Vær med i workshop-forestilling – af Boris Charmatz / Terrain
METROPOLIS INVITERER 50 DELTAGERE TIL INTENS DANSE- OG BEVÆGELSESWORKSHOP & -FORESTILLING MED DANSER-/KOREOGRAF-KORYFÆET BORIS CHARMATZ
Åben for alle med og uden danseerfaring. Fra 16 år.
Workshop-forestillingen Levée er en del af DANCEGROUND – et program med Charmatz’ værker
5. & 6. september 2026 / Ofelia Plads, København / kl. 16-19
Workshop 1., 2., 3. sept. & generalprøve 4. sept.
Boris Charmatz tager 25 bevægelser fra sin forestilling Levée des conflits og giver til en gruppe på 50 deltagere, som fortolker dem på Ofelia Plads.
Boris Charmatz er kendt for at tage dansen ud af scenerummet og gøre den tilgængelig for alle typer af mennesker og kroppe. På en tredages workshop à tre timer per dag underviser Magali Caillet Gajan, Charmatz’ koreografiske assistent, og danser Filipe Lourenço i bevægelser, der kan læres af alle.
Som titlen på værket antyder – Levée des conflits (ophævelse af konflikter) – er det en koreografi med fokus på kroppenes fællesskab – som en levende materie, hvor hver krop er en del af helheden. Kroppene forsøger at opbygge et fatamorgana. Det bygger sig op, opløses, samler sig igen, fortættes, ophobes, danner en kerne, tegner linjer, folder sig sammen…
”Med Levée des conflits opfinder Boris Charmatz et “dansehul”, der opsuger blikket. En palindrom-dans, der kan læses i alle retninger. En koreografisk kanon, der søger billedet på en utopi.” – dansekritiker Gilles Amalvi
Selve opførelsen er en åben workshop, hvor publikum inviteres med ind i værket, og hvor I sammen med kompagniets dansere skaber en fælles danseoplevelse med publikum.
Boris Charmatz er en internationalt anerkendt fransk koreograf. Han er kendt for at bringe dansen ind i nye sammenhænge for at udbrede den til nye kroppe, nye publikummer og lade bevægelses glæde smitte flere og flere. Han har skabt værker til berømte steder som MoMA i New York, Festival d’Avignon og Festival d’Automne i Frankrig og Tate Modern i London og har senest været leder af det ikoniske kompagni Tanztheater Wuppertal Pina Bausch. www.borischarmatz.org
I år sætter Metropolis fokus på Boris Charmatz, der for første gang præsenteres i København. Han har skabt DANCEGROUND som et performativt eksperiment under åben himmel. En invitation til at danse udendørs – uanset vejret. Som ekspert i kollektive formater på tværs af genrer skifter han mellem det deltagelsesbaserede og det performative og henter materiale fra sit eget repertoire via William Forsythe, Charlie Chaplin, Carlotta Ikeda og Ko Murobushi til Philippe Quesnes ikoniske muldvarpe-DJ’s.
HVEM KAN DELTAGE
Boris Charmatz og Metropolis søger 50 personer i alle aldre (16+), køn og med alle baggrunde. Scene- eller danseerfaring er ikke nødvendig. Alle kroppe er velkomne.
HVORNÅR
Tirs. 1. sept. – workshop kl. 17-20
Ons. 2. sept. – workshop kl. 17-20
Tors. 3. sept. – workshop kl. 17-20
Fre. 4. sept. – workshop og generalprøve kl. 16-19
Lør. 5. sept. – workshop-forestilling i tidsrummet kl. 16-19 (Levée varer 45 min.)
Søn. 6. sept. – workshop-forestilling i tidsrummet kl. 16-19 (Levée varer 45 min.)
Det er meget vigtigt, at du forpligter dig til at være til stede alle dage i hele tidsrummet.
Sprog: Engelsk.
HVOR
Workshop afholdes i en indendørs sal et centralt sted i København.
Generalprøve og workshop-forestillinger opføres på Ofelia Plads ved kajen foran Skuespilhuset.
ANDET
Deltagelse er ulønnet. Metropolis sørger for forplejning/snacks under workshops og workshop-forestillinger.
For deltagere, som bor uden for København, kan vi dække offentlig transport.
VIL DU VÆRE MED?
Så send venligst nedenstående information i en mail til kamma@kit.dk senest 22. juni.
Du er også velkommen til at svare med en video/lydoptagelse i stedet for skrift.
Navn:
Alder:
Køn:
Profession / uddannelse / interesser:
Kort motivation:
Mail:
Telefonnummer:
By:
Et foto af dig (til internt brug)
Meddelelse om deltagelse sendes senest 29. juni.
Kompagniet Terrain er støttet af Ministère de la Culture – DRAC Hauts-de-France og Région Hauts-de-France.
Boris Charmatz | Terrain er associeret med Maison de la Culture d’Amiens.
Metropolis har i mange år præget Københavns byrum med et mangfoldigt program af scenekunst. Organisationen bag er Københavns Internationale Teater, der har skabt scenekunst i København i snart 50 år med støtte fra Statens Kunstfond og Københavns Kommune. www.metropolis.dk
Fotos: Barbara Braun, César Vayssié & Brotherton Locke