ASFALTBADNING
Asfalt er noget, vi kører hurtigt henover.
Eller vi parkerer og går et andet sted hen.
Asfaltens mikroorganismer levede for millioner af år siden.
Savner alger og plankton, at vi bliver hængende lidt?
Hvor
Find en grøn rute, der starter et asfalteret sted, og som 5 gange undervejs passerer asfalterede veje/stier/P-pladser. Hvis muligt, vælg et afsondret startsted, hvor du kan ligge uforstyrret på asfalten.
Hvad skal du gøre
Medbring skrivekridt eller sort tusch, en lille pose og evt. advarselstrekanter.
På denne vandring skal du veksle mellem opmærksomhed på levende og fossile organismer. Du skal skiftevis opholde dig på asfalt og gå gennem det grønne. Herudover kan du godt bytte om på rækkefølgen af punkterne.
– Asfaltophold: Læg dig et sikkert sted (sæt evt. advarselstrekanter op). Lig 10 minutter. Mærk.
– Gå gennem grønt: Lyt. Kan du høre nogle mikroorganismer?
– Asfaltophold: Læg en tydelig markør på asfalten her, hvor du står nu. Opmål 117 skridt. Stop og vend om, så du kigger tilbage mod markøren. Gå ultra-langsomt de 117 skridt tilbage igen. Hvert skridt er 1 mio. år. Du går tilbage til dengang, asfaltens olie sandsynligvis blev dannet.
– Gå gennem grønt: Mærk. Kan du føle mikroorganismer med fingrene? Andre steder på huden?
– Asfaltophold: Find et sted, hvor asfalten har revner og sprækker. Følg dem med fingrene.
– Gå gennem grønt. Snus dig frem. Kan mikroorganismer lugtes?
– Asfaltophold. Led efter asfaltens duft.
– Gå gennem grønt: Kig godt efter. Kan du se mikroorganismer?
– Asfaltophold. Hvis mikroberne i og på din krop kunne sende en besked til mikroberne i asfalten her, hvad ville de så sige? Skriv det med kridt. Alternativt med tusch et sted, hvor der er hvide felter på asfalten.
– Gå gennem grønt: Smag på det.
– Asfaltophold: Find et sted, hvor asfalten smuldrer i kanten. Kan du finde et løst stykke eller brække lidt af? Læg stykket i posen, tag det med hjem, og stil det et smukt sted.
Koncept: performance-/scenekunstner Tora Balslev
www.metropolis.dk/tora-balslev-silkeborg
Denne gør-det-selv-vandring er en af 140 Walking Landscapes-kunstneres forslag til en anderledes oplevelse i landskabet.
Se de øvrige gør-det-selv-vandringer her.
Walking Landscapes er en del af Metropolis Landskab 2021-23 – et kulturprojekt i 12 kommuner, der bringer kunst og natur sammen om at skabe nye oplevelser i og af de landskaber, der omgiver os. Præsenteres med støtte fra Nordea-fonden og de lokale partnere – KunstCentret Silkeborg Bad.
Foto: Lars Bay