnellen blev støbt, og fabrikkens skelet skal danne ramme for det nye Nordhavn som et stort kulturcenter med sprudlende liv omkring sig. Lige nu ligger det uberørt hen og ligner en forladt bygning, hvoromkring ukrudtet trives. Inden vi træder ind i bygningen, hører vi rungende lyde, der minder om industriel støj, som om en stor maskine er i omdrejninger.

 

Silhuetter som månemænd

Fra den solskinsrige aften bevæger vi os ind i den overrumplende høje og mørklagte fabrik, hvor man fornemmer, at enorme dele har taget form. Lydkompositionen, der flyder ud i det store, foruden kunsten, tomme rum, er enerverende og indjagende. Den får nervøsiteten for, hvad der skal ske i de næste fire timer, til at melde sig.

En gruppe klædt i hvide støvdragter og refleksveste møder os ved et lille skur med påklistrede post-it-sedler, hvor mit blik glider over ordene ”For mig er landskabet..”, og jeg forbereder mig på at skulle besvare samme spørgsmål inden for de næste fire timer.

Vi er nogle af de første til at ankomme, og lidt afventende går vi stille omkring i den anden del af bygningen, hvor der er støbekanaler med blikstille vand, som førhen har ført direkte ud i havet. Vi melder vores ankomst i det lille skur, hvor vi får tildelt hver vores mødested og iklæder os støvdragter og refleksveste. Seancen intensiverer spændingen for, hvad det forestående møde med den københavnske undergrund kræver af os. Uniformerede og beredte, med månemandslignende skikkelser, begiver vi os i adskilte grupper ud fra den mørke fabrik til det jorddepot, som rummer Københavns overskudsjord og har dannet grundlag for byen.

En verden af liv mellem slikpapir og plastikrør

Mange dage med sol har efterladt store dele af jorddepotet hårdt og goldt. Til trods for den knap så frodige jord skyder små fine blade, skud og større planter frem. Allerede i første færd virker de skiftende landskaber som en rejse gennem adskillige kontinenter – fra ørken til bakkedal, fra kamillemark til en turkis kalksø – eller en geologisk rejse gennem forskellige jordlag.

Jorddepotet er opdelt af en asfalteret vej. På den ene side ligger den forurenede jord, på den anden side ligger den rene. Den forurenede jord er placeret i store bunker, og her viser det menneskelige spor sig i gravkøer og maskiner. I den rene jord vokser plante- og blomsterliv frem mellem store traktorspor og bor side om side med slikpapir, potteskår og plastikrør. Den forurenede jord skal ligge her i 40 år, før den igen kan benyttes til byggeprojekter i byen. Det er jord i transit, i langsom men konstant bevægelse.

Vi tager plads i en dal i den rene jord og ligger på ryggen på det hårde underlag blandt det lave planteliv og summende bier. Mens vi er afskåret fra resten af landskabet, i et mikrokosmos, opstår et moment af total stilhed. En poetisk passage bliver læst op, måske fra den publikation, som er en del af projektet. Vi bliver bedt om at komme så tæt på jorden som muligt og forestille os, at vi er på størrelse med en lillefingernegl og skal bebo det lille landskab, vi ser for os. Hvor ville jeg sove? Hvor ville jeg slå lejr? Med ti centimeter mellem mit ansigt og jorden får jeg øje på de liv, der er opstået herude. Bittesmå biller vandrer rundt i den på én gang frodige og tørre jord.

 

Et levende arkiv

Jorden under os og omkring os er et levende arkiv – den gemmer på byens fortidige fortællinger, og vores aftryk på jorden vælter frem fra de sammentømrede jordbanker. I små yoghurtplasticskeer og i tagsten.

Selvom Jorddepotet er et uundgåeligt produkt af byudviklingen og ønsket om at beherske, forme og udvikle, er BODYSCAPING ikke en syngende kritik af den rivende udvidelse. Det er ikke med et moraliserende blik, at vi interagerer med landskabet omkring os, men med et nysgerrigt og undersøgende blik. Det koreograferede møde med det mangeartede landskab er en sanselig refleksion over jordens rolle for vores liv. Jordens vitale kraft og evne til at skabe liv. En meditation over vores afhængighed af jorden, vores aftryk på jorden og vores forhold til jorden.

På en gang oplever jeg mig som en fremmed i den lidt ufremkommelige og uvelkomne jord, men jo mere vi interagerer med landskabet, desto mere hjemligt føles det. Fra de høje banker kan vi betragte byen på afstand. Jeg ser Marmorkirkens kuppel i det gamle København og Amager Bakke fra 2017. Når jeg vender mig mod nord, er havet plettet af hvide sejl, hvor lystbådene optager pladsen.

Livet omkring er i fuld bevægelse i den varme sommersol, og at dvæle ved landskabet giver en følelse af fuldstændig tidløshed. Med udsigt til den velkendte verden, men på afstand og isoleret i en tidslomme, som om en uge måske vil have en helt ny form.

Vi står på toppen af den rene jord i en rundkreds med ryggen mod hinanden. Mens vi kigger i hver vores retning, inviteres vi til at dele, hvad vi ser, først i nutiden, så i fortiden og sidst i fremtiden. En helikopter farer ubeslutsomt rundt over vandet, og propellens larm blander sig med den fuglekvidder, som ellers præger lydbilledet her. Et møde mellem natur og kultur, det menneskeskabte og det, vi ikke kan styre.

 

Læs mere om HABITAT + BODYSCAPING af Nana Francisca Schottländer – BODYSCAPING kan opleves til 27. juni

Foto: Nana Francisca Schottländer

X