Forside arkiv

AT VANDRE VILDT

– et katalog over måder, hvorpå du kan forbinde dig og dit nervesystem til noget større

 

Vi er en del af et større hele, af økosystemer, af universet.
Hvordan påvirkes dit nervesystem af dine omgivelser?
Hvordan kan du synkronisere den indre og den ydre natur?

Hvor
Find et område med både skov og strand.

Hvad skal du gøre
Find 12 beholdere. For hvert stop vælger du noget, der kan minde dig om essensen af netop dette sted. Det gemmer du i en af beholderne.

Denne vandring har 12 stop. Du må gerne bytte om på rækkefølgen af stoppene.
Tag dig tid mellem hvert stop.
Og tag dig tid ved hvert stop.
Træk vejret.

Stop 1: Se solopgangen / solnedgangen.

Stop 2: Byg en varde – en stabel af sten oven på hinanden. Det er en urgammel praksis. Du kan godt.

Stop 3: Løft noget tungt – noget, du ikke troede, du kunne løfte. Pas på din krop. Lyt til den.

Stop 4: Begrav dig i nedfaldne blade. Du kan også begrave dig i højt græs, en busk, varmt sand eller lignende.

Stop 5: Tag sko og strømper af, og gå barfodet. Mærk dig frem med fødderne. Lad dem guide dig. Slap af.

Stop 6: Find en lille sten. Læg dig ned på jorden. Læg stenen på din pande. Luk øjnene. Mærk stenen.

Stop 7: Tænd et bål. Ilden er din ven.

Stop 8: Kram et træ. Kravl derefter op i det. Husk at spørge det om lov først.

Stop 9: Gående vejrtrækning. Lad din indånding vare 4 skridt. Lad din udånding vare 8 skridt. Gentag. Og gentag.

Stop 10: Plant fødderne solidt i jorden, og ryst resten af kroppen. Ryst det hele af dig. Bliv ved.

Stop 11: Smid tøjet, og hop i vandet. Træk vejret roligt. Bliv lidt længere, end du tror, du kan.

Stop 12: Gå langsomt på alle fire som en bjørn. Brøl.

 

Hvordan har din krop det?
Hvordan har dit nervesystem det?
Hvordan har dine tanker det?

Tag de 12 beholdere med hjem. Find et godt sted til dem. Lad dem minde dig om den simple, men kraftfulde praksis det er at forbinde sig til det, der er lige rundt om dig.

 

Koncept: iscenesætter Rasmus Malling Lykke Skov
www.metropolis.dk/rasmus-malling-lykke-skov-aarhus

 


Denne gør-det-selv-vandring er en af 140 Walking Landscapes-kunstneres forslag til en anderledes oplevelse i landskabet.

Se de øvrige gør-det-selv-vandringer her.

Walking Landscapes er en del af Metropolis Landskab 2021-23 – et kulturprojekt i 12 kommuner, der bringer kunst og natur sammen om at skabe nye oplevelser i og af de landskaber, der omgiver os. Præsenteres med støtte fra Nordea-fonden og de lokale partnere – Performing Arts Platform, Aarhus Litteraturcenter/LiteratureXchange og Dokk1 med støtte fra Aarhus Kommune.

 

Foto: Allan Toft