Den Umulige Samtale – reportage fra Talking Landscapes Skagen

Klitgården 4.9.2022

af Gustav Fabricius

  

Syd for Klitgården i det lune sensommervejr er en gryde med taburetter gjort klar til samtalens deltagere og vores guide. Vi sætter os i en rundkreds med ansigterne vendt mod hinanden. Havet er samtalens tema, og vi bliver introduceret til formatet, hvor vi skiftevis skriver og læser for hinanden, indtil en egentlig samtale finder sted.

Deltagernes første oplæsning deler sig i tre retninger. Der er de skæbnebestemmende begivenheder med nærdødsoplevelser og ulykker i forbindelse med havet. En havde svømmet ind i en sten, en anden var trukket ned af en gran, og en forliste med en båd. En anden type fortælling forholder sig til det kropssanselige intime ved vandets berøring med f.eks. maven, navlen, armene og ansigtet under badning. En tredje type beskriver bestemte bevægelsesmønstre langs med havet som daglige ritualer eller lange rejser fra et indland ud mod havet.

Karakteristisk for fortællingerne er, at de ender i en form for forløsning. Det gik godt trods ulykken, eller længslen efter at blive genforenet med havet blev honoreret med et bad.

Ved oplæsningerne er der respons i form af mimiske bevægelser som små smil eller lyde ved de enten skæbnetunge eller humoristiske passager.

I anden sektion, hvor vi skal lade os inspirere af eller flette hinandens historier, går de nye fortællinger i to retninger. Nogle beretninger hæfter sig ved de mørke historier, der får moraler over måden, vi bør møde havet i ydmyghed. Andre retter sig mod naturfænomenerne i Skagen. En har udsagnet: ”Vidste I, at solen går ned i øst over havet om vinteren heroppe?”. En anden har gået den samme tur til Kattegat gennem klitplantagen og har taget et foto samme sted 365 gange over et år. Der er en gennemgående glæde og opmærksomhed ved årstidernes skiften.

Ved den frie samtale til sidst fremkommer et hav af observationer. Som en arabesk glider synet på det antroprocæne, forureningen, skæbnen og det kropslige sammen i til tider humoristisk og let kommunikerende form. Følgende er uddrag fra historier eller betragtninger, der udveksles:

En lokal fortæller, at en ven har fundet sin kone Sydamerika. Hun har boet i Amazonas, hvor ingen stikker en kropsdel i et vandhul uden at være 100 % sikker på, at intet levende vil angribe. Vennen introducerer sin kone til en badetur i Vesterhavet, for ”i Danmark er der ingen farlige havdyr”, hvorefter han går først ud og træder på en fjæsing. De ender på hospitalet.

En anden fortæller i forlængelse heraf, at hendes nøgenbadning på lavt vand resulterer i et fjæsingestik i enden. Lægen tegner en stor rund cirkel om det opsvulmede sted med beskeden om, at hvis rødmen spreder sig uden for ”skiven”, skal hun vende tilbage.

Samme deltager er glad for, at de nye gangbroer til vandet er lavet af genbrugsplast. Det giver mening.

En mener, ud fra professionel erfaring, at der nu er renere i havet omkring Skagen, fordi der er kommet styr på kloakkerne, og at vatpinde, der tidligere var et stort problem, er forsvundet. Vatpindene kommer fra de tyske floder og bliver ført op til Skagen, som er ”hot spot” for affald langs kysterne.

Han, der havde dykket ind i en stor sten og var kommet til skade, betragter nu stenen som en krammebamse, som han besøger med mellemrum.

En har erfaret, at når man anvender en ravlygte med ultraviolet lys om natten, lyser stranden op, fordi plastik og mikroplast har bølgelængder som rav, så det er formålsløst at være ravjæger i fremtiden.

Fortiden har betydning for en, der har et erotisk forhold til en klippe med tusindårige runer, hvorfra hun kan glide sanseudvidende ned i et fjordvand. Selvsamme vand havde under et pludseligt stormudbrud taget livet af en familie i kano, og hun har nu en angst for store havdybder.

Mørkt vand blev til en diskussion om det visuelles betydning for vores sansning. Synssansen med sin 85 procents dominans gør os tilbøjelige til at anskue et problem som ikke-eksisterende, hvis det ikke syner. Ude af øje, ude af sind set i relation til det affald, der ender i havet.

Den umulige samtale ophæves efter et par timers intens retorik. Den af guiden stemningsgivende og næsten andægtige form har udviklet en respektfuld og involverende meningsudveksling, der kunne have forsat længere end de to timer, formatet byder. Der er blev talt og lyttet. Deltagernes efterfølgende reaktion er en glæde over samtalen, dens udvikling og mest af alt en forundring over, hvor hurtigt der etableredes et socialt nærvær.

Denne umulige samtale denne dag syd for Klitgården har en tone af mellemmenneskelig dybde, der kendetegner formatets potentiale.

 

Læs mere om Talking Landscapes Skagen

Foto: Thomas Seest

X